Inventing Anna er en miniserie, baseret på virkelige hændelser, der fortæller historien om den russiske svindler Anna Delvey, der tog røven på New Yorks overklasse.
Musikken er af Kris Bowers og Pierre Charles, og den er stort set, som man forestiller sig musikken til denne type serie: symfonisk-elektronisk og uhyre generisk.
Håndværket fejler som sådan ingenting, men på nær enkelte cues, er det også musik, vi har hørt mange gange før, og musik, som uden problemer kunne lægges ned over en hvilken som helst lignende serie, uden at nogen ville bemærke noget.
Diverse elektroniske elementer, herunder de obligatoriske flader, virker sammen med et begrænset symfonisk ensemble med hovedvægt på strygere.
Det giver bl.a. anledning til en række meget velkendte cues med synthflader i kombination med enten traurige strygere, flygel, akustisk eller elektrisk guitar, f.eks. “Vivian Connects the Dots” eller “I Work for Everything / Do Something About It”.
Enkelte cues skruer op for de elektroniske elementer, og giver disse dele af scoret en kontemporær tone, f.eks. “Main Title” eller “What Happened in Morocco”.
Nogle få steder slår musikken en mere thriller-agtig tone an, som i “Looking for My Friend” eller scorets bedste enkeltstående cue(s), “She’s Good / Get Off the Boat”, der byder på ganske fin og effektiv spændingsmusik. Men der er langt mellem snapsene.
Som sagt er håndværket solidt nok, men scoret hæver sig aldrig over den jævne metervare, og det hele er glemt igen, så snart albummet er slut.
3/6
Tracks: 1. Main Title (0:48), 2. VIP’s Always Better (0:53), 3. Vivian Connects the Dots (1:38), 4. What Does Anna Want (1:51), 5. She’s Good / Get Off the Boat (2:50), 6. Hotel Standoff (2:49), 7. Who Are You? (3:17), 8. Something That’s My Own / 281 Park (1:15), 9. I Want 281 Park (1:48), 10. The Answer is Still No (1:09), 11. I Like a Party / Squash Demotion (1:42), 12. I Work for Everything / Do Something About It (3:18), 13. What Happened in Morocco? (2:44), 14. Rachel Packs and Leaves (2:10), 15. Only Sent 5K (1:52), 16. Something’s Happening / She’s My Friend (1:18), 17. Looking for My Friend (2:16), 18. I Am Not Special (3:18), 19. I Think She’s a Conwoman (1:54), 20. Arrive in Berlin (1:54), 21. Going to See Vadim (1:22), 22. You’re Crying (2:22), 23. Always Beyond Us (3:29), 24. Vivian Figures It Out (2:02), 25. Ask for the Moon (1:33), 26. Anna Breaks Down / Awaiting Sentencing (2:16)