Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Frankenstein

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mary Shelleys Frankenstein er blevet en klassiker, men det er den mere på grund af sin dybfølte tematik end på grund af romanens udførelse.

Frankenstein, Dracula & Dr. Jekyll and Mr. HydeMary Wollstonecraft (1797-1851) indledte et forhold til den store engelske digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822) i 1814. På det tidspunkt var Shelley stadig en gift mand, og forholdet mellem de to blev betragtet som skandaløst og forkasteligt.

Marys familie nægtede Shelley adgang til deres hus, og i det hele taget var London ikke ligefrem et behageligt sted at opholde sig for det nye par. De tilbragte derfor megen tid i udlandet, hvor de kunne være fri for hjemlandets intriger og sladder. Her boede de flere gange hos den mindst lige så skandaløse digter Lord Byron (1788-1824), der om muligt havde et endnu mere blakket ry end Shelley.

Konkurrence om den mest uhyggelige fortælling
Mary Wollstonecraft Shelley (1797-1851).

Mary Wollstonecraft Shelley (1797-1851).

En aften under netop et sådant besøg hos Byron, i en lejet villa ved Genevesøen, havde Mary, Shelley, Byron og enkelte andre fordrevet tiden med at læse tyske spøgelseshistorier op, og med ét foreslog Byron, at de skulle lave en konkurrence om hvem der kunne skrive den mest uhyggelige fortælling. Idéen faldt i god jord, men efterfølgende kom der ikke meget ud af sagen.

Det var kun Mary, der fik noget godt ud af arbejdet – de andre fik enten slet ikke skrevet noget eller også var arbejdet af så ringe kvalitet, at det aldrig blev brugt. Byrons bidrag inkluderede han dog senere i en omskrevet form i forbindelse med en helt anden udgivelse.

Historien Mary udtænkte den nat i Schweiz, kom til at hedde Frankenstein, og siden er denne roman gået hen og blevet en af litteraturhistoriens mest læste skrækhistorier. Den oprindelige fortælling var kun en novelle, men Shelley var så begejstret for historien, at han opfordrede Mary til at udvide arbejdet til romanlængde. Det gjorde hun i tiden mellem 1816-17 og bogen kunne så udgives i 1818. Mary var på det tidspunkt blevet lovformeligt gift med Shelley, efter at dennes hustru havde begået selvmord på grund af hendes mands affære.

Overstrømmende modtaget
Forsiden til førsteudgaven af 'Frankenstein' fra 1818. Bemærk at Mary Shelleys navn ikke optræder.

Forsiden til førsteudgaven af ‘Frankenstein’ fra 1818. Bemærk at Mary Shelleys navn ikke optræder.

Frankenstein blev udgivet i tre bind, men Mary valgte ikke at lade sit navn trykke på bogen, da hun var ganske overbevist om, at den ville blive latterliggjort. Det skete ikke, og romanen blev rent faktisk overstrømmende modtaget, om end flere kritiske ryster fordømte bogens blasfemiske indhold. Den slags er jo som bekendt altid god PR og Frankenstein blev derfor også på rekordtid en bestseller.

Den store litterat Sir Walter Scott (1771-1832) skrev endda, at han holdt mere af Mary Shelleys roman end af sine egne, og det er ikke så lidt, når det kom fra en mand som Scott, der absolut ikke var ubekendt med sit eget værd. På de efterfølgende udgaver fremgik forfatterens navn da også, og siden er Mary Shelley og Frankenstein blevet så nært knyttet sammen, at man faktisk næsten helt har glemt at hun skrev mere og andet efter debutromanen.

Mary Shelley omskrev eller tilføjede af flere omgange passager til historien, men den sidste og nok det, man må betragte som den endelige version af Frankenstein, udkom i 1832, og det er denne udgave, der typisk oversættes og læses i dag.

Hadefuld kamp

Fortællingen udspiller sig i 1700-tallets slutning. Hovedpersonen er den ulykkelige læge Victor Frankenstein, der drevet af forskeriver og ungdommelig kådhed finder en måde at skabe nyt liv ud af døde legemer, indsamlet fra lighuse og slagterforretninger. Dette forskerarbejde er næsten ved at tage forstanden fra Frankenstein, men hvad værre er, at da han en sen nat på sit lille kammer ser resultatet af sit arbejde, går det op for ham, at han har skabt noget frygteligt.

Det væsen han har arbejdet på er hæsligt og stort – et virkeligt monster – men det er især de gule øjne, der brænder sig fast i lægens bevidsthed. Da Frankenstein ser skabningen, gribes han af panik og flygter fra sit hjem, men da han nogle dage senere vender tilbage, er væsnet forsvundet. Der falder ro over lægen igen, og da hans gamle ven Henry kommer til Ingolstadt for at hente ham hjem, synes alt at ånde fred og idyl. Idyllen sprænges dog hurtigt, for Frankensteins mindste bror bliver myrdet, og måden det er sket på, får Victor til at fatte mistanke til, at det kunne være hans skabning der står bag.

Nu begynder Victor Frankensteins mareridtsagtige fald. Væsnet han har skabt synes at forfølge ham, og ganske rigtigt er det skabningen, der dræbte den uskyldige bror. Det bliver ikke det sidste mord væsnet begår, og stykke for stykke mister Victor sit greb om virkeligheden. Væsnet overtager hans liv, og snart er det kun den hadefulde kamp mellem skaber og skabning, der fylder siderne.

Arbejdet genoptages

Historien fortælles gennem Victor, men vi får også skabningen i tale. Det viser sig nemlig, da Frankenstein konfronteres med monstret for første gang efter flugten i Ingolstadt, at det slet ikke er så dæmonisk, som man måske skulle tro. Monstret er rent faktisk en sart og følsom sjæl, der dybt ulykkelig har flakket omkring i bjergene og lært talens brug ved at belure en isoleret familie gennem sprækker i deres hytte.

Skabningen lærte gennem denne familie, hvem den egentlig er, og det var her, at væsnet forstod, det ikke var som andre mennesker. Det forsøgte dog at blive accepteret, men hvor end det viste sit ansigt, blev det mødt med vold og foragt. Derfor besluttede skabningen at hævne sig på skaberen, og drog til Frankensteins hjemegn og myrdede den lille dreng, da han fik lejlighed til det.

Historiens vigtigste vendepunkt kommer da også under dette første møde mellem Victor og skabningen, for drevet af ensomhed og had til menneskeheden, ønsker skabningen at Frankenstein skal lave ham en mage. Først nægter lægen at gøre det, men da monstret lover, at de vil søge bort fra menneskene og leve ensomt, glemt af alle, indvilliger Victor. Det dæmoniske arbejde, der nær havde kostet ham forstanden første gang, kan nu genoptages, og det er bestemt ikke blevet lettere. For at få ro til sit virke, drager Frankenstein til England og dernæst til en øde del af Orkneyøerne, hvor arbejdet på ny kan begynde.

Ensomhed og kærlighed

Det hævdes ofte, at Frankenstein handler om det moralsk forkastelige i at lege Gud og skabe liv. Men rent faktisk fylder dette hybris-element kun meget lidt i historien. Det egentlige tema er ensomhed og derfor også kærlighed. Den meget filosofisk optagede Mary Shelleys roman er et studie i menneskets behov for kærlighed, og for at udstille dette behov lader hun sine to modpoler – Victor Frankenstein og monstret – gennemleve et eventyr, der berøver dem alt og isolerer dem. Trin for trin nedbryder hun deres eksistensgrundlag og til sidst møder monstret og Frankenstein emotionelt hinanden. De er blevet identiske – begge lige uhyrlige og frastødende.

Først mister de begge deres skabers kærlighed. Monstret afvises af Frankenstein, og Victor stiller sig uden for menneskets moralske love ved at forgribe sig på den guddommelige verdensorden. Begge overlever imidlertid dette, for i Shelleys verden er det ikke skaberkærligheden, der er det bærende.

Mere kritisk bliver det, da de mister familiens kærlighed. Monstret bliver jaget bort af den familie, det har beluret og lært at elske, og Victor distanceres fra sine slægtninge på grund af den grufulde skyld han føler – det er jo ham, der har skabt sin broders morder og derfor også ham, der er skyld i dette brodermord.

Familiens kærlighed er vigtig for at skabe et helt menneske, men romanens budskab er, at den romantiske kærlighed er den vigtigste af alle. Uden virkeligt at elske, kan man ganske enkelt ikke eksistere som menneske, og det demonstrerer Mary Shelley i romanens sidste del. Hvordan det udmønter sig for skaber og skabning skal ikke afsløres, men mere grumt end Shelley gør det, kan det næsten ikke gøres. Det endelige resultat bliver den altopslugende ensomhed, der dræber livet selv og skaber uhyrlige monstre.

Store temaer i kluntet udførelse

Kombinationen af historiens komplekse symbolik og en til tider særdeles fantasifuld handling er helt sikkert grunden til, at romanen fortsat er så populær, som den er. Da Mary Shelley skrev Frankenstein havde man ikke læst noget lignende tidligere, og den voldsomme mængde værker, der efterfølgende har brugt romanen som kreativt afsæt bevidner, at Shelley har grebet ind i nogle problemstillinger, der rummer tidløse tanker, der fortsat er relevante.

Desværre må man også konstatere, at lige så fascinerende historien og tematikken er, lige så ubehjælpelig og kluntet er udførelsen. Frankenstein er ikke velskrevet litteratur. Romanen er løsagtigt fortalt, og Mary Shelley, som et ægte barn af romantikken, kaster sig helhjertet ud i lange beskrivelser af store følelser og landskabelige scenarier.

Men hvor romantikkens store skabere formåede at balancere deres patos, kammer det alt for ofte over for den måske lidt naive Shelley, der næsten ikke kan få nok beskrivelser af kærlighedens mange udtryk. Teksten er derfor mange steder patetisk, grænsende til det kvalmende, men lykkeligvis finder forfatteren nærmest tilfældigt også over i den anden grav, hvor dystre og ondskabsfulde beskrivelser får lov at dominere.

Dertil kommer at selve handlingen er noget slingrende fortalt. Vi skal gennem mange omveje, før historien er fortalt til ende, og flere af disse små udture skyldes givetvis Shelleys forsøg på at forlænge den oprindelige novelle til en roman. Man kan derfor ikke kalde Frankenstein en stramt fortalt historie, og den kræver tålmodighed af læseren.

At der også er ret mange passager, som rent logisk måske kan være lidt svære at acceptere, er en helt anden snak. Man fornemmer tydeligt her, at Mary Shelley ikke var ret gammel, da hun skrev bogen, og derfor er det også med en vis rimelighed, at udtrykket ‘naiv’ blev brugt tidligere.

Lever på grund af tematikken

Frankenstein lever ikke i kraft af tekstens styrke eller handlingens intensitet, men på grund af den dybtfølte tematik, der løber som en melankolsk understrøm gennem hele bogen. Det er ikke stor litteratur, men det er en fortælling, der rummer så meget, at man hurtigt kunne forveksle den med noget sådant.

Derfor er Mary Shelleys roman også fortsat værd at læse og kende. Det er en af grundpillerne i gyserlitteraturens udvikling, og man skylder sig selv at have læst romanen mindst én gang. Den har påvirket læsere i snart 200 år og vil sikkert fortsat gøre det flere århundreder endnu.

4 stjerner

Titel: Frankenstein
Forfatter: Mary Shelley
Udgivet: 1818
Format: Paperback
Sideantal: 211
hvid
Den anmeldte udgave er fra 1978 og udgivet af Penguin Books.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Filmatiseret, Frankensteins monster

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *