Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Il gatto a nove code

Il gatto a nove code
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det er umuligt ikke at respektere Ennio Morricone for at levere et så effektivt og kompromisløst score som Il gatto a nove code/Den nihalede kat. Til gengæld er det meget svært at holde af som selvstændig lytteoplevelse.

Il gatto a nove codeI starten af 1970’erne leverede Ennio Morricone musik til Dario Argentos tre første film, giallierne L’ucello dalle piume di cristallo (Fuglen med krystalfjerdragten / The Bird With the Crystal Plumage) fra 1970, Il gatto a nove code (Den nihalede kat / The Cat o’ Nine Tails) fra 1971 og 4 mosche di velluto grigio (Fire fluer / Four Flies on Grey Velvet), også fra 1971.

Der er i alle tre tilfælde tale om det, man kan kalde filmmusikalske hårde nysere – stærkt dissonante scores, der passer perfekt til filmenes stemning, men som udfordrer lytteren ved deres kompromisløshed.

Når man sætter sig ned for at lytte til Il gatto a nove code kunne man ellers indledningsvist lade sig snyde. Det første cue, “Ninna Nanna in Blu (titoli)” er nemlig så harmonisk et cue, man kan tænke sig med et smukt, smukt tema, der indledningsvist fremføres på fløjter, bakket op af akustisk guitar.

Det er rendyrket Morricone – et helt forrygende smukt tema af den type, som han tilsyneladende kan vride ud af ærmet med et snuptag.

“Ninna Nanna in Blu” er så godt, at enhver Morricone-fan bør have det i sin samling. Om det så er på Il gatto a nove code-albummet eller et Morricone-opsamlingsalbum er for så vidt ligegyldigt, men det bør være der.

Stærkt urovækkende

Hvorvidt man mener, det samme gælder for resten af Il gatto a nove code-scoret, er en helt anden sag. For efter det første cue skifter musikken helt og aldeles karakter og bliver dissonant, stærkt urovækkende og stort set blottet for tematisk materiale.

Helt uden tematisk stof er scoret dog ikke, for der er to-tre minimale motiver, der løber gennem scoret. De to af disse motiver er basgange, det tredje er et dissonant flygelmotiv.

To af motiverne – én af basgangene og flygelmotivet – høres ofte sammen med hinanden. De introduceres i “1970” (nr. 2) og går igen i adskillige af scorets cues.

Det næsten 9 minutter lange cue “1970” er karakteristisk for scoret. Foruden de to motiver anvender Morricone her trommer, dissonante strygere og blæsere, kvindevokal (leveret af Edda Dell’Orso), stønnen og diverse andre effekter og instrumenter, der tilsammen skaber en særdeles urovækkende stemning.

Stemningsmæssigt er dette karakteristisk for hele scoret, mens selve opbygningen af cuet og anvendelsen af de to motiver høres igen i de to “Passeggiata Notturna”-cues (nr. 9 og 12) samt i suiten “Il Gatto a Nove Code (movie takes suite)” (nr. 14), der med over 12 minutter er albummets længste track.

På den måde spiller de to motiver en meget central rolle i musikken, og selvom ingen af disse cues er helt identiske, hverken som kompositioner eller hvad angår orkestrering, minder de ganske meget om hinanden.

Det tredje motiv, der løber gennem scoret, er som sagt også en basgang – denne lidt mere rocket i sit udtryk. Den høres første gang i en langsom version i “Parabola del Paradosso” (nr. 4), men anvendes også i en hurtigere og mere aggressiv version i “Placcaggio” (nr. 11 og alternativ udgave i nr. 13).

Med sine jazzede trompeter kan “Placcaggio” vel beskrives som en fjern fætter til den hårdkogte storbysound i samtidige amerikanske 1970’er-scores som eksempelvis Dirty Harry (1971).

Avantgardejazz møder horrormusik

Meget af Il gatto a nove code-scoret kan overordnet beskrives som “avantgardejazz møder horrormusik”, selvom der også er enkelte cues, der fremstår lidt mere som konventionel horrormusik. Det gælder f.eks. dele af “Paranoia Seconda” (nr. 6) eller “Metafora Finale” (nr. 10).

Det ændrer imidlertid ikke på det overordnede musikalske udtryk, der har hentet væsentlige elementer fra avantgardistisk jazz, som kombineres med horrorfilmmusikkens karakteristiske dissonans.

Det er en effektiv sammenblanding, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at musikken virker i filmen, men det gør også albummet til en meget hård lytteoplevelse. Det er nemt at se (og høre), hvad Morricone ville med musikken, og det er umuligt ikke at respektere Morricone for at levere et score, der er så gennemført kompromisløst og virkningsfuldt.

Til gengæld betyder det også, at albummet er meget svært at holde af som selvstændig lytteoplevelse. Med undtagelse af “Ninna Nanna in Blu”-temaet, der åbner og lukker albummet, er Il gatto a nove code-scoret så svært tilgængeligt, at det kun kan anbefales til virkelige Morricone-connaisseurs eller meget store Argento-fans.

2 stjerner

Nummerliste:
1. Ninna Nanna in Blu (titoli) (2:37)
2. 1970 (8:39)
3. Sottintesi (2:20)
4. Parabola del Paradosso (2:57)
5. Paranoia Prima (3:24)
6. Paranoia Seconda (1:30)
7. Dissociazione (2:45)
8. Dissociazione Seconda (3:02)
9. Passeggiata Notturna (movie version) (5:40)
10. Metafora Finale (2:32)
11. Placcaggio (2:34)
12. Passeggiata Notturna (original single version) (3:40)
13. Placcaggio (alternate version) (2:33)
14. Il Gatto a Nove Code (movie takes suite) (12:36)
15. Ninna Nanna in Blu (movie takes variations) (2:51)

Total spilletid: 59:40

Titel: Il gatto a nove code
Komponeret af: Ennio Morricone
Arrangeret af: Ennio Morricone
Dirigeret af: Bruno Nicolai
Komponeret: 1971
Udgivet: 2000

Anmeldt i nr. 115 | 13/05/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *