Filmmusikfredag: Nyt westernscore fra Bruce Broughton og John Debney

1 minuts læsetid

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glad for westerns og de tilhørende scores.

Jeg holder af alle westerngenrens forskellige inkarnationer – lige fra de klassiske John Wayne-westerns fra 1940’erne over de revisionistiske westerns, der havde deres storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, de italienske “spaghettiwesterns” (frygteligt navn, i øvrigt) fra samme periode og til westernfilmens moderne inkarnationer med fremragende film som Open Range (2003), Appaloosa (2005) og Coen-brødrenes nyfilmatisering af True Grit (2010).

For at parafrasere Mark Twain er det vedholdende rygte om westerngenrens død stærkt overdrevet. Og heldigvis for det.

Musikken til westernfilm har til en vis grad fulgt genrens udvikling over tid, og her var det særligt 1960’erne, der bød på markante nybrud, primært på grund af Ennio Morricones skoledannende musik til Sergio Leones film.

Morricones arv indenfor genren lever i bedste velgående, hvilket man kan bl.a. kan forvisse sig om ved at lytte lidt til Marco Beltramis fine score til remaken af 3:10 to Yuma (2007).

https://www.youtube.com/watch?v=hlbtGLSNHfI

Men det klassiske westernscore – bredt malende americana – er heldigvis aldrig gået helt af mode blandt Hollywoods komponister. Det er levet videre op gennem genrens kriseår i 1980’erne og 1990’erne, hvor bl.a. Basil Poledouris leverede et smukt eksempel med sit score til miniserien Lonesome Dove (1989).

Og Bruce Broughton, som det skal handle om lige om lidt, leverede et tilsvarende klassisk tema til George P. Cosmatos’ glimrende Tombstone fra 1993.

Seneste skud på stammen er musikken til tv-miniserien Texas Rising (2015), produceret af History Channel. Serien handler om den texanske revolution mod Mexico og skabelsen af Texas Rangers.

Texas RisingMusikken til serien er leveret af Bruce Broughton og John Debney i samarbejde, og jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at lytte til scoret. Men jeg har hørt lydklip på nettet og læst anmeldelser, der til sammen betyder, at vi her har et score, der snarest bliver bestilt hjem til samlingen.

De anmeldelser, jeg har læst på nettet – bl.a. James Southalls meget positive anmeldelse på Movie Wave – fortæller, at Debney og Broughton er co-krediteret på samtlige cues, og at det musikalsk vitterligt er umuligt at høre, om der er tale om et reelt samarbejde eller om de to komponister har arbejdet hver for sig.

Det betyder, at Texas Rising-scoret skulle være særdeles homogent, hvilket altid er en lettelse, når man har at gøre med et score, der er komponeret af to eller flere komponister i samarbejde. Forskellighed behøver ikke være dårligt, især ikke i kontekst af filmen eller serien, men for albumudgivelserne er det fordelagtigt, at musikken fremstår med én stemme.

Man kan høre lydklip fra Texas Rising-scoret på Amazon.

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.