TV Wise rapporterer, at Fox er tæt på at give grønt lys til en genoplivning af The X Files, der oprindeligt kørte fra 1993-2002 og som foruden tv-seriens 202 episoder også tæller to spillefilm – The X Files: Fight the Future (1998) og The X Files: I Want to Believe (2008).
Rygterne om en genoplivning af serien dukkede op i januar, og nu skulle aftalerne mellem Fox og seriens kreative bagmand Chris Carter efterhånden være på plads. Både David Duchovny og Gillian Anderson er ombord, ligesom flere af seriens øvrige castmedlemmer skulle være tilbage.
Der bliver tale om en ”limited series”, men præcis hvor mange episoder, der bliver tale om, vides endnu ikke. Forskellige rygter siger mellem 6 og 10. Det skyldes de forskellige parters kalendere, og David Duchovny udtalte tilbage i januar, at han var parat til at vende tilbage til serien, men at han ikke var indstillet på at tegne kontrakt for en fuld sæson.

Både Duchovny og Gillian Andersen har travlt med deres respektive karrierer, og begge er tilknyttet andre serier.
Planen for den nye serie er at få færdiggjort seriens overordnede story arc på tilfredsstillende vis, hvilket serien ikke oprindeligt formåede, mens I Want to Believe slet ikke gik ind i seriens centrale mytologi.
Ifølge TV Wise forventes det, at Fox officielt giver grønt lys indenfor de nærmeste uger, men det understreges også i artiklen, at intet endnu er sikkert.
Kilde:
TV Wise