Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Game of Death

Game of Death
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

På ingen måde et stort og markant indlæg i Barrys filmografi, men solidt håndværk og med god underholdningsværdi fra start til slut.

Game of DeathProduktionshistorien bag Game of Death, Bruce Lees sidste film, er snørklet, og på IMDb er Lee ikke engang krediteret som skuespiller; i stedet krediteres han for “archive footage”.

Årsagen er, at den film, der kom ud i 1978, og som John Barry komponerede musikken til, slet ikke er den film, Lee oprindelig havde i tankerne.

Optagelserne til Game of Death gik i gang i 1973 med Lee som både manuskriptforfatter og instruktør. I filmen skulle Lee sammen med en gruppe allierede kæmpe sig vej op gennem en pagode på fem etager, hvor de på hver etage mødte stærkere modstand.

Tanken var at udstille Lees kampstil, Jeet Kune Do, og dens fordele sammenlignet med andre martial arts-kampformer.

På tragisk vis døde Lee, inden filmen var optaget færdig, men i 1978 blev dele af Lees optagelser brugt i en helt anden film, skrevet af Robert Clouse og Raymond Chow, instrueret af Clouse.

Kun omkring 10 minutter af Lees optagelser til den oprindelige Game of Death fandt vej til den nye film, og folkene bag filmen gjorde diverse krumspring, så andre skuespillere kunne tage Lees plads i optagelserne.

Måtte sige ja
John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

Historien om, hvordan John Barry endte med at komponere musikken til Game of Death er heller ikke helt lige ud ad landevejen.

Barry udtalte, at han sagde ja til jobbet, fordi den type film var noget helt nyt for ham, og han syntes, det kunne være sjovt at prøve.

Vedholdende rygter vil vide, at historien er en lidt anden. Nemlig at Barry slet ikke havde lyst til at komponere musik til filmen og derfor krævede et eksorbitant beløb for at gøre det i klar forventning om, at producenterne så sagde nej tak og fandt en anden komponist.

Til Barrys overraskelse accepterede de hans krav, og så kunne han ikke rigtig gøre andet end sige ja.

Det skal vi nu slet ikke være så kede af, for Game of Death er faktisk et rigtig fint score, der på én og samme tid er helt klassisk John Barry og lidt af et frisk pust.

Flere udgivelser

Game of Death er udgivet adskillige gange. Denne anmeldelse er baseret på Silva Screen Records’ udgivelse, hvor scoret ligger på samme skive som scoret til Night Games (1980).

Der er tale om et relativt kort score på omkring 32 minutter. De 11 skæringer løber i alt op i 38 minutter, men det sidste nummer består dels af reallyd, dels af en reprise af “Main Title”-cuet, og kan i bedste tilfælde betegnes som en kuriositet.

Rig på temaer

Game of Death er faktisk ganske rig på temaer og motiver, men i store træk er det den samme håndfuld temaer og motiver, Barry genbruger gennem hele scoret.

Hvis man ikke bryder sig om de tematiske idéer, Barry introducerer allerede i “Main Title / Set Fight With Chuck Norris” (nr. 1), så har man et problem.

Heldigvis synes jeg faktisk, Barry leverer varen her, og selvom man – som med så mange andre John Barry-scores – kan anklage Game of Death for at være ret enslydende hele vejen igennem, er der alligevel tale om en solid og underholdende lytteoplevelse.

Hovedtema med tre dele

“Main Title” (første del af nr. 1) introducerer hovedtemaet, der faktisk består af hele tre tematiske idéer. Først kommer et hårdtslående motiv (A-tema) på fem toner, fremført af blæserne, suppleret af strygere og vistnok flygel – sidstnævnte dybt begravet i mixet.

Lidt efter kommer trommer ind – trommesæt spiller en væsentlig rolle gennem meget af scoret – sammen med et strygermotiv på tre toner, som kunne være løftet direkte ud af en Bond-film, inden det første regulære tema dukker op (B-tema).

Det er et fuldt udviklet, ret heroisk tema, der fremføres af orkestret messingblæsersektion og som fremstår dynamisk og handlekraftigt, både på grund af trommerne og det (for Barry) pænt høje tempo.

Dernæst præsenteres vi for yderligere et tema (C-tema). Det er lidt mere lyrisk i sin udtryksform og tydeligvis beslægtet med det første tema uden dog at være identisk med det. Dette tema fremføres af strygerne, men trommerne giver fortsat en dynamisk fremdrift, ligesom tempoet fortsat er ret højt.

Endelig får vi også scorets centrale actionmotiv, en rytmisk strygerostinato suppleret af trommesættet.

Hele “Main Title”-cuet er desuden fra start til slut sluppleret af en underliggende synthesizet rytme, der heldigvis er forholdsvis diskret, for lyden er temmelig uddateret.

Elevatormuzak

Vi er dog ikke helt færdige med det tematiske materiale endnu, for Barry komponerede også et attraktivt kærlighedstema, som høres bedst i “Billy and Ann’s Love Theme” (nr. 6).

Det er endnu et af de her formfuldendte, ekstremt smukke romantiske temaer, som Barry kunne ryste ud af ærmet til snart sagt enhver lejlighed.

I “Billy and Ann’s Love Theme” er temaet orkestreret primært for strygere, suppleret af træblæsere.

Desværre er vi blevet udsat for temaet tidligere. Det dukker nemlig første gang op i det helt og aldeles rædsomme “Will This Be The Song I’ll Be Singing Tomorrow” (nr. 2), som er en instrumentalversion af den sang, der er baseret på kærlighedstemaet.

Selve sangen – med vokal af Coleen Camp – ligger som nummer 9, men instrumentalversionen er et skrækkeligt stykke elevatormuzak: Blød “jazz” med saxofon, flygel, trommer, elbas og den for Barry så typiske cembalo. Det er så cremet, kitschet og kikset, at man ikke ved om man skal grine eller græde.

Sangen er noget bedre, men slet, slet ikke blandt Barrys bedste. Rent genre- og stemningsmæssig kan man tænke noget i retning af “All Time High” (fra Octopussy), og så er der ikke så meget mere at sige om det.

Og flere motiver

For at det ikke skal være løgn, fletter Barry yderligere et par småmotiver ind i resten af scoret, bl.a. et effektivt flygelmotiv, der altid høres sammen med det centrale actionmotiv, f.eks. i “Garden Fight” (nr. 5). Der er også et dynamisk blæser- og trommemotiv med klare rødder i Bond-musikken. Det høres første gang i “Three Motorcycles” (første del af nr. 3).

De mange tematiske idéer, der er i spil, betyder, at Game of Death er en konstant underholdende lytteoplevelse – også selvom hovedtemaets tre grundidéer (A-, B- og C-temaerne) samt det centrale actionmotiv klart dominerer.

Kærlighedstemaet hører vi stort set kun i “Billy and Ann’s Love Theme” samt i de to versioner af “Is This The Song I’ll Be Singing Tomorrow”.

Den måde, Barry varierer temaerne på er primært i form af tempo og rækkefølge. I indledningen af “Three Motorcycles” hører vi således en udgave af hovedtemaets A-tema, der er sat helt ned i tempo, fulgt af actionmotivet, også i stærkt reduceret tempo.

Det samme gør sig gældende i “Billy’s Funeral Dirge” (nr. 4), hvor alle elementerne af hovedtemaet høres i et reduceret tempo, der er passende for en begravelsesmarch.

Sprælskhed

De tidligere nævnte synthesizere dukker op igen i både “Garden Fight” og “The Big Motorcycle Fight” (nr. 7), men Barry er ikke helt færdig med synthesizerne.

I indledningen af “Goodbye Dr. Land” (nr. 8) bruger Barry kortvarigt en meget tidstypisk synth-lyd i stigende og faldende kadencer, inden cuet går over i dynamisk actionmusik med brug af elementer fra hovedtemaet.

Man kan diskutere, hvor godt det lyder nu, 40 år senere, men brugen af både synth-beat og den her sidstnævnte synth-lyd er med til at give Game of Death et pust af frisk luft.

Samtidig er actionmusikken for det meste holdt i et ret højt tempo, og det er yderligere med til at give Game of Death noget dynamik og sprælskhed i en periode, hvor Barry ellers var begyndt at dyrke det meget adstadige tempo, selv i den mere dramatiske musik.

Slet ikke ringe

Rent tematisk og hvad angår både orkestrering, akkorder og Barrys måde at opbygge de enkelte cues på, er scoret imidlertid rendyrket John Barry, og man vil aldrig nogensinde kunne gå fejl af den lyd.

Temaerne er ret fængende – også det primære actionmotiv – og man vil opleve, at man kommer til at gå og nynne temaerne længe efter, man har hørt scoret.

Det er med andre ord slet, slet ikke ringe, selvom man ikke skal forvente eksplosiv action a la de gamle Bond-scores. Med Game of Death rammer John Barry en form for middelvej mellem sin tidligere og meget dynamiske stil og sit senere, langt mere langsommelige formsprog.

Game of Death er på ingen måde et stort og markant indlæg i Barrys filmografi, men det er overordentlig solidt håndværk og med god underholdningsværdi fra start til slut.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title / Set Fight With Chuck Norris (3:45)
2. Will This Be The Song I’ll Be Singing Tomorrow (Instrumental) (2:26)
3. Three Motorcycles / Stick Fight With Santo (4:02)
4. Billy’s Funeral Dirge (3:02)
5. Garden Fight (2:51)
6. Billy and Ann’s Love Theme (2:41)
7. The Big Motorcycle Fight (5:49)
8. Goodbye Dr. Land (2:00)
9. Will This Be The Song I’ll Be Singing Tomorrow (fremført af Coleen Lang) (2:25)
10. End Title (2:48)
11. Stick Fight / Main Title (Reprise) (6:18)

Total spilletid: 38:07

Titel: Game of Death
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1978
Udgivet: 2003
Label: Silva Screen Records

Anmeldt i nr. 165 | 13/07/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *