Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Hammett

Hammett
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hammett er måske ikke et af de essentielle John Barry-scores, men der er tale om et virkelig solidt lille score med et fremragende hovedtema, som alle Barry-fans vil være glade for at have i samlingen.

HammettJohn Barrys første score i 1982 var til Hammett, der i lighed med Body Heat, som Barry komponerede musikken til året før, er en neo-noir.

Her hører lighederne mellem Hammett og Body Heat dog også op, for mens Body Heat foregår i nutiden (dvs. 1981), foregår Hammett i 1928.

Filmen er baseret på romanen af samme navn af Joe Gores, og handlingen kaster forfatteren Dashiell Hammett ud i et mysterium, der er som taget ud af én af hans egne historier.

Musik til tilrøgede privatdetektivkontorer

Ligesom han gjorde med Body Heat, så byggede Barry sit Hammett-score op omkring et jazzet hovedtema, præcis sådan som det siden 1970’erne har været kutyme i Hollywood, at musikken til en noir skal lyde.

Som jeg også redegør for i min anmeldelse af Body Heat, går sammenkoblingen af jazzmusik og noir-genren ikke længere tilbage end 1970’erne, men i dag er det svært at forestille sig en neo-noir, der ikke gør brug af jazz i scoret.

Det virker da også helt perfekt i Hammett, der dog er et meget anderledes score end Body Heat, hvor hovedtemaet osede af sex og sensualitet.

Her er Hammetts hovedtema mindre sensuelt, og snarere end at fremmane billeder af langbenede, sexede femme fatales, giver Hammetts blues-influerede hovedtema billeder på den indre nethinde af tilrøgede privatdetektivkontorer, hvor lyset falder ind gennem persienner og skaber den for genren velkendte clairobscur.

Der lurer måske stadig en femme fatale et sted i Hammett-temaet, for helt blottet for en vis sensualitet er det ikke – det er også svært, al den stund, det er et stykke jazz – men det har ikke Body Heat-temaets antydning af sleaze.

Hammett-hovedtemaet, der introduceres i “Main Titles” (nr. 1) og figurer prominent i løbet scoret, er komponeret udelukkende for flygel og klarinet. Melodien er meget karakteristisk og øjeblikkeligt ørehængende, endnu et vidnesbyrd om Barrys evne til at komponere fantastiske temaer.

Flere tematiske idéer

Der er yderligere et par tematiske idéer i scoret. Den første af disse dukker op i “Hammett’s Dream” (nr. 2), og har stemningsmæssigt karakter af suspense.

Denne tematiske idé befinder sig et sted i det svært definerbare grænseland mellem et motiv og et tema, og man kan fint argumentere for både det ene og det andet.

Selv hælder jeg mod at kalde det et tema, for selvom det er uhyre enkelt i sin konstruktion, er både længden og rytmikken med til at give det en mere kompleks struktur, også selvom der måske ikke er melodisk indhold i traditionel forstand.

Temaet er på i alt 24 toner, men det er økonomisk komponeret, da det er bygget op omkring fire toner, der gentages med ganske let variation.

Hele temaet er således konstrueret af to strofer på hver 12 toner. De to strofer er i sig selv bygget op af tre takter a fire toner, dog med variation i den sidste takt i hver strofe, ligesom første takt i hver strofe er langsommere end de to efterfølgende. Det er enkelt, men uhyre effektivt.

Hvor hovedtemaet altid er orkestreret for flygel og klarinet, høres suspensetemaet i flere orkestreringer, dog altid med flygel som grundlæggende element. I “Hammett’s Dream” fremføres temaet f.eks. unisont af strygere og flygel, mens det i “You Can’t Forget Her” (første del af nr. 5) fremføres af flygel over en bund af strygere og blæsere.

Endelig er der et motiv, der også fungerer i suspensemusikken, men stedvist også i actionmusikken.

Det høres første gang i “Chinatown Incident” (nr. 3), og er bygget op af tre elementer: En flygelostinato, der lægger en fast rytmisk bund. Herover en langsom strygerostinato og endelig et repeterende motiv på syv toner, fremført af fløjte.

Barry varierer derefter motivet ved at transponere de tre elementer, så der ikke bare er tale om fuldkommen gentagelse af det samme materiale.

Hovedtemaet er trækplastret

Hovedtemaet er klart scorets trækplaster, og det er altid velkomment, når det dukker op, men suspense-temaet og -motivet er bestemt heller ikke dårlige. Til sammen sikrer de tre tematiske idéer, at scoret er ganske varieret, men også at det er solidt bundet sammen.

Foruden det tematiske materiale, er der også noget en smule utematisk score, selvom de fleste cues indeholder mindst én af de tematiske idéer.

“Don’t Be a Chump, Let Her Go!” (anden del af nr. 5) er et typisk stykke Barry-action fra denne del af hans karriere, her helt uden tema eller motiv, og “Escape From Fong’s” (anden del af nr. 7) er også et stykke tempofyldt action, her opbygget omkring suspensemotivet, der får actionkarakter ved, at tempoet er sat gevaldigt op.

Ellers befinder det meste af musikken – undtagen lige hovedtemaet – sig i suspense-genren og tempoet er relativt langsomt, uden at scoret dog forekommer helt så langsommeligt som mange af Barrys øvrige scores fra denne tid.

Scorets mest unikke cue er “Wild Pipa” (nr. 4), der samtidig også er ét af de få steder, Barry direkte lader musikken afspejle, at en del af handlingen er hensat til San Franciscos Chinatown. Cuet fremføres udelukkende på det ældgamle kinesiske instrument pipa, der er en slags firestrenget lut.

Pipaen høres også flygtigt enkelte andre steder, bl.a. i “The Opium Den” (første del af nr. 7), men ellers er det småt med etniske indslag i scoret.

Source-musik af Barry

Den ikke-diegetiske musik ligger som nr. 1-10 på albummet. Det har en samlet spilletid på ca. 25 minutter og repræsenterer det komplette score. Herefter følger nr. 11-18, der alle er source-cues, men som også alle er komponeret af Barry.

På nær det første, “Potted Palms” (nr. 11), der består af sentimental stryger- og flygelmusik, er alle de øvrige source-numre blues og/eller jazz, der rent stemningsmæssigt er klart beslægtet med hovedtemaet. Her har Barry altså haft en mulighed for at sørge for at den ikke-diegetiske og diegetiske musik fungerede godt sammen.

Det gør source-numrene værd at høre, også selvom den ikke-diegetiske musik helt klart er bedre og mere interessant end source-numrene.

Solidt

Der er næppe mange, der vil regne Hammett-scoret som ét af John Barrys hovedværker, men det er et overordentligt solidt lille score, der især bør tiltrække sig opmærksomhed på grund af det virkeligt fine hovedtema, der perfekt rammer den stemning, som vi i dag forbinder med film noir.

Resten af scoret er aldeles udmærket, selvom hverken suspensemusikken eller den sparsomme actionmusik er blandt det mest interessante, John Barry har begået.

Hammett blev udgivet af det belgiske label Prometheus tilbage i år 2000 i en limited edition på 3000 eksemplarer. Til trods for det begrænsede oplag og det faktum, at det i år er 20 år siden, albummet udkom, er det stadig i handlen.

Barry-fans kan derfor roligt slå til, mens albummet endnu kan købes fra ny. Det er måske ikke essentielt i samlingen, men de fleste vil glæde sig over at have det hovedtema.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Titles (2:03)
2. Hammett’s Dream (2:36)
3. Chinatown Incident (2:09)
4. Wild Pipa (1:48)
5. You Can’t Forget Her / Don’t Be a Chump, Let Her Go! (2:17)
6. Hide and Seek (2:27)
7. The Opium Den / Escape from Fong’s (2:21)
8. Waterfront Rendezvous (1:54)
9. The Wrap Up / Finale (4:58)
10. End Credits (2:58)

Source Music:
11. Potted Palms (4:09)
12. Gumshoe Piano (2:14)
13. Cookie’s Speakeasy (2:32)
14. Look for Me at Fong’s (1:02)
15. Shoeshine Blues (0:44)
16. Do You Like Bad Girls? (1:29)
17. Dixieland Tune (4:55)
18. Last Call (1:00)

Total spilletid: 43:36

Titel: Hammett
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1982
Udgivet: 2000
Label: Prometheus

Anmeldt i nr. 172 | 13/02/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *