Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

James Horner – The Classics

James Horner – The Classics
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

James Horner – The Classics er et på alle måder fesent album, der med ganske få undtagelser bestemt ikke gør den afdøde komponist nogen tjenester.

James Horner - The ClassicsJames Horner – The Classics er en slags “tribut”-album til James Horner; den alt for tidligt afdøde filmkomponist (1953-2015), hvis navn hører til oppe i den filmmusikalske stratosfære sammen med folk som John Williams, Jerry Goldsmith og andre af de helt store.

I lighed med Hans Zimmer – The Classics, der udkom sidste år, er Horner-albummet dog ikke en opsamling som sådan; i stedet byder albummet på en række fortolkninger af Horner-kompositioner, fremført af en række kunstnere, der er i stald hos Sony Classical.

Det er der kommet et særdeles aparte og bestemt ikke synderligt vellykket album ud af.

Tilfældigt udvalg

James Horner (1953-2015).

James Horner (1953-2015).

Albummet indeholder 14 skæringer, og nu hvor titlen er The Classics, så må vi naturligvis som det allerførste kigge på, hvilke titler det er, producerne har udvalgt som Horner-klassikere.

En del cues og temaer er oplagte kandidater, og derfor fuldt forståelige udvalg. Det gælder f.eks. “My Heart Will Go On” fra Titanic (1997), “Willow’s Theme” fra Willow (1988), temaet fra Cocoon (1988), “Main Title” fra Star Trek II: The Wrath of Khan (1982), “For the Love of a Princess” fra Braveheart (1995), “The Ludlows” fra Legends of the Fall (1994) og “Main Title” fra Apollo 13 (1995).

Knap så indlysende er f.eks. “Rooftop Kiss” fra The Amazing Spider-Man (2012), “Somewhere Out There” fra An American Tail (1986), “Field of Dreams” fra filmen af samme navn (1989), “Boys Playing Airplanes” fra The Boy in the Striped Pyjamas (2008), “Briseis and Achilles” fra Troy (2004) og de to udvalg fra Avatar (2009).

Forstå mig ret: At jeg anser nogle af udvalgene som knap så forståelige skal ikke opfattes som om, de er dårlige. Blot at Horners bagkatalog er så spækket med fremragende temaer, at det ikke nødvendigvis er alle de her nævnte, man tænker på først, når man tænker Horner-klassikere.

Hvor er Krull (1983), Glory (1989), The Rocketeer (1991), The Spitfire Grill (1996) eller A Beautiful Mind (2001)? Og det var bare for at nævne nogle få, der sagtens kunne have indgået i stedet for nogle af de knap så oplagte valg. Udvalget virker en anelse tilfældigt.

Forskelligartet gruppe af solister og ensembler

Men det er i virkeligheden ikke udvalget, der udgør problemet ved James Horner – The Classics; det er fremførelsen.

Hvert enkelt cue eller tema er arrangeret med henblik på at fremhæve den solist eller de ensembler, der optræder særligt prominent på de enkelte skæringer. Og det er her, albummet kommer i problemer.

Men hvem er det så, der medvirker på albummet? Jo, det er en forskelligartet gruppe af solister og ensembler: Den kroatiske celloduo 2Cellos, den hollandske harpenist Lavinia Meijer, den australske (klassiske) saxofonspiller Amy Dickson, den kinesisk-amerikanske cellist Tina Guo, den australske trompetist David Elton, den australske (klassiske) guitarist Craig Ogden, den amerikanske violinist Lindsey Stirling, den britiske pianist Alexis Ffrench (jep, sådan staves det!) og endelig den amerikanske kvartet The Piano Guys, der trods navnet kun har én pianist.

En af skæringerne er desuden arrangeret for to af de nævnte solister; på “Somewhere Out of Time” medvirker både Amy Dickson og Lavinia Meijer.

Nyfortolkninger

Lad os lige få en anden ting af vejen: Jeg har intet imod nyfortolkninger af eksisterende numre eller kompositioner.

Indenfor pop- og rockmusikken er cover-genren en kunstart i sig selv, der har givet anledning til mange fremragende fortolkninger. Og indenfor jazzmusikken er nyfortolkninger af eksisterende numre endnu mere almindeligt.

Fortolkninger af eksisterende kompositioner er heller ikke et ukendt fænomen indenfor filmmusikken. F.eks. har den legendariske amerikanske cellist Yo-Yo Ma indspillet et helt albums med fortolkninger af Ennio Morricones filmmusik. Forskellen er her, at Morricone selv var involveret i albummet som orkestrator, dirigent og producer.

Det har James Horner af gode grunde ikke kunnet være på The Classics-albummet. Havde Horner været i live og selv været involveret, er der mange af skæringerne, der næppe havde set dagens lys.

Gode, lunkne, fesne, rædsomme, groteske

Hvis vi skal begynde med de gode tracks, så kan vi fremhæve Cocoon-temaet og ”I See You” (fra Avatar), hvor det er cellisten Tina Guo, der er i centrum. Særligt Cocoon-temaet er ganske fint fortolket, og Guos både dynamiske og indfølte spil fungerer fint i sammenhæng med Horner-kompositionerne.

Også violinisten Lindsey Stirling slipper fint afsted med både ”The Ludlows” fra Legends of the Fall og ”Achilles and Briseis” fra Troy.

Men så er vi også ved at nå til vejs ende. ”Main Title” fra Star Trek II: The Wrath of Khan er ikke decideret rædsom, men det tjekkiske orkester (se også længere nede) får cuet til at føles undervældende sammenlignet med Horners original, ligesom David Eltons trompet fra tid til anden står noget skingert frem i mixet.

I den lunkne ende har vi f.eks. ”Rooftop Kiss” fra The Amazing Spider-Man, hvor det er harpenisten Lavinia Meijer, der er i centrum. Det er ganske nydeligt, men at arrangere Horners i forvejen afdæmpede flygelkomposition for harpe får musikken til at virke næsten absurd skrøbelig.

Fra den lunkne ende, når vi til den decideret fesne for ikke at sige rædsomme. To af albummets absolutte værste skæringer er dem, der er arrangeret for celloduoen 2Cellos, og det er endda to temaer, der burde ligge lige til højrebenet.

Det er dels kærlighedstemaet fra Titanic (her benævnt ”My Heart Will Go On”, selvom det ret beset kun er navnet på sangen med vokal af Celine Dion), dels ”For the Love of a Princess”, kærlighedstemaet fra Braveheart.

Det er to af Horners mest berømte kompositioner, og vel nok også to af hans bedste. Jeg ved godt, mange har et anstrengt forhold til temaet fra Titanic, fordi Celine Dion-sangen blev voldspillet så meget, som den gjorde, tilbage i 1997, men temaet i sig selv er ubestrideligt fremragende.

Det er der bare ingen af dem der er, i 2Cellos træmandsagtige fremførsel. Ingen af de to ellers dybt følelsesladede temaer opnår nogen form for effekt i de to cellisters tørre, mekaniske version. Det er dybt beskæmmende.

Og i den decideret groteske afdeling har vi ”Willow’s Theme” fra Willow, hvor dele af temaet er lagt ud til Amy Dicksons saxofon. Ja, sgu’. Saxofon. Det lyder måske mærkeligt på papiret, men det er intet sammenlignet med, hvordan det lyder i virkeligheden!

Det ville være decideret grinagtigt, hvis ikke det først og fremmest er så trist, at en så fin komposition (og her taler vi ikke om Horners inspirationskilder) bliver voldtaget på den måde.

På næsten alle måder fesent

Vi kunne fortsætte, men jeg er ret sikker på, at min pointe er gået igennem. En sidste bemærkning må dog lige knyttes til symfoniorkestret, der supplerer solisterne/ensemblerne på de fleste cues. Det er The Czech Philharmonic, og heller ikke orkestret synes at være helt med på noderne her.

I hvert fald er der også adskillige tracks, hvor orkestret synes at være på dybt vand med resulterende udynamisk, gumptetungt spil. Det gælder f.eks. ovennævnte ”Main Title” fra Star Trek II, men helt generelt er orkestrets præstation under niveau.

Bemærk dog, at Czech Philharmonic ikke har noget at gøre med de to 2Cellos-numre; de to numre er taget fra duoens album Score (2017), der indeholder i alt 14 skæringer med forskellige filmkompositioner. Det er et album, jeg ikke forventer nogensinde at komme til at høre.

Jeg tror heller ikke, jeg kommer til at høre James Horner: The Classics igen. Det er et på alle måder fesent album, der med ganske få undtagelser bestemt ikke gør den afdøde komponist nogen tjenester.

Opsamlinger som disse kan af og til være en nem måde for nybegyndere at komme i gang med at høre filmmusik, men lige præcis dette album håber jeg virkelig ikke, at nogen nybegyndere falder over. Det ville både være synd for dem og for salig James Horner.

2 stjerner

Nummerliste:
1. My Heart Will Go On (Titanic) – 2Cellos (5:44)
2. Rooftop Kiss (The Amazing Spider-Man) – Lavinia Meijer (3:09)
3. Willow’s Theme (Willow) – Amy Dickson (3:28)
4. Theme from Cocoon (Cocoon) – Tina Guo (4:42)
5. Main Title (Star Trek II: The Wrath of Khan) – David Elton (3:09)
6. I See You (Avatar) – Tina Guo (4:40)
7. Field of Dreams (Field of Dreams) – Craig Ogden (5:52)
8. Somewhere Out There (An American Tail) – Amy Dickson & Lavinia Meijer (4:13)
9. For the Love of a Princess (Braveheart) – 2Cellos (5:12)
10. The Ludlows (Legends Of The Fall) – Lindsey Stirling (4:52)
11. Jake’s First Flight (Avatar) – The Piano Guys (3:26)
12. Boys Playing Airplanes (The Boy In The Striped Pyjamas) – Alexis Ffrench (4:35)
13. Main Title (Apollo 13) – David Elton (6:28)
14. Briseis and Achilles (Troy) – Lindsey Stirling (4:42)

Total spilletid: 64:12

Titel: James Horner – The Clasics
Komponeret af: James Horner
Fremført af: The Czech Philharmonic og solister
Dirigeret af: Robert Ziegler
Udgivet: 2018
Label: Sony Classical

Anmeldt i nr. 156 | 13/10/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>