John Carpenter’s Lost Themes

7 minutters læsetid

John Carpenter's Lost ThemesJohn Carpenter er naturligvis bedst kendt som filminstruktør og stod i 1970’erne og 1980’erne bag en række film, der i dag regnes for klassikere indenfor suspense, horror og science fiction – Assault on Precinct 13 (1976), Halloween (1978), The Fog (1980), Escape from New York (1981) og The Thing (1982) for nu blot at nævne nogle af hovedværkerne.

Men foruden at skrive og instruere, stod Carpenter i samme periode (og senere) selv bag musikken til de fleste af sine film, i mange tilfælde i samarbejde med komponisten Alan Howarth.

En af undtagelserne var The Thing, hvis score blev komponeret af Ennio Morricone. Carpenter kasserede imidlertid meget af Morricones musik og komponerede selv ny musik sammen med Alan Howarth. Og det berømte hovedtema med dets insisterende bas-puls har, selvom det var Morricone, der komponerede det, Carpenters fingeraftryk over det hele.

Økonomi og æstetik

Carpenters egne scores var synthesizede, hvilket formentlig både var af økonomiske og æstetiske årsager.

Hvad økonomien angår, så var Carpenters tidlige film alle produceret på et lavt budget, og ved selv at komponere og fremføre musikken, slap han for at bruge penge på en komponist og et orkester til at spille det.

Og så er der da næppe heller nogen tvivl om, at Carpenter, rent æstetisk, foretrækker de synthesizede scores, der da også forlener især hans tidlige film med en helt særlig stemning.

I dag er det f.eks. svært at forestille sig Escape from New York med et konventionelt symfonisk score, ligesom Halloween-temaets simple, men markante, synthesizertema, rager milevidt over hovedparten af den helt ligegyldige symfoniske horrormusik, der bliver komponeret i dag.

Carpenters musik har en helt særlig lyd over sig: Kombinationen af synthesizere og Carpenters forkærlighed for simple, men elegante, temaer samt bestemte harmonier og progressioner (ofte suppleret med pulserende basgange) gør, at man aldrig er i tvivl om komponisten, hvis man hører et Carpenter-score.

På den måde har John Carpenter markeret sig som en unik stemme indenfor den moderne filmmusik.

Efter årtusindskiftet har Carpenters output som instruktør været meget småt, men til gengæld har han indenfor de senere år kastet sig over musikken, hvilket indtil videre har ført til to albums i eget navn. Han turnerer også, og så sent som i maj i år besøgte han København og gav en meget rost koncert i DR Koncerthuset.

Baggrunden for turnéen var de to Lost Themes-albums, som Carpenter har udgivet i samarbejde med sin søn Cody og gudsønnen Daniel Davies (hvis far er Kinks-guitaristen Dave Davies).

Fra improviseret jam til pladekontrakt

Starten på det første Lost Themes-album var en række improviserede jam-sessions, som Carpenter og sønnike holdt i Carpenters hjemmestudie, angiveligt i pauserne mellem nogle lange konsolspil-sessioner (Carpenter er kendt som stor fan af videospil).

Lost Themes-materialet var ikke tænkt til udgivelse, men en advokat, som Carpenter havde hyret til at administrere sine filmmusikrettigheder, spurgte ham, om han lå inde med noget uudgivet filmmusik. I stedet præsenterede Carpenter advokaten for Lost Themes-materialet, og pludselig stod han med en pladekontrakt på hånden.

Carpenterismer og den gode melodi

Det er allerede antydet i ovenstående, men for nu at gøre det krystalklart: Lost Themes er ikke, som titlen ellers kunne forlede én til at tro, en række hidtil uudgivne eller aldrig anvendte cues fra nogle af Carpenters tidligere scores. Det er helt nyt materiale, som Carpenter har komponeret i samarbejde med Cody Carpenter og Daniel Davies.

Ikke desto mindre svæver Carpenters ånd meget klart og tydeligt over vandene, og alle numre er i én eller anden grad filmiske og fortællende, om end man heller ikke må tro, at Lost Themes er én lang perlerække af 1980’er-kompositioner fra Carpenters hånd.

Faktisk er de “rene” Carpenter-numre i undertal, hvis man med “rene” Carpenter-numre forstår musik, der er komponeret på samme måde som de klassiske scores til f.eks. Halloween, Escape from New York eller The Fog.

Den slags numre findes også på albummet, men hovedparten tager faktisk Carpenters stil over i rocksymfonisk territorium, og flere af albummets numre udspiller sig nærmere som storladne prog rock-arrangementer, blot omsat hovedsageligt til synthesizer.

Ikke desto mindre er det faktisk tydeligt at høre Carpenter hele vejen igennem albummet. Ikke blot qua de mange synthesizere, men også på grund af de helt tydelige “Carpenterismer” – som jeg nævnte tidligere er Carpenter glad for bestemte harmonier og progressioner, og det skinner bestemt også igennem her.

Derudover løber fornemmelsen for den gode, men enkle, melodi igennem hele albummet som en rød tråd og gør flere af albummets tracks til ørehængere, som man går og nynner for sig selv flere dage efter, man har spillet albummet.

Poleret

Lost Themes er som nævnt overvejende synthesizet, men elektrisk guitar indgår også prominent på de fleste af numrene, og her er det faktisk nogle gange svært at høre, hvad der er fremført analogt og hvad, der er samplet og derefter fremført på synthesizer.

Men i og med, at Daniel Davies er professionel guitarist (tidligere i bandet Year Long Disaster, nu i bandet By Maker) og Cody Carpenter er multiinstrumentalist (med sit eget enmands-band Ludrium), er det sandsynligt at mange af guitarelementerne, foruden bl.a. trommer, faktisk er indspillet analogt.

Ikke desto mindre er hovedindtrykket af Lost Themes klart elektronisk. Synthesizerne dominerer alle numre i højere eller mindre grad.

Hvad angår synthesizer-elementerne, så må yderligere et par kommentarer lige knyttes til dem. For selv i de synthesizede elementer må man ikke forvente et 1:1-forhold mellem Carpenters 1980’er-scores og Lost Themes.

Nutidens synthesizere lyder anderledes end dem, Carpenter havde adgang til i 1980’erne, og derudover er store dele af albummet også sammensat i DAW-programmet Logic Pro.

Resultatet er en langt mere ren klang, der giver albummet et mere poleret udtryk end på Carpenters gamle scores. Det kan man mene om, hvad man vil, men det berøver Lost Themes lidt af den analoge charme, som Carpenters originale scores havde.

Blandet landhandel og solid helhedsoplevelse

Musikalsk er Lost Themes på én og samme tid en blandet landhandel og en meget solid helhedsoplevelse. Albummet er en blandet landhandel fordi det stilistisk spænder over numre, der lyder meget som den “gamle” John Carpenter og til numre, der som sagt befinder sig langt inde i prog rock-territorium.

En solid helhedsoplevelse er det, fordi lyden hele vejen igennem er den samme. Det ville være forkert at kalde Lost Themes ensartet, dertil er melodierne i de forskellige numre trods alt for forskellige, men synthesizerne og det derudover sparsomme aggregat af instrumenter gør alligevel, at man efterlades med et indtryk af en helhed.

Ikke alle albummets numre er lige gode, det siger næsten sig selv, men alle har noget at byde på. For mig, som gammel Carpenter-fan, er det helt klart de numre, der lyder mest som den “gamle” Carpenter, der står frem som noget særligt.

Albummet indledes med ét af den type numre, “Vortex”, der starter med helt klassiske piano-harmonier, inden de erstattes af en elektronisk puls, et elektronisk beat og et fængende guitar-riff. Her er vi ovre i noget, der lyder som om, det kommer fra en slettet sekvens fra Escape from New York.

Der er mere i samme stil i “Fallen” (nr. 3), der begynder med en sprød elektronisk puls og hurtigt suppleres af et karakteristisk Carpenter-tema på synthesizer. Efter omkring to og et halvt minut skifter nummeret dog markant tempo og stil; ude er det indledende tema og et andet tager over, inden det suppleres af rockede guitarer.

Prog rock-inspiration

Generelt er mange af albummets numre karakteriseret af pludselige skift i tempo og melodisk indhold. Et godt eksempel er den ekstremt prog rockede “Obsidian” (nr. 2), der også starter i klassisk Carpenter-land med et æterisk tema, inden det omkring 30 sekunder slår over i hård rock (med sit eget tema).

Via en række yderligere tematiske idéer (næsten alle med elektrisk guitar) føres vi til sidst frem til et markant mellemspil omkring 5:30, der tonalt er meget anderledes – roligt og harmonisk, med bl.a. piano og tamburin, inden det omkring 6:48 brat vender tilbage det rockede tema fra begyndelsen.

Disse mange tematiske idéer koblet med adskillige skift i både tempo og stemning undervejs minder ekstremt meget om noget, man kunne opleve i 1970’ernes og 80’ernes storladne prog rock-eposser. Til dels minder det mig også specifikt om noget, Mike Oldfield kunne have fundet på i én af sine første store rocksymfoniske værker – Tubular Bells (1973), Hergest Ridge (1974) eller Ommadawn (1975).

På samme vis er der enkelte tracks, hvor man heller ikke kan lade være med at tænke på nogle af Goblins scores til Dario Argentos film. Lost Themes er dog som hovedregel langt mindre syret end nogle af Goblins vanvittige (og geniale) idéer til film som f.eks. Profondo Rosso (1975) eller Suspiria (1977).

Omvendt er inspirationen fra ét af 1970’ernes og 1980’ernes andre elektroniske koryfæer, Tangerine Dream, mindre tydelig på Lost Themes end den var i mange af Carpenters originale scores. Hertil er Lost Themes-numrene generelt for rockede og uptempo.

De allestedsnærværende synthesizere

Efter “Fallen” skal vi helt frem til albummets sidste nummer, “Night” (nr. 9), for at finde noget, der lyder lidt som den gamle John Carpenter. Med sin karakteristiske elektroniske puls og simple guitar-riff er vi igen på velkendt Carpenter-territorium.

Inden da er vi imidlertid blevet præsenteret for yderligere fem numre, der i opbygning og stil minder mere om den prog rockede “Obsidian” end om de klassiske Carpenter-numre. Alle har de dog det til fælles, at Carpenters velkendte enkle melodier og foretrukne harmonier og progressioner spiller en væsentlig rolle.

Og selvfølgelig er synthesizerne der altid – enten med æteriske flader eller insisterede pulser.

En gave eller en mindre skuffelse

Lidt afhængig af ens forventninger kan Lost Themes enten være en gave eller en mindre skuffelse til gamle og nyere Carpenter-fans.

Og der faktisk kommet mange nyere Carpenter-fans til. Vi lever jo i en tid, hvor retro-synth-musik er blevet særdeles populært igen – Cliff Martinez’ elektroniske score til Nicolas Winding Refns Drive (2011) er f.eks. blevet vildt populært, og der er adskillige andre eksempler på både retro-synth-filmmusik og helt generelle retro-synth-bands.

Men den Carpenter, som både gamle og nyere fans dyrker, er til en vis grad trængt ud på et sidespor på Lost Themes. Som nævnt er de fleste numre af den mere prog rockede variant, også selvom Carpenters ånd helt klart svæver konstant over vandene.

Det var da heller ikke alle, der tog lige vel imod Lost Themes, da albummet udkom, selvom den overordnede modtagelse generelt var meget positiv. Men en del fremhævede de mere klassiske Carpenter-numre som højdepunkterne, mens de øvrige numre fik en noget mere blandet behandling.

Sådan har jeg det sådan set også selv, men jeg kan på ingen måde løbe fra, at jeg er ekstremt godt underholdt af Lost Themes – alle ni numre. For mig er der bare ingen tvivl om, at det er tre-fire af numrene, der fremstår som de klare trækplastre, mens resten er fine nok. Det er blot ikke dem, der får mig til at sætte albummet på.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Vortex (4:44)
2. Obsidian (8:24)
3. Fallen (4:44)
4. Domain (6:33)
5. Mystery (4:35)
6. Abyss (6:06)
7. Wraith (4:30)
8. Purgatory (4:38)
9. Night (3:39)

Total spilletid: 47:53

Titel: John Carpenter’s Lost Themes
Komponeret af: John Carpenter, Cody Carpenter & Daniel Davies
Fremført af: John Carpenter, Cody Carpenter & Daniel Davies
Udgivet: 2015
Label: Sacred Bones

Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.