Helte i mørket – en gæsteblog af forfatter LG Jensen

7 minutters læsetid
En sidste Bond

Er du én af de mange fans af James Bond, som inderst inde ville ønske, at Sean Connery havde spillet Bond bare én gang mere, før han gik på pension? Så har jeg en god nyhed til dig. Det gjorde han nemlig. Og der er en rimelig god chance for, at du allerede har filmen i din samling.

Inden du springer ned til afsløringen af Connerys sidste Bond-film, må jeg lige holde fast i dig et øjeblik. Det her er nemlig ikke bare endnu en filmnørdteori på nettet.

Lige præcis denne filmnørdteori stikker dybt i min personlige familiehistorie og min kærlighed til film, så tillad mig at væve lidt. Det hele begyndte nemlig med min bedstefar, Holgar Jensen; én af de største filmelskere, jeg har kendt.

En filmglad drengebande

Siden den dag hvor biografen i Mørkøv slog dørene op for første gang, stod Holgar forrest i køen, hver gang der var en ny spændingsfilm på plakaten. Eller en western.

Han havde mange filmhelte op gennem årene. Stod der Gary Cooper på rollelisten, stod der Holgar Jensen på en af billetterne. Hver gang. Uden undtagelse. Han elskede at se Eddie Constantine i rollen som den hårdkogte detektiv Lemmy Caution. Og Johnny Weismuller, selvfølgelig. Da Gordon Scott overtog Weismullers rolle som Tarzan, holdt Holgar helt op med at gå ind og se Tarzan-film.

Hver gang han havde været i biografen, købte han en pakke pebermyntekarameller med hjem til sin søn, Kim, der med store øjne gumlede løs, mens han fik alle heltens gerninger genfortalt scene for scene.

Da Kim blev gammel nok, tog Holgar ham en aften med i biografen. Det var midt i tresserne. Et par år forinden havde Holgar set filmen Mission Drab og stiftet bekendtskab med en ung skotsk skuespiller, som gjorde et dybt indtryk på ham i rollen som hemmelig britiske agent. Fortsættelsen havde været endnu bedre, syntes han. Og treeren overgik dem begge. Tilsammen.

Så da fjerde film i serien kom på plakaten i Mørkøv Kino, mente han, at det nu var tid til præsentere sin søn, Kim, for biografens mørke og hans nye store filmhelt. Filmen var Agent 007 I Ilden. Skuespilleren hed Sean Connery.

Da Holgar og Kim to timer senere forlod biografen, var en ny generations Bond-fan kommet til verden.

I de efterfølgende årti tog Holgar og Kim tit i biografen sammen. Ikke kun for at se den nye Bond-film, når den kom, men for at se film i det hele taget, og sammen fik de snart mange nye fælles filmhelte. Charles Bronson. Clint Eastwood. Robert De Niro. Men Sean Connery (og James Bond) havde altid en særlig plads i deres filmhjerter.

Bejs var stolt

Et sted imellem Manden med Den Gyldne Pistol og Spionen, der elskede mig fik Kim en søn. Han overvejede på intet tidspunkt at opkalde ham efter James Bond. Han kom i stedet til at hedde Lars. Og snart hed Holgar ikke længere Holgar – men slet og ret ’Bejs’. For altid omdøbt af sit barnebarn, som knapt havde lært at tale endnu.

Det var en stor glæde for Bejs, da det gik op for ham, at hans barnebarn var begyndt at nære den samme store kærlighed til film som han selv og hans søn gjorde. Derfor var det også kun en selvfølge, at den første voksenfilm Kim tog sin søn i biografen for at se, var den nye James Bond-film. Han købte en pakke pebermyntepastiller før forestillingen.

Filmen var Octopussy. Skuespilleren hed ikke længere Sean Connery. Han hed Roger Moore. Men da Kim og Lars to timer senere forlod biografen, var en ny generations Bond-fan kommet til verden. Bejs var stolt.

Tre generationer af filmfans.
Tre generationer af filmfans.

Helt frem til sin død før premieren på The Living Daylights gik Bejs jævnligt i biografen. I modsætning til sin afskrivelse af Tarzan-serien mange år forinden, holdt han altid af James Bond-filmene.

Han holdt dog stædigt fast i, at den rigtige James Bond var den første James Bond; Sean Connery. Siden Roger Moore overtog rollen, sukkede Bejs efter, at gamle Sean ville vende tilbage bare én gang til. Det gjorde han så også. Men det talte ikke rigtigt, mente Bejs. Never Say Never Again var jo bare en genindspilning af Agent 007 i Ilden. Og det havde han jo ret i.

Klippen

Og nu er det, jeg kommer til sagen.

For Sean Connery vendte tilbage til rollen én sidste gang, før han gik på pension. Som en sand spion gjorde han det dog under dække, lige for næsen af os alle – og han gjorde det så elegant, at der næsten ikke var nogen, som opdagede det.

Men jeg gjorde. Jeg ville ønske, jeg kunne have delt det med Bejs. Men jeg har delt det med min far. Og nu deler jeg det med dig. For hvis du har læst så langt, som du har, fortjener du også at få nøglen til at kunne nyde din sidste Bond-film med Sean Connery. Som jeg indledningsvis skrev, er der nemlig en god chance for, at du allerede har den i din filmsamling.

Umiddelbart efter Pierce Brosnan var blevet udnævnt som den nye James Bond, blev alverdens biografer blæst væk af et af årets andre actionbrag. Det kom fra Michael Bay, der nok er mest kendt for at sætte stil og rabalder over substans og indhold – men med The Rock leverede han en af dét årtis allerbedste actionfilm.

Fængselsøen Alcatraz besættes af tidligere elitesoldater, der holder hele San Francisco gidsel med fæle kemiske våben. Ind sender de den nørdede bombeekspert Stanley Goodspeed og den tidligere flugtkonge fra Alcatraz, John Mason. Sidstnævnte spillet af en 66-årig Sean Connery.

John Mason, ja. Men hvis man går karakterens baggrundshistorie efter i sømmene, begynder det at gå op for én, at John Mason må være et alias. Vi hører, at han er blevet trænet af den Britiske Efterretningstjeneste, der benægtede al kendskab til ham efter en forfejlet mission. Ja, vi har jo hørt om disse arbejdsvilkår andetsteds.

Amerikanerne forsøgte at bure ham inde i det ene fængsel efter det andet, men det lykkedes ham gang på gang at flygte (og at komme i seng med dejlige damer, mens han var på fri fod) indtil regeringen til sidst lagde ham i lænker og låste ham væk, i det sorteste hul, de overhovedet kunne finde.

But of course you are

Da selvsamme regering i krisens stund ser sig nødsaget til at lukke ham ud igen, har årene i isolation sat sine spor, men han er stadig lige så skarp og stærk, som han var, dengang han var aktiv agent.

Han har bestemt ikke glemt, hvem han var engang – hvilket vi får bekræftet, da han første gang møder filmens hovedperson, der præsenterer sig selv som Stanley Goodspeed.
Svaret lyder: ”But of course you are.”

Det samme svar som han gav Plenty O’Toole på en af sine tidligere missioner i Diamanter Varer Evigt.

Sean Connery har aldrig selv direkte vedkendt, at The Rock i virkeligheden fungerer som en James Bond-film. I forbindelse med filmens premiere gav han dog et hint til sine Bond-fans og stolede på, at de var skarpe nok til selv at lægge to og to sammen.

Med sit velkendte hankatteglimt i øjet sagde Connery blot følgende om sin karakter i filmen: ”Der er en fange, navnløs og nærmest kun et nummer. Det er mig.”

Hvilket nummer kan det mon være, han henviser til? John Masons fangenummer? Ja, måske. Men det kunne også være de tre velkendte cifre.

Sean Connerys elegante tilbagevenden til sin gamle karakter gik dog over hovedet på de fleste. Heldigvis. Det gør den bare så meget desto mere elegant, karakteren taget i betragtning.

For hvem får den mistanke første gang ser de ser John Mason? Der sker en halv time inde i filmen, og der er ikke meget glamour og gentlemanspion over ham, da han bliver trukket ud af sin celle i en af de mest mindeværdige introduktionsmontager set i en actionfilm.

Et bjerg af en mand

Han er et bjerg af en mand. Langhåret, langskægget og i lænker som et utæmmet dyr, der bare venter på at blive sluppet fri. Man ser det i hans øjne. Mærker det næsten gennem lærredet eller skærmen. For til trods for den mildest talt usoignerede tilstand og en alder på knapt halvfjerds, udstråler Connery her mere testosteron end alle Hollywoods nuværende hunks og he-men tilsammen.

Herfra vil du gennem resten af filmen kunne sidde med et lille skævt smil og nyde The Rock i et helt nyt lys. Bejs ville have elsket det.

Min far blev også som en lille dreng igen, da vi sammen genså filmen med Bond-brillerne på. Det er sådan noget, film kan gøre ved én. Det har de nu gjort gennem tre generationer af Jensen-klanen.

Den dag i dag er Thunderball stadig min fars favorit blandt Bond-filmene. Han siger også, at duften af pebermyntekarameller tager ham tilbage i biografens mørke.

Jeg ved, hvad han mener.

Derfor sender jeg både ham og min Bejs en ekstra kærlig tanke, hver gang jeg ser eller genser en James Bond-film. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde nået at vise Bejs The Rock og fortalt ham, at Gamle Sean opfyldte hans ønske og lavede en sidste James Bond-film … kun for ham.

Vi ser med sammen med dig

Og så vil jeg ønske, at jeg en dag selv kan tage min søn eller datter med i biografen og se den nye Bond-film – men da jeg i skrivende stund, hvor Daniel Craig er James Bond, endnu ikke har fået børn, er det slet ikke sikkert, at dette scenarie bliver en mulighed. Til den tid har ungen jo sikkert allerede streamet filmen, før den har haft premiere i biografen. Og så kan jeg sidde dér med mine pebermyntekarameller.

Derfor giver jeg den nu videre til dig.

For er det ikke ved at være på tide at invitere din søn eller datter i biografen for første gang? Sådan rigtigt. Ikke noget med tegnefilm eller Min Søsters Børn. Der er snart premiere på en ny Bond-film. Og man kan stadig købe pebermyntekarameller i kiosken.

Når lyset så dæmpes og forhænget trækkes til side, så send de tre generationer af Jensen-klanen en venlig tanke.

Vi sidder nemlig altid et sted derude i mørket og ser med.

2 Comments

  1. Super smuk historie….der er filmnostalgi fra en filmnostalgiker, og ja, du har helt ret mht The Rock – Det ER Connerys sidste optræden som Bond, uden tvivl og med masser af glimt i øjet.

    Dog lige een ting jeg som Bond-idiot lige må påpege…fjerde film i serien er IKKE Agent 007 Jages (From Russia With Love, 1963) men derimod Agent 007 I Ilden (Thunderball, 1965), men så er der heller ikke mere at sætte på dette herlige indspark.

  2. Hej Morten. Lars siger tak, og fejlen er nu rettet :)

    /Jacob

Skriv et svar

Your email address will not be published.