Friday the 13th

Sammen med Halloween og A Nightmare on Elm Street er Friday the 13th-serien formentlig den bedst kendte horror-franchise nogensinde. Indtil videre er det blevet til i alt 11 film og en TV-serie, og der kommer måske flere film. På trods af de mange efterfølgeres som regel ringe kvalitet nægter Friday the 13th at dø – akkurat ligesom sin hovedperson.

Højere gorefaktor

Friday the 13th er på de fleste måder et skamløst rip-off af den to år ældre Halloween (1978). Akkurat som Halloween er Friday the 13th en slasherfilm, og den følger langt hen ad vejen de konventioner, som var blevet etableret af de tidligere indlæg i genren – inklusive Halloween, der startede 1980’ernes slasherfilmbølge.

En væsentlig forskel på Halloween og Friday the 13th er dog, at sidstnævnte er langt mere blodig – i Friday the 13th er selve mordene, og den måde de bliver udført på, i højere grad en central del af filmen end i eksempelvis Halloween.

Den højere gorefaktor skyldes bl.a., at Friday the 13th hentede inspiration fra Mario Bavas Reazione a catena (1971), der på engelsk, blandt adskillige andre, har den vidunderlige titel Twitch of the Death Nerve og som på dansk huserer under titlen Den blodige bugt. Bavas film var generelt en vigtig inspirationskilde for de amerikanske slashere, men især Friday the 13th-filmene fulgte op på de relativt grafiske mord i Bavas film og gjorde det til en del af seriens koncept.

Velkommen til Camp Crystal Lake

Filmen tager sit udgangspunkt i den særlige amerikanske tradition for summer camps – spejderlejrlignende arrangementer, som amerikanske forældre kan sende deres poder på, og hvor ungerne laver udendørsaktiviteter under opsyn af instruktører, der typisk er unge mennesker.

I dette tilfælde befinder vi os i en sommerlejr ved navn Camp Crystal Lake. Hovedparten af handlingen finder sted i nutiden, dvs. 1980, men inden forteksterne får vi lige en teaser, der foregår i 1958. Her ser vi et par unge instruktører, der går afsides for at hygge sig.

Publikum ved dog, at noget er på færde, for snart indtager kameraet et håndholdt POV, der tydeligvis tilhører morderen. Hvem end morderen er, dukker vedkommende op hos de to teenagere, der bliver myrdet. Herefter springer handlingen frem til 1980, men værd at bemærke er det, at filmen allerede her viser, at den vil følge én af de klassiske slasherfilmkonventioner: de der dyrker sex dør. Og det kommer de da også til.

Vel ankommet til 1980 etableres settingen. Det gøres tydeligt for publikum, at Camp Crystal Lake er på vej til at blive genåbnet efter at have været lukket i årevis. Lige nu er lejrlederen og en flok instruktører samlet i lejren for at gøre den parat til at modtage gæsterne. Den første person vi møder i filmen er pigen Annie, der er på vej til lejren, hvor hun skal stå for madlavningen.

Men hun når ikke engang frem til Camp Crystal Lake før hun falder for morderens kniv. Inden da er hun dog i den nærliggende landsby løbet ind i landsbytossen Ralph, der med typisk dommedagsrøst advarer hende om, at hun er dødsdømt, hvis hun tager ud til lejren. Endvidere afsløres det, at en dreng druknede i Camp Crystal Lake året før de to instruktører blev myrdet.

Mord på mord

Efter at Annie er blevet taget af dage foregår resten af filmens handling i selve sommerlejren, hvor vi møder lejrlederen Steven Christy (Peter Brouwer) samt syv unge instruktører, heriblandt en ung Kevin Bacon. Ret hurtigt bliver det tydeligt for seeren, at filmens egentlige hovedperson er pigen Alice (Adrienne King), og dermed kræver det ikke meget fantasi at regne ud, at hun også er filmens final girl – altså den sidste overlevende person, som i slasherfilm altid er en pige.

Og så kan handlingen ellers udfolde sig. Efter nogle få scener, der foregår om dagen, og hvor vi lærer hovedpersonerne at kende, bliver det aften. Det trækker sammen til tordenvejr, og nu myrdes filmens hovedpersoner én efter én. Det er den simple præmis for Friday the 13th, og langt hen ad vejen fungerer det da også fint. Den usete morder tager livet af de unge mennesker på forskellig vis; nogle mord ser vi, andre ser vi ikke, men til gengæld ser vi altid resultatet.

Det mest spektakulære mord er den måde Kevin Bacons rolle mister livet på, ved at få stukket en pil gennem nakken og ud gennem halsen, men den mest mindeværdige scene er faktisk noget mindre blodig, om end den slutter med, at én af hovedpersonerne får en økse i hovedet. Der er her tale om en særdeles fint eksekveret sekvens, hvor én af lejrens promiskuøse piger besøger toilettet om aftenen.

Hun hører lyde fra bruserummet og går naturligvis ind for at undersøge det i den tro, at der er nogen, der laver sjov med hende. Det er der også, men det er sjov af en helt anden slags. Hele scenen er udtryk for de mest klassiske gyser- og måske især slasherfilmskonventioner. Selv om publikum ikke med sikkerhed ved, at morderen lurer derinde, så ved man, at det gør morderen såmænd nok, og selvfølgelig skal den kvindelige hovedperson undersøge sagen.

Overdreven POV-udnyttelse

Ellers er filmen i øvrigt ret ujævn. Stemningen udvandes en del af den overdrevne anvendelse af POV-shots, som ellers er én af genrens bedste virkemidler, hvis den anvendes rigtigt. Her bliver det en anelse for meget, og det er faktisk med til at gøre filmen stedvist mere forvirrende end godt er.

Omvendt må man også sige, at når det fungerer, så fungerer det rigtig godt, bl.a. hjulpet godt på vej af Harry Manfredinis score, hvis skumle ekko-effekter i POV-scenerne fungerer rigtigt godt. Overordnet set er Manfredinis score dog ikke noget at råbe hurra for.

Selv om enkelte af scenerne er helt fremragende, med ovennævnte toiletsekvens som den klart bedste, så er der flere af scenerne, der tangerer det uspændende, også selv om morderen lurer. I dag er mange af filmens elementer naturligvis rene klichéer, men dette er ikke et kvalitativt problem – man må huske, at disse ting ikke var klichéer da filmen udkom fordi Friday the 13th kom som én af de tidligste film i den store slasherfilmbølge. Dermed var filmen med til at cementere, om ikke etablere, klichéerne.

Det væsentligste problem ved Friday the 13th er nok, at man aldrig for alvor kommer til at føle noget for filmens final girl, sådan som man gør for Laurie Strode i Halloween. Alice forbliver simpelthen alt for anonym og udefineret til, at man kærer sig om hende. En lidt bedre persontegning er ellers én af de typiske kendetegn ved slaherfilmenes final girls, men det mangler altså i Friday the 13th, hvilket også suger en del af intensiteten ud af filmens sidste del, hvor Alice og morderen selvfølgelig kommer ansigt til ansigt.

Og apropos morderen, så skal det ikke afsløres her, hvem det er, men lad mig sige med det samme: det er ikke Jason Voorhees. Jason bliver først Friday the 13th-seriens slasher fra film nr. 2 (og får først sin ishockeymaske i film nr. 3). Jason har dog en lille rolle i filmen, idet han til allersidst dukker op i filmens afsluttende twist, der dog ikke har nogen som helst betydning for eller sammenhæng med den foregående handling.

Varierende skuespilpræstationer

Skuespillet i filmen er på det jævne – fra udmærkede, men noget anonyme, til utåleligt overspillede præstationer. Det er dog ligegyldigt, for skuespil i slasherfilm er nogenlunde lige så vigtigt som handling i pornofilm. Mere vigtigt er det, at den legendariske effektmand Tom Savinis effekter er gode, filmens alder taget i betragtning, selv om mange af mordene faktisk er relativt blodfattige.

Bedst er her igen måden Kevin Bacons rolle dør på, hvor blodet sprøjter lystigt ud over det hele. Også den afsluttende halshugningssekvens er ganske vellykket, selv om man undrer sig over, at der ikke sprøjter litervis af blod ud over det hele. Dette kombineret med enkelte særdeles velfungerende scener er det, der gør, at Friday the 13th stadig er seværdig – for det er den.

Instruktøren Sean S. Cunningham er utvivlsomt bedst kendt for Friday the 13th. Inden da havde han produceret Wes Cravens berygtede The Last House on the Left (1972), og også siden har han primært fungeret som producent. Bl.a. vendte han i denne funktion tilbage til Friday the 13th-serien fra film nr. 9, Jason Goes To Hell: The Final Friday (1993). Han har dog også instrueret et mindre antal film både før og efter Friday the 13th, bl.a. DeepStar Six (1989).

Udmærket men ikke strålende

Alt i alt er Friday the 13th en udmærket, men ikke strålende, slasherfilm, der nok i dag tiltrækker sig mest interesse ved at være den første film i en serie, der stadig fortsættes. Den er dog milevidt bedre end hovedparten af de hjernedøde fortsættelser (på nær film nr. 2, som faktisk er en anelse bedre end etteren), og også langt bedre end mange senere slashere.

Den har sine øjeblikke, enkelte endda rigtig, rigtig gode, men hvis man er til amerikanske slashere og vil have den rene, uforfalskede og særdeles skræmmende vare, så er det John Carpenters Halloween man skal gå til.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: Rip-off, Slasher