Island

I min anmeldelse af The Woods Are Dark, roser jeg Laymon for at være én af de bedste forfattere indenfor gys, fordi han formår at skrive underholdende romaner med et intenst tempo og fart over feltet.

Men i denne anmeldelse vil jeg beskrive Laymon som det stik modsatte. For efter endt læsning af Island blev jeg bevidst om, at Laymon på mange måder virkelig fortjener det dårlige ry, han har.

Der findes sikkert ikke mange fans, der kan påstå, at Richard Laymon var noget kunstnerisk geni. Ikke desto mindre så var han en ekstremt produktiv forfatter, der virkelig brændte for at opnå et bestseller-gennembrud.

Det gennembrud skulle dog først for alvor komme efter hans død. Desuagtet så har Laymon altid haft et fast publikum samt en række faste støtter, der blandt andet tæller Dean Koontz, Jack Ketchum og Brian Keene.

Hvorfor de tre forfattere er så forblændede af Laymons bøger, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg må bare erkende, at jeg slet ikke forstår deres entusiasme for hans romaner. For hvis det er noget Island kan beskrives som, så må det være skraldespands-litteratur af værste skuffe.

Kommer godt fra start

En velhavende familie er på en lille sejltur i nærheden af en tropeø, da båden meget pludselig eksploderer. Det lykkes dog for de fleste familiemedlemmer at redde sig i land, heriblandt bogens egentlige hovedperson, Rupert.

Ingen af de overlevende har nogen erfaring med at klare sig i den vilde natur, og de er naturligvis overbevist om, at redningen nok skal komme. Men der går dog ikke længe, før de langsomt bliver myrdet én efter én. For i junglen bag dem gemmer der sig en psykopat, og han har lagt en plan for dem alle.

Island kommer rigtig godt fra start og tyder faktisk til at blive en ret intens spændingsroman om overlevelse og mennesker, der langsomt mister kontrollen over sig selv.

Men efter det ene ligegyldige drab efter det andet, bliver historien alt for ensformig. Hovedpersonerne er nogle af de mest flade, som jeg længe har læst om, så jeg var på ingen måde investeret i dem.

Bevares, et par af dem blev slagtet på en måde, så selv Jason fra Fredag den 13. ville være stolt. Men fra omkring det tredje dødsfald bliver bogen bare én lang gentagelse.

Og når jeg siger lang, så mener jeg virkelig LANG. For bogen er på 500 sider, og den kunne snildt være trimmet ned til 250 sider. Men bogens længde har en helt særlig årsag.

Spændende opbygning, men pervers hovedperson

Rupert, der er hovedpersonen, formår at redde sin dagbog med fra eksplosionen, hvilket i sig selv lyder lidt for utroligt. Men det lykkes ikke desto mindre.

Bogens ombygning består primært af hans dagbogsnoter, der fortæller dag for dag, hvad der sker på øen. Idéen til opbygningen er faktisk ret god, hvis det altså ikke var for alle de ret detaljerede beskrivelser af nøgne kvindekroppe.

For hvis der er ét karaktertræk, der beskriver Rupert som figur, så er det ordet “liderlig”. For Rupert er ekstremt liderlig. Han er en kliché på en seksuelt frustreret teenager, der ikke tænker på andet end bryster og kvinders underliv, hvilket han gør i de mærkeligste situationer.

Et eksempel er, at de finder et lig af en af deres døde venner, og mens alle andre er oprevet, har Rupert travlt med at tjekke rumpen på sin forlovedes søster. Så langt nede på bunden er vi i denne roman.

Liderligheden får virkelig lov til at springe frem i denne historie, hvilket gør Island til en ulidelig læseoplevelse.

En bog der lever op til forfatterens ry

Richard Laymon blev af sine kritikere ofte kaldt for en liderbuk, fordi hans bøger sprudlede af et sexglad figurgalleri. Og jeg må desværre give de kritikere ret.

Over de sidste par måneder har jeg læst et par Laymon-bøger, og et par af dem har været ganske underholdende, men Island understreger virkelig Laymons meget obskure fascination af kvindekroppens former. Det er altså bare for meget, Laymon.

Den var ikke gået i dag

Island var på ingen måde gået i dag. Alene de ret perverse sextanker, som Rupert har om sin egen familie, ville i dag være mere end rigelig til, at forslaget ville stoppe samarbejdet med forfatteren.

For det står helt tydeligt, at Laymon kun har formet denne ret begrænsede historie, så han kunne have fokus på sin ekstremt seksuelt trængende jomfru af en hovedperson.

Richard Laymon er bestemt ikke for alle, og jeg må desværre også blankt erkende, at jeg står af toget der hedder “Richard Laymon”. Beklager.