Mette Finderup og Thomas Munkholt vil de fleste med interesse for rollespil kende fra deres omfangsrige arbejde indenfor udviklingen af dansk rollespil. Finderup har dog for længst etableret sig som gedigen forfatter af børne- og ungdomsbøger med bl.a. Historier fra Valhal (2005) samt serierne om henholdsvis Lasse-Leif (2010-) og Emmy (2006-2010).
Munkholt har senest primært oversat og redigeret bøger, og dette er hans debut. Illustrator Lars Gabel har arbejdet som freelanceillustrator siden 2002. Gemini er skrevet som en serie, hvoraf de to første bind er udkommet samtidig, og yderligere fire er planlagt til udgivelse.
To verdener
Seriens to hovedpersoner er pigerne Aike og Veronika, der på deres 14-års fødselsdag vågner op i en dybt fremmed verden. Pigerne har uden at vide det byttet liv, og da de ligner hinanden meget, aner ingen uråd i deres ”nye” verden. De to verdener, Tusmørkely og Solsiden, adskilles af en mur, der viser sig at fungere som usynligt værn mellem verdenerne. Pigerne må hver især løse gåden om Muren og de dæmoner, der viser sig at være fanget i den.
Trods vrede over situationen lykkes det pigerne at få kontakt, og de aftaler at støtte hinanden i at finde en vej hjem. De møder hver især karakterer, der måske – og måske ikke – er nogle, de kan støtte sig til. De to pigers synsvinkler skiftes til at fortælle handlingen. Her i første bind får læseren en introduktion til de to verdener, betydningen af henholdsvis stjernerne, magi og energi, Murens funktion og de svære valg, der skal tages, når man skal skelne venner fra fjender.
Modig blanding
Den anderledes og modige blanding af almindelig ungdomsbog, tegneserie, illustration og talebobler, forfatterne har valgt at bruge, fungerer optimalt i Gemini. Serien tegner rigtig lovende med to stærke karakterer, der uden tvivl vil fange unge læsere af begge køn, og et univers af skjulte kræfter, komplicerede gåder og dyster uhygge.
Der er lidt for alle både med hensyn til det visuelle, karakteropbygningen og handlingen. Handlingen fortælles i en form, der konstant skifter mellem skrift, illustrationer, tegneseriepaneler og talebobler – en beskrivelse kan klares af en tegning, en handling fortælles af et par talebobler og så videre.
Dette gør bogen ekstremt tilgængelig for de af de unge læsere, der måske ikke jubler ved synet af “almindelige” bøger. Alt er gennemtænkt og bygger på en solid idé, og den narrative stil når aldrig at blive kedelig eller forvirrende. Første bind efterlader desuden effektivt læseren med åbne slutninger og en følelse af kun at have set toppen af isbjerget.
Visuelt guf
Visuelt byder Gemini 1 på rent guf for øjnene. Der er kræset for detaljerne, der er klare, gennemtænkte valg, og frem for alt er der dømt stemning fra første side. Historien fortælles som nævnt i et miks af almindelig bog, talebobler, tegneserie og illustration og dette har forfatterne og illustrator Lars Gabel tydeligt gennemtænkt. Gabels sikre streg og stemningsfyldte illustrationer er et kæmpe plus.
Bogens sideantal på 96 lyder måske ikke af meget, men passer fint til dens målgruppe af yngre læsere og der er – trods de mange illustrationer og takket være den specielle stil -forholdsvis meget handling på de 96 sider. At Finderup og Munkholt både har valgt denne blandingsstil samt at udgive den i serieform kendetegner deres store evner som fortællere.
Desuden tåler bogen at blive genlæst på grund af illustrationernes mange funktioner og den del af handlingen, der kan læses i dem. Værket er så propfyldt af kreativ kvalitet, at jeg kun kan opfordre voksne læsere til også at læse den og nyde, at Finderup, Munkholt og Gabel har givet fantasygenren i den danske børne- og ungdomslitteratur en ny klassiker at leve op til fremover.
Gemini 1: Forbyttede børn er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.
Forfatter: Mette Finderup & Thomas Munkholt
Illustrator: Lars Gabel
Forlag, år: Gyldendal, 2011
Sideantal: 96
Format: Hardcover
Anmeldt i nr. 68 | 13/06/2011
Stikord: Fantasy