Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Get in the Van. On the Road with Black Flag

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Henry Rollins’ dagbogsnotater fra tiden i Black Flag er værd at låne, købe eller stjæle. Den er et enestående glimt fra den amerikanske hardcores barndom, og den er en brutal hyldest til alle små bands i undergrunden.

Get in the Van. On the Road with Black FlagDe fleste kender vel Henry Rollins, hvis ikke som frontfiguren i Rollins Band, så i hvert fald som vært på diverse besynderlige TV-programmer. Kan ske, at man endda har læst en af hans efterhånden talrige bøger, eller måske endda hørt et af hans meget kritikerroste spokenword-arrangementer. Rollins er en aktiv herre, og det har han altid været.

Før alt dette for alvor tog fart, var han forsanger i det i dag legendariske L.A. punkband Black Flag. Bandet blev dannet tilbage i 1977 af den visionære musikentusiast Greg Ginn, der med sit unikke øre for punkens fandenivoldske kvaliteter var med til at definere det, der skulle blive den klassiske amerikanske hardcorelyd. Black Flag var vildt, larmende og fascinerende. Bandet blev ret hurtigt et undergrundshit, og turede staterne tynde.

Verden forandres
Henry Rollins (f. 1961), 1983.

Henry Rollins (f. 1961), 1983.

Imens dette stod på, arbejdede den unge Henry Garfield, alias Henry Rollins, i en isbutik i Washington, og drømte sig op på scenen til et af de mange bands, han dyrkede. Favoritterne var Black Flag, som han havde hørt flere gange live, og da han i 1981 fik lejlighed til at springe op på scenen og synge med på et af deres numre, forandredes hans verden for bestandigt.

Ved et tilfælde var bandet netop i færd med at omrokere på deres besætning, og pladsen som forsanger var netop blevet fri. Gruppen tog derfor kontakt til Rollins kort efter hans scenedebut i New York, og spurgte, om han ville komme til en audition i L.A.. Det sagde Rolins ja til, og før han vidste af det, var han blevet gruppens nye ansigt udadtil.

De tidligere forsangere i gruppen – Rollins havde rent faktisk tre forgængere – havde alle været musikere, som spillede guitar eller bas, mens de sang. Rollins derimod kunne ikke spille noget som helst, og han kunne absolut heller ikke synge. Det han kunne, var at brøle og skrige som få andre, mens han gav sig 110% på scenen.

Rollins blev lynhurtigt sammenlignet med en ung Iggy Pop, og endda døbt den nye tids Jim Morrison, hvilket Rollins som gammel Doors-fan absolut ikke var tilfreds med. Ligheden med Iggy var dog slående. Da Black Flag fandt deres nye forsanger, blomstrede musikken, og bandet bevægede sig nu ind i det, der senere er blevet opfattet som den amerikanske hardcore-scenes guldalder.

Faktisk er det nok kun Dead Kennedys, der kan måle sig med Black Flag i blivende popularitet, og gruppens debutalbum Damaged (1981), der blev indspillet med Rollins på vokal, er et helt centralt album, som stadig sparker røv i dag.

Tre års dagbogsnotater

Det der især kendetegner Black Flags karriere, var deres stort set uafbrudte turneplan. Gruppen var mere eller mindre på farten fra 1981 og frem til august 1986, hvor Greg Ginn trak sig ud af bandet. Nok var det Rollins, der var gruppens frontfigur, men hjernen bag Black Flag var Ginn, så da han forlod gruppen, var det i praksis slut for bandet. En æra var forbi. Dead Kennedys gik i opløsning i 1987, et år efter Black Flag, og den amerikanske punkscene blev nu overladt til en ny generation af bands.

Før dette, midt under kampens hede, skrev Rollins i en dagbog. Han begyndte at skrive regelmæssigt i 1983, og på opfordring fra sin gamle ven Joe Cole, udsendte Rollins i 1994 sine dagbogsnotater fra ’83 og frem til bandets opløsning i ’86. Det blev til bogen Get in the Van. On the Road with Black Flag, der siden den udkom efterfølgende er blevet genoptrykt adskillige gange.

Før selve dagbogsdelen har Rolins skrevet to mindre kapitler, der skildrer hans oplevelse af årene ’81 og ´82. Formen er en hel del anderledes end det efterfølgende, og man mærker tydeligt, at han er blevet ældre. I de første kapitler er det den modne Rollins, der ser tilbage på den tid, der har gjort ham til den mand, han er i dag.

Så snart det er overstået, ændrer bogen komplet karakter. Den antager form af en klassisk dagbog, der i mere eller mindre uredigeret tilstand er de tanker, den i 1983 kun 22 år gamle Rollins nedfældede. Godt nok skrev han ikke hver dag, til tider går der uger hvor han ikke skriver, men dog så hyppigt, at vi som læsere får en kontinuerlig fornemmelse af Black Flags hverdag.

Vildt og blodigt
Black Flag, 1981. Fra venstre mod højre: Henry Rollins, Greg Ginn, Dez Cadena, Robo, Chuck Dukowski.

Black Flag, 1981. Fra venstre mod højre: Henry Rollins, Greg Ginn, Dez Cadena, Robo, Chuck Dukowski.

Når vi i dag lytter til bandets musik, læser om den tidlige punkbevægelse eller måske ser koncertoptagelser fra dengang, er det altid med en vis distance. Det er svært helt at fornemme, hvor vildt og aggressivt, man opfattede musikken dengang. Vi ved jo godt, at det var vildt og blodigt, men hvor vildt og hvor blodigt blev det rent faktisk?

Det får vi i allerhøjeste grad svar på i Rollins’ dagbøger. Her lægger han ikke fingrene imellem, og takket være hans måske lidt besværlige natur er Get in the Van fyldt med misantropiske optegnelser om koncerter, der ender i et blodbad.

Da Rollins kommer ind i gruppen, fatter han slet ikke, at det kan være rigtigt. Han står på scenen med sine helte, og han er opfyldt af en dyb ærefrygt over for gruppens ubestridte leder Greg Ginn. En ærefrygt, som i øvrigt holder ved lige til det sidste. Rollins var en grønskolling, og det er han stadig, da dagbøgerne begynder i 1983. Han er så opslugt af idéen om Black Flag, at han finder sig i alt, men gradvist begynder han at forstå, at man ikke skal acceptere hvad som helst fra publikum.

Tæsk

Da punken blomstrede i England, var volden en integreret del af musikken. Det rejste med The Clash og The Sex Pistols til USA, så det amerikanske publikum også lærte at slå, sparke, spytte og bide bandet på scenen. Måske ikke helt så slemt som englænderne, men slemt nok. Det er ganske enkelt hårrejsende at læse, hvor mange tæsk Rollins tager imod som gruppens frontmand. Det har dog en ende, for det begynder at gå op for den unge forsanger, at han er kommet for at levere musik. Hvis folk ikke kan acceptere det, må de smage deres egen medicin.

Det betyder, at Rollins går til modangreb, og dag for dag fører det til stadigt mere brutale konfrontationer mellem ham og vanvittige fans, gale skinheads eller punks, der bare er kommet for at smadre. Volden er i sidste måske også en af de ting, der får bandet til at gå i opløsning, for med Rollins’ egne ord kunne han mærke, at folk mistede noget for ham, da de efter en koncert i ’86 så ham gentagne gange smadre en fans ansigt ind i en mur i gruppens backstagelokale og til sidst metodisk spytte ham i øjnene.

En kamp for overlevelse
Rollins i selskab med Misfits, Santa Monica 1983. Fra venstre mod højre: Glenn Danzig, Rick Spellman, Doyle (siddende), Henry Rollins, Robo, Mark Rude, Jerry Only.

Rollins i selskab med Misfits, Santa Monica 1983. Fra venstre mod højre: Glenn Danzig, Rick Spellman, Doyle (siddende), Henry Rollins, Robo, Mark Rude, Jerry Only.

Den Henry Rollins vi møder, da dagbøgerne begynder, er en glad musiknørd, der elsker det ekstreme. Han er til larmende undergrundsmusik, og det er glæden ved musikken, der får ham ind i gruppen. Med tiden går det op for ham, at det at være i et band som Black Flag handler om alt andet end musikken.

Det er en kamp for overlevelse. De får nærmest ingen penge for at spille, de ved aldrig, hvor de skal sove eller hvor de får næste måltid mad. De sulter, sover på gaden, og bliver ydmyget igen og igen. Folk lyver for dem, spytter på dem, angriber dem, stjæler fra dem og sidst men ikke mindst bliver bandet konstant anklaget for at have solgt ud. Verden mister i den grad sin uskyld, og den glade dreng fra Washington forvandles til et bittert ungdomsmonster, som synker længere og længere ned i en depression.

Navnlig den manglende anerkendelse fra baglandet i Washington går ham på. Han prøver gang på gang at skrive, hvor lidt det betyder for ham, at vennerne i hjembyen siger, han er blevet en stor selvoptaget rockstjerne, men den megen energi Rollins bruger på at udpensle dette i dagbøgerne taler sit tydelige sprog. Navnlig en episode, hvor Rollins bliver beskyldt for ikke at være mentalt til stede af byens almægtige punkband The Bad Brains, gør usigeligt ondt på den unge forsanger.

Dybt ulykkelig

Da vi når frem til slutningen af 1985 er det blevet så slemt, at Rollins stort set har trukket sig helt ind i sig selv. Han kan ikke kommunikere med resten af gruppen længere, han hader bandets kvindelige bassist Kira Roessler, og publikum er blevet hans fjende nummer et. Han skriver side op og side ned om at dræbe alle omkring ham, han overvejer endda selvmord.

Frustrationerne går ud over de stakkels fjolser, der tør udfordre ham, og de der har set billeder af Rollins ved, at han ikke ligefrem er en lille fyr, så resultatet er ret grimt. Faktisk bliver det hele så sort, at det er en smule anstrengende at læse. Det er store følelser fra en dybt ulykkelig ung mand, som har svært ved at finde sig selv i det punk-cirkus han er blevet indrulleret i.

Der er således mange, rigtig mange, dage, hvor Rollins skriver side op og ned om de pinsler, han kunne tænke sig at påføre politiet og alle, der blot nærmer sig det usle haveskur han bor i.

Sprutter af anekdotiske episoder
Rollins på scenen i Pasadena, CA, 1984.

Rollins på scenen i Pasadena, CA, 1984.

Der er dog også lyspunkter, for dybest set elsker han jo at optræde. Efter en god koncert er han ikke til at skyde igennem, og samtidig liver Rollins op, når han har været sammen med sine musikervenner. Rollins var venner med en hel stribe af tidens übercoole skikkelser, lige fra Nick Cave over Blixa Bargeld til Glenn Danzig og Diamanda Galás. Alle der var noget ved den larmende musik, stiftede bekendtskab med Rollins, og de fleste var helt pjattede med ham. Lige så pjattet som han var med dem.

Rollins ser især et stort lys i Nick Cave, som han nærmest forguder. Der er således ret mange sjove oplysninger og episoder for fans af andet end Black Flags musik i bogen. Get in the Van sprutter faktisk nærmest af anekdotiske episoder, som man kan leve længe på. Foruden de allerede nævnte navne, dukker The Ramones, The Minutemen, Saint Vitus, Sisters of Mercy og Venom jævnligt op, så der burde være lidt for enhver fanboy.

Usminket, grim og ærlig
Black Flag onstage, 1982.

Black Flag onstage, 1982.

Get in the Van. On the Road with Black Flag er en forbistret interessant bog. Den er et helt unikt indblik i en tids musikscene, som den så ud indefra. Bogen er usminket, grim og ærlig. Rollins var ikke nogen nem person. Han kom ud af Washingtons straight edge-kultur, og han afskyede enhver form for rygning, stoffer og alkohol. Han følte sig hævet over alle former for misbrugere, og slog hellere før han talte. Samtidig var han et dybt følsomt ungt menneske, der gennem sine dagbøger leverer en førsteklasses beretning om fremmedgørelsens natur.

Bogen er ikke let, for mens man fascineres af Black Flags verden, frastødes man også. Man irriteres over den bedrevidende, til tider klynkende, Rollins, der har svært ved at se ud over sin egen næsetip. Det er imidlertid en del af charmen, og man må tage hatten af for manden. Den form han har udgivet sine dagbøger i, kræver mod. Han blotter sig helt og aldeles for læseren, og giver os indblik i hans inderste, private væsen.

Henry Rollins’ dagbøger fra tiden i Black Flag er hårdt arbejde, men det er arbejde, der lønner sig. Jeg er helt pjattet med bogen. Dens natur gør, at man kan vende tilbage til den mange gange, både for at grine, men også for at græmmes. Det er forbandet intens læsning, og det er svært ikke at blive påvirket af den misantropiske forsanger.

Lån, køb eller stjæl

Get in the Van er værd at låne, købe eller stjæle. Den er et enestående glimt fra den amerikanske hardcores barndom, og den er en brutal hyldest til alle små bands i undergrunden, som kan glædes over, at verden ser meget mildere på alternativ musik i dag, end den gjorde dengang. Samtidig må man ikke glemme, at bogen er rigt illustreret med fotografier af gruppen fra tiden, og alene det gør bogen værd kaste et blik på. Som Rollins siger – Get in the Van!

5 stjerner

Titel: Get in the Van. On the Road with Black Flag
Forfatter: Henry Rollins
Udgivet: 1994
Forlag: 2.13.61 Publications
Format: Paperback
Sideantal: 256

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Biografi, Non-fiction

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *