Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Great Exit Lines

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En god produktion og et ensartet udtryk kan ikke veje op for det faktum, at Great Exit Lines bare er et kedeligt album, hvor bandet favner for vidt og forsøger at blande for mange stilarter.

Great Exit LinesTilbage i 2004 blev District dannet, og nu i 2006 har de så udsendt deres debutalbum, Great Exit Lines, på det lille label Golf. Den nye plade er på alle måder et veltilrettelagt udspil, der er lydmæssigt og æstetisk velfunderet. Great Exit Lines byder på en lang række genremæssige sammenblandinger, der er vævet så tæt ind i hinanden, at det kan være svært at trevle dem fra hinanden og afdække gruppens rødder.

Poleret EMO

Helt grundlæggende fremstår District dog som en poleret EMO-gruppe, der både flirter med let 80’er-metal og melankolske stemninger, som vi finder dem hos HIM eller The Cure. Navnlig de små klaverstykker fører tankerne i retning af disse grupper.

Selv mener bandet at de har forsøgt, at finde frem til det soundtrack, der skabte de musikalske rammer omkring deres barndom, og det må man sige er lykkedes for dem. I hvert fald hvis vi tager de inspirationskilder i betragtning, som de selv angiver. District fortæller nemlig i pressemeddelelsen til det nye album, at de har været stærkt påvirket af klassisk rock, indie fra 90’erne, vintage post-hardcore og 80’er-pop.

Alle elementer kan vitterligt genfindes i løbet af de 12 numre på Great Exit Lines, og hvor sammensat det end måtte lyde, er det rent faktisk lykkes for bandet, at give de mange forskellige strømninger et fælles, ensartet udtryk, der fungerer.

Kedeligt

Med lige dele uptempo-sange og energiske ballader, står Great Exit Lines som en plade, der har været arbejdet meget med. Der er ikke mange af sangene som virker underudviklede, og John Mitchells produktion har fået guitar og vokal til at spille glimrende sammen.

Selve titelnummeret på albummet, “Great Exit Lines”, er et rigtig godt eksempel på albummet generelt. Her får vi både lidt melankolsk klaver, flænsende guitar og så endelig et omkvæd, der næsten skriger på at blive sunget højt af gruppens fans.

Desværre er jeg slet ikke en af Districts fans, for hvor velproduceret og gennemarbejdet materialet på Great Exit Lines end måtte være, så halter pladen i sidste ende. Ikke fordi de fem engelske gutter mangler talent eller evner. De har alle spillet i andre halvstore engelske grupper før de fandt sammen i District, men albummet er ganske enkelt kedeligt.

På trods af det troværdige og åbne udtryk, falder albummet ved siden af. Måske er det hele blevet for pænt og veltilrettelagt. Man savner i hvert fald den nerve, der skaber troværdig EMO. Hvor meget forsangeren end krænger sit hjerte ud i de episke omkvæd, efterlader det én kold og uinteresseret.

Tilbageskuende og ligegyldig

District minder om et opvarmningsband – de har kvaliteter, men man venter på det egentlige hovednavn, og District er derfor glemt så snart de går af scenen. Sådan er det også med Great Exit Lines. Pladen vil næppe blive husket i 2007, og med mindre bandet skulle gå hen og få et hit blandt teenagepublikummet er der nok en reel sandsynlighed for, at vi aldrig hører mere til gruppen. Det ville imidlertid være synd, for det kunne være interessant at se hvor en eventuel ny plade ville føre bandet hen.

Måske er hemmeligheden bag Great Exit Lines‘ anonymitet, at bandet i sidste ende har favnet for vidt, og blandet for mange stilelementer sammen. De har dermed skabt et gråligt produkt, der lyder som noget man har hørt tusind gange før, uden helt at kunne placere hvor og hvornår. Great Exit Lines kunne meget vel være udkommet i 1992, uden at lyde synderligt anderledes, hvilket vel ikke ligefrem var gruppens hensigt.

Districts debut er i hvert fald alt andet end fremadskuende, og i sidste ende er den bare ligegyldig. Der er ingen grund til at opsøge Great Exit Lines med mindre du sværmer for engelsk retro-indie/EMO. Gør du imidlertid det, mangler du sikkert en plade eller to, som vil være langt bedre investeringer end denne.

Great Exit Lines er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. Intro (District) (0:14)
2. Air (District) (3:35)
3. Great Exit Lines (District) (3:31)
4. Flames in the Back Row (District) (4:17)
5. The Surrender (District) (3:40)
6. 87 (District) (3:45)
7. Kristen (District) (3:51)
8. Goddess (District) (4:48)
9. City Hearts (District) (3:38)
10. Glory Undoing (District) (3:14)
11. Gentle (District) (3:28)
12. Until the End (District) (4:22)

Total spilletid: 42:49

2 stjerner

Titel: Great Exit Lines
Kunstner: District
Produceret af: John Mitchell
Udgivet: 2006
Label: Golf

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *