Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Horror Zeitgeist – Auteur Larry Cohen

Horror Zeitgeist – Auteur Larry Cohen
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fin, akademisk gennemgang af Larry Cohens film tilsat et godt interview med Cohen selv samt et kapitel om horror generelt. En udgivelse der er værd at opsøge.

Horror Zeitgeist - Auteur Larry CohenSmå 90 sider trykt på kraftigt papir i et papirformat, der er lidt mindre end A5. Spækket med illustrationer i form af filmplakater, filmstills og andet godt.

Der er med denne fine lille udgivelse tale om en hyldest til det filmiske multitalent Larry Cohen. Bogen er inddelt i tre kapitler med en afsluttende filmografi. Bogen er skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Akademisk kaffe

Første kapitel handler om Larry Cohen og har den noget voldsomme titel “Psykodomestiske mareridt. Larry Cohen og det post-industrielle samfunds rædsler.” Tak for den akademiske kaffe!

Og du kan risikere at få den selvsamme kaffe galt i halsen, når du læser en sætning som “I disse og mange andre film fra samme periode zoomer de amerikanske horrorauteurs ind på implikationerne af de mentale og sociale omkalfatringer i samtiden.”

Men det akademiske sprog, og den seriøse tilgang, er samtidig udgivelsens største styrke. Bogen og formen er kompromisløs. Den lefler ikke for at lave en letlæst bog om horror på dansk.

Jeg savner dog visse steder en lidt bedre kommatering og måske lidt kortere sætninger, men i det hele taget er både sproget og indholdet ganske spændende.

I forhold til selve analysen af Cohens oeuvre og virke som auteur er der mange fine detaljer, hvor Cohen placeres ind i en vigtig tidsånd i filmverdenen.

Personligt er jeg mægtigt glad for Cohens debutfilm Bone, og den omtales også fint i denne udgivelse sammen med mange andre af Cohens udgivelser.

Herligt interview

Andet kapitel er et interview med Larry Cohen selv, lavet af bogens to forfattere i forbindelse med en visning af Cohens The Stuff i cinemateket i 2015.

Det er et fint interview, hvor Cohen behændigt formår at hive spørgsmålene ned på gadeplan. Det står som en fin og stærk kontrast til forfatternes akademiske tilgang. Cohen siger blandt andet “Det er helt afgørende at sige, at jeg laver filmene for at have det sjovt.”

Tredje kapitel, med titlen “Postscriptum. Mørk filosofi”, er en spændende tekst om, hvad gyset som genre kan.

Her står der blandt andet “Horror giver os adgang til mørket og lyset i nogle af disse egne i os selv, men den gør mere end det. Den åbner en kosmisk og kollektiv dimension i os alle, som er nedarvet gennem årtusinder, og som med stor sandsynlighed er meget ældre end menneskehedens historie.”

Fin udgivelse

Det vigtigste ved den fine, lille udgivelse, udover at det er forfriskende med en udgivelse på dansk om horror, er, at den giver læseren lyst til at dykke dybere ned i både horrorgenren og mere specifikt Larry Cohens værker.

Formen kan godt virke afskrækkende, men jeg mener, du bør give den en chance. Og hvis det bliver for langhåret eller sproget for nørklet, så kan du altid bare hoppe frem til det glimrende interview med Larry Cohen.

Horror Zeitgeist – Auteur Larry Cohen er venligst stillet til rådighed af forlaget Space Poetry.

4 stjerner

Titel: Horror Zeitgeist – Auteur Larry Cohen
Forfattere: Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff
Forlag: Space Poetry
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 88

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>