Tommy Prang Vonsyld
Ingen kommentarer

Gladiator

Gladiator
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I år er det 20 år siden, at Ridley Scotts mastodontiske romerske action-fantasy epos buldrede hen over planeten i en gigantisk sejrsrus. Det var en tilbagevenden til genren "sværd og sandal", og det i en produktionsstørrelse, der på ny viste Hollywood i fuld pomp og pragt.

GladiatorGladiator var også en produktion med mange udfordringer, og set i bakspejlet var der formodentlig kun én instruktør i verden, der kunne holde styr på så mange tropper og med stilsikker ro bringe alle over målstregen.

Pollice Verso

Det var manuskriptforfatter David H. Franzoni, der først kom på idéen om at vende tilbage til antikkens Rom – et sted Hollywood havde holdt sig fra i mere end tre årtier.
Med et manus baseret på/inspireret af Daniel P. Mannix’ roman Those About to Die (genoptrykt som The Way of the Gladiator) fra 1958, henvendte Franzoni sig til producer Douglas Wick. Det var i 1997.

Wick så straks, at det tidsmæssigt kunne give mening med et comeback for genren. Ingen havde dog glemt det gigantiske Elisabeth Taylor/Richard Burton-flop Cleopatra (1963) – en film der den dag i dag har underskud og var hele årsagen til, at Hollywood standsede denne epoke med sværd og sandal-film.

Men hvad med de 11 Oscars til Ben-Hur (1959)? Og hvad med det gigantiske gladiator-eventyr, Spartacus (1960), der søsatte Stanley Kubricks karriere (i øvrigt dennes eneste ”bestillings-job”)?

Mel Gibson havde i 1996 præget Oscar-festen med Braveheart (1995), så noget kunne tyde på, at tiden var den rette for historiske dramaer tilsat sværdkampe.

Douglas Wick kontaktede co-head hos Steven Spielbergs DreamWorks Pictures, Walter Parkes, og pitchede en idé om en gladiatorfilm, hvor man ville komme tæt på i kampene, med brutaliteten som i Braveheart, men bruge nytænkende teknik som i Spielbergs Saving Private Ryan (1998).

Man ville blæse publikum omkuld, når man viste en romersk centurion i aktion. På dette tidspunkt, var Walter Parkes og DreamWorks i dén grad i vælten, både med priser og box office, dels med netop Saving Private Ryan, dels med The Mask of Zorro (1998).

Parkes lod sig på ingen måde dupere over størrelsen på en sådan produktion – tværtimod. Men han var klar over, at det ville kræve en helt speciel instruktør til at klare opgaven. Ridley Scott var førstevalget.

Jean-Léon Gérôme: "Pollice Verso" (1872).

Jean-Léon Gérôme: “Pollice Verso” (1872).

Ved deres første møde viste Walter Parkes og Douglas Wick Ridley Scott en kopi af kunstner Jean-Léon Gérômes maleri fra 1872, “Pollice Verso” (direkte oversat “tommelfinger nedad”).

På dette tidspunkt var der et manuskript, der krævede alvorlig karakterbearbejdning, men Ridley Scotts vision var øjeblikkeligt tændt ved synet af Gérômes maleri.

Mastodontproduktion

At my signal, unleash Hell!

Og således startede en 103 millioner dollars produktion. Til filmens hovedrolle valgte Ridley Scott den opadstigende stjerne Russell Crowe som Maximus Decimus Meridius.

Crowe havde netop gennemgået en meget krævende rolle som real-life tobaksindustri-whistleblower Jeffrey Wigand i Michael Manns The Insider (1999), hvor han havde taget en del vægt på. Så da han fik at vide, at han skulle på streng diæt, med masser af træning, var han faktisk ved at takke nej til Gladiator.

Men her var det mesterinstruktør Michael Mann, der overbeviste Crowe om, at det ville være et karrieremæssigt selvmål at sige nej til chancen for at arbejde med Ridley Scott. Så Crowe isolerede sig på sin ranch i Australien for at træne.

Og mens han var her, var det, han fik den nu legendariske seddel sendt over fra Ridley Scott: “Do not lose any more weight. Chunky is hunky”. Scott ønskede ikke en markeret action-helt, som var idealet gennem 1990’erne. Faktisk kunne Ridley Scott ikke komme på én eneste amerikansk skuespiller, der ville kunne gengive den krigervildskab, men også intelligens, som Scott ønskede til sin films hovedrolle.

Til de øvrige store roller blev castet en blanding af hærdede stjerner og nyt talent. Joaquin Phoenix, Connie Nielsen, Djimon Hounsou var de nye navne, og Derek Jacobi, Richard Harris og Oliver Reed var de etablerede.

Optagelserne startede i januar 1999 i England, hvor der rekordmæssigt blev hyret over 1000 statister, der skulle medvirke i det slag, der skulle forestille at finde sted i Germania, og som er filmens kæmpemæssige, toneangivende åbning.

På Malta og i Marokko blev der bygget sets i en størrelse, man ikke havde set siden Hollywoods ovenud pompøse produktioner tilbage i 1950’erne og 1960’erne. Store afsnit af Colosseum blev bygget i naturlige, detaljerede størrelser, autentiske kostumer, våben og kampmaskiner blev bygget. Der skulle naturligvis blive brug af CGI i baggrunde af Rom og kamparenaer, og når man dublerede menneskemængder, men overvejende var alt real!

Stressende arbejde

And the great whore will suckle us… until we are fat and happy and can suckle no more…

Efter seks ugers intense optagelser i England, hvor tæt på 2000 statister og produktionsfolk havde boet i en lejr, flyttede produktionen til Malta.

Indtil dette tidspunkt havde man mere eller mindre ignoreret de ovenfor nævnte mangler ved manuskriptet, og da den øvrige rollebesætning troppede op, og handlingen nu skulle være mere dialog og karakterdrevet, begyndte problemerne at hobe sig op.

Terningerne var ligesom, for at bruge en relevant terminologi, kastet. Men der var ikke et brugbart manuskript. Der kom omfattende omskrivninger af manuskriptforfatterne John Logan og William Nicholson, der akut blev hyret ind, men under store dele af produktionen mødte skuespillere ind uden at have haft mulighed for at øve nogen replikker.

Russell Crowe stormede efter sigende væk fra settet ved flere lejligheder og har siden åbent fortalt, at produktionen af Gladiator var det mest stressende, han har prøvet i sin karriere.

Ridley Scott havde naturligvis heller ikke gjort det nemt for sig selv ved at hyre ikke én, men to notoriske drankere i Richard Harris og særligt Oliver Reed.

Så snart der blev sagt cut for dagen, blev flaskerne åbnet. Når de arbejdede, var de imidlertid begge ufatteligt dedikerede og professionelle, og til trods for at de tilsammen havde over 200 film på deres CV, så var størrelsen på denne produktion ved at slå benene væk under dem.

Størrelsen på produktionen, og det imponerende cast, påvirkede også de mere uprøvede skuespillere. Joaquin Phoenix havde på dette tidspunkt i sin karriere næsten udelukkende spillet langt mindre roller i mindre, skæve produktioner og mere eller mindre låst sig selv fast som den outrerede misfit.

Som f.eks. staklen med den lave IQ, der ondskabsfuldt udnyttes af Nicole Kidman i To Die For (1995), som jaloux psykopat-ekskæreste overfor Sean Penn i Oliver Stones U Turn (1997), eller som hæslig videoshopejer og formidler af snuff-film i Joel Schumachers 8MM (1998) overfor Nicholas Cage.

At befinde sig på produktionen af Gladiator, gjorde Joaquin Phoenix så usikker, at han slet ikke kunne præstere.

Men her var det Richard Harris, der sjovt nok havde en løsning, som kun han med sikkerhed kunne vide ville virke. Han og Russell Crowe tog efter en dags optagelser den unge Phoenix med på en gevaldig druktur, hvor de metodisk overdængede ham med lovprisninger om, hvilken fantastisk skuespiller han var, og at ingen andre ville kunne fylde den store rolle som den nye kejser Commodus.

In vino veritas! Det virkede – Joaquin rejste sig som “Fugl Phoenix”, leverede en fantastisk præstation og har fået en fantastisk karriere, der måske kulminerede sidste år med Joker (2019)

At Connie Nielsen ud af det blå landede en så stor rolle som kejserens datter, Lucilla, var en overraskelse for mange. Det eneste, hun havde lavet i en engelsksprogede film, var en mindre rolle som fandens yngel i The Devil’s Advocate (1997) – godt nok overfor Al Pacino og Keanu Reeves.

Men hun havde overfor Ridley Scott insisteret på, at hendes kvindelige karakter på ingen måde kunne være stereotyp og sårbar, men tværtimod udvise en styrke og intellekt, der ville kunne give Lucilla respekt i Roms politiske kredse.

For Ridley Scott er stærke kvindelige karakterer et karrieremæssigt trademark – så han var solgt. Vores egen Connie Nielsen “greb dagen” – for igen at bruge en relevant terminologi – og hun var som en fisk i vandet på de store sets, hvor hun, skolet som hun er, belærte alle om Roms historie.

Den 2. maj 1999, efter en gigantisk alkohol-maraton, faldt Oliver Reed død om. Han rejste sig fra sit bord på den pub, der var blevet hans stamsted, sagde godnat og faldt forover, død på stedet. Ikke den værste måde at forlade verden på for en som Reed, når man tænker over det, og Ridley Scott dedikerede filmen til ham.

Men der var på dette tidspunkt stadig tre ugers optagelser tilbage, og Reed skulle være med i en del af dem. Så endnu mere stress på manuskriptet. I sidste ende løste Scott det ved hjælp af lidt ubrugt footage, lidt CGI og en stand-in.

Et gyldent samarbejde

Brothers, what we do In life… echoes in eternity

Men er der noget, historien har vist os, så er det, at når man sætter kreative hjerner under voldsomt pres, og de bliver tvunget til at finde på noget på stedet, så åbnes der for særlige sluser, og noget mesterligt og udødeligt kommer (eller kan komme) frem.

Det samarbejde, der opstod mellem Ridley Scott og Russell Crowe, er uomtvisteligt den væsentligste faktor til løsningen af de karakter- og plotudfordringer, der eksisterede fra produktionens start. Da der var et meget sparsomt manuskript, ville de to scene for scene udvikle karakterer og replikker og sørge for, at historien kunne fortsætte.

Russell Crowe og Ridley Scott på settet.

Russell Crowe og Ridley Scott på settet.

Det var i dette one-on-one-samarbejde, at navnet Maximus Decimus Meridius blev til, hans baggrundshistorie og replikker som “At my signal, unleash Hell!”. Som tidligere nævnt har Crowe sin egen farm, og det var hans idé, at Maximus i bund og grund var en farmer, der bare gerne ville hjem til sin familie.

Dette er baggrunden for den smukke åbningsscene, hvor Maximus kører hånden drømmende igennem kornet, og grunden til, Maximus før sine slag og kampe vil tage jorden op og føle på den – den jord han potentielt snart kunne blive en del af.

Ridley Scott og Russell Crowes samarbejde skulle blive til et livslangt venskab, og flere meget imponerende film de følgende år, bl.a. den romantiske komedie A Good Year (2006), det autentiske krimidrama American Gangster (2007), spændingsfilmen Body of Lies (2008) og en super vellykket nyfortolkning af en stor klassiker i form af Robin Hood (2010).

Scott holdt fokus

If you find yourself alone, riding in the green fields with the sun on your face, do not be troubled. For you are in Elysium, and you’re already dead!

Denne karakteropbygning er det, der gør, at Gladiator efter 20 år stadig appellerer til alle. Umiddelbart er det en kæmpe, episk fortælling fra antikkens Rom.

Ridley Scott har selv nævnt Ben-Hur (1959) og Stanley Kubricks Spartacus (1960) som sine store inspirationskilder fra barndommen, men blandt historiens store film er det plotmæssigt The Fall of the Roman Empire (1964), der kommer tættest på plottet i Gladiator.

Men i al manus-kaosset mistede Ridley Scott aldrig fokus. Han er en af filmhistoriens mest visionære instruktører, og det mest geniale var at holde fokus på Maximus og Russell Crowe.

Historien om en kriger, der bliver offer for et komplot mod kejseren af kejserens egen søn. Kone og søn myrdet, fra slave til gladiator – med tanken om hævn som den eneste motivation for at holde sig i live i de blodige slag i arenaerne.

En gladiator, en kæmper, der vinder folkets gunst og bliver for stor til, at man politisk kan få ham elimineret. Og er dermed medvirkende til at bringe et imperium i knæ.

Gladiator er en universal historie om en mands tab og hævn. En modvillig helt – en af historiens mest elskede arketyper.

Man vidste, Maximus ville dø til sidst, og dette var en af de væsentligste manuskriptmæssige udfordringer. Publikum ville fra start tage denne karakter til sig og tage med på hans rejse. De ville aldrig kunne acceptere hans død.

Elysium.

Elysium.

Her var det, idéen om Elysium blev skrevet ind. Der hvor man kom hen efter døden. På denne vis kunne Ridley Scott visuelt og meget smukt føre Maximus “hjem” og genforene ham med hans myrdede kone og søn, som venter på ham. Og en ellers barsk historie kan ende smukt og – vigtigst – spiseligt for publikum.

Elsket af publikum – og akademiet

Are you not entertained? Are you not entertained? Is this not why you are here?

Ridley Scott havde omgivet sig med alverdens historikere, men at genskabe Rom fuldstændig realistisk var aldrig intentionen. Ridley Scotts store force er, at han kan skabe verdener – og her må realisme og historiske fakta tilpasse sig – ikke omvendt.

Gladiator fik noget miksede anmeldelser, efter den havde haft premiere 1. maj 2000. F.eks. fandt anmelder Roger Ebert filmen grum og dyster, med et grynet look, som om den var filmet med et filter eller på regnvejrsdage. Filmen havde imponerende kampscener, men disse kunne ikke tage fokus væk fra den platte historie, og kejser Commudus’ begær efter sin søster, Lucilla, var direkte usmagelig.

Gennem hele Ridley Scotts karriere har det været kutyme, at store filmanmeldere har rakket hans film ned (specielt med Alien, 1979, og Blade Runner, 1982) for senere at hylde og fremhæve dem.

Gladiator var ingen undtagelse, og Roger Ebert skød i den grad ved siden af. Langt størstedelen af planeten elskede da også filmen. Og til DreamWorks Pictures’ glæde elskede The Academy Award den også.

Gladiator fik 12 Oscar-nomineringer og vandt de fem, herunder “Årets Bedste Film” og “Bedste mandlige skuespiller” til Russell Crowe. Tragisk, og meget uforstående, blev Ridley Scott forbigået som bedste instruktør.

Filmen indtjente tæt på en halv milliard dollars og var med til at sætte gang i en ny mindre “sværd og sandal”-epoke med film af mildest talt svingende kvalitet, hvor de to største nok var Oliver Stones kæmpestinker Alexander (2004) og Wolfgang Petersens lidt mere tilforladelige Troy, også fra 2004.

Et dansk ikon

We who are about to die salute you!

Her på Planet Pulp er vi meget stolte over at kunne meddele, at vi i en meget høj og speciel grad er med til at fejre 20-års jubilæum for Gladiator!

Dejlige Connie Nielsen er jo ikke den eneste dansker, der har en væsentlig rolle i Ridley Scotts mesterværk. Der var en dansker, der vandt priser for sin præstation i filmen, nemlig Sven-Ole Thorsen!

Den 20. december 2020 har undertegnede arrangeret en specialvisning af Gladiator i Hadsten Bio, der ligger mellem Århus og Randers. Og til dette enestående (og – beklager – helt udsolgte) event er vi så heldige, at Sven-Ole har takket ja til at deltage!

Sven-Ole Thorsen blev allerede tilbage i 1970’erne et ikon i Danmark, da han brød igennem som superatlet ved at vinde flere konkurrencer i styrkeløft og karate. I den verden udviklede han et nært venskab med den daværende Mr. Universe, Arnold Schwarzenegger – et venskab der holder den dag i dag.

Da Schwarzenegger brød igennem i Hollywood, tog han Sven-Ole med, og ved hårdt arbejde og målrettethed skabte Sven-Ole sig en iøjnefaldende karriere som stærk mand og stuntman, der skulle vare mere end 20 år.

Sven-Ole har medvirket i tæt på 100 film. Han har lavet utallige med vennen Arnold Schwarzenegger, men listen tæller stjerner som Kurt Russell, Clint Eastwood, Sean Connery, Don Johnson, Mickey Rourke, Mel Gibson, Jean-Claude Van Damme, Sharon Stone, Gene Hackman, Antonio Banderas, Ben Affleck og mange flere.

Han har arbejdet under instruktører som Richard Fleischer, Richard Donner, John McTiernan, Walter Hill, Ivan Reitman, James Cameron, John Woo, Steven Seagal, Sam Raimi, Peter Hyams, Barry Levinson, Peter Berg og mange flere…

Sven-Ole Thorsen som Tigris of Gaul.

Sven-Ole Thorsen som Tigris of Gaul.

Men Sven-Ole er personligt mest stolt af sin rolle i netop Ridley Scotts Gladiator. Han har en central rolle som den ubesejrede gladiator, Tigris of Gaul, der møder hovedpersonen, generalen Maximus, i en out-of-this-world-kampscene i Colosseum, hvor der bruges levende tigre.

Sven-Ole Thorsen blev sammen med Russell Crowes stunt-double, Stuart Clark, og dyretæmmer Randy Miller tildelt to World Stunt Awards, en såkaldt “Taurus” i kategorierne “Best Fight” og “Best Work with an Animal”.

Der vil også være besøg af Planet Pulps Jacob Krogsøe. Jacob er cand.mag. i Filmvidenskab, og han vil holde et oplæg om Gladiator.

Sven-Ole Thorsen sammen med Planet Pulps Jacob Krogsøe.

Sven-Ole Thorsen sammen med Planet Pulps Jacob Krogsøe.

Jacob vil derefter være styrmanden i en Q&A med Sven-Ole Thorsen, hvor også publikum får mulighed til at stille spørgsmål og få insider-historier og anekdoter om, hvordan det var at medvirke i en af filmhistoriens største produktioner.

For Sven-Ole Thorsen selv var det noget af en prøvelse. Han måtte kæmpe hårdt for at lande rollen og bruge utraditionelle kneb overfor Ridley Scott – som at chokere med en ny hårfarve – og under de tre ugers optagelse i Malta blev han fysisk og psykisk testet til det yderste.

Dem der er så heldige at have sikret sig billet til dette event har virkelig noget at se frem til. I januar-udgaven af Planet Pulp vil vi bringe en reportage fra eventet, med print af Q&A-sessionen mellem Sven-Ole Thorsen og Jacob Krogsøe, suppleret med anekdoter, insider-viden og fotos.

En episk film

A general who became a slave, a slave who became a gladiator, a gladiator who defied an empire…

Udover at jeg glæder mig til ovenstående event og komme bag Gladiator med Sven-Ole Thorsen og Jacob Krogsøe, kan jeg slet ikke vente med at gense filmen på det store lærred.

I maj 2000 så jeg den i Imperial i København. Jeg husker, jeg kom ud af biografen og tænkte, jeg have set en blanding af Rocky III (1982) og Rollerball (1975).

Da Oliver Reed-karakteren, Proximo, den aldrende, ubesejrede gladiator, overdrager det harnisk, han selv kæmpede i til Maximus, da denne skal kæmpe på den ultimative scene, Colosseum, var som da Apollo Creed (Carl Weathers) overdrager sine stars-and-stripes shorts til Rocky (Sylvester Stallone) inden kampen mod Clubber Lang (Mr. T).

Og så er der som i Rollerball det setup, at de store selskaber, der i fremtiden styrer verden, giver opium til folket i form af kampe til døden på rulleskøjter. Og hvor en af kombattanterne (James Caan) bliver så populær, at han ikke uden videre kan elimineres, selvom han går mod regimet.

Jeg har set Gladiator utallige gange, og jeg er sikker på, den 20. december 2020 bliver den bedste af dem alle.

Ridley Scott har skabt en sanseoplevelse, et maleri malet på det største lærred, men stadig fokuseret på det personlige og menneskelige. Og Hans Zimmer satte en ny højde for filmmusikkens barre med sit nu nærmest ikoniske score. I sandhed en episk film.

6 stjerner

Titel: Gladiator
Instruktør: Ridley Scott
Manuskript: David Franzoni, John Logan & William Nicholson
Cast: Russell Crowe (Maximus), Joaquin Phoenix (Commodus), Connie Nielsen (Lucilla), Oliver Reed (Proximo), Richard Harris (Marcus Aurelius), Derek Jacobi (Graccus), Djimon Hounsou (Juba), David Schofield (Falco), John Schrapnel (Gaius), Thomas Arana (Quintus), Ralf Moeller (Hagen), Spencer Treat Clark (Lucius), David Hemmings (Cassius), Tommy Flanagan (Cicero), Sven-Ole Thorsen (Tigris)
Foto: John Mathieson
Klip: Pietro Scalia
Musik: Hans Zimmer & Lisa Gerrard
Spilletid: 155 minutter (171 minutter i Extended Edition)
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/UK/Malta/Marokko, 2000

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020

Stikord: Rom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *