Jeg har en udpræget svaghed for scores med en høj ”coolness-faktor”. Det er en type af filmmusik, der især blev komponeret i 1960’erne og 1970’erne, og scores af den type blev især komponeret til kriminalfilm af forskellig art og næsten altid til film, der foregik i storbyen.
Ikke så få af disse scores havde, foruden en cool edge, en decideret funky vibe og lånte både instrumentering og kompositionsteknikker fra samtidens funk, jazz og fusionsjazz.
Efter 1970’erne, hvor bl.a. Lalo Schifrin leverede en stribe scores med en ekstremt høj coolness-faktor, er der blevet meget længere mellem scores af denne type – bl.a. fordi der er blevet meget længere mellem den type film, der kalder på den slags musik.
Der er dog eksempler på nyere scores med en høj coolness-faktor, bl.a. David Holmes’ musik til Ocean’s Eleven (2001) og dens fortsættelser og Christopher Youngs score til pokerfilmen Shade (2003). Særligt Holmes’ musik til Steven Soderberghs populære heist-film driver af svedig, jazzet coolness, selvom det er en langt mere hip og moderne udgave end f.eks. Lalo Schifrins mere hårdkogte scores fra 1970’erne.
Et andet godt eksempel på et nyere score, med en ekstrem coolness-faktor og en hårdkogt edge, er Chris Boardmans score til Mel Gibson-filmen Payback (1999), om end man ikke kommer udenom, at Boardmans score står i endog meget stor gæld til David Shires score til The Taking of Pelham One Two Three (1973).
Her følger fem af mine ”cool” favoritter. Det er musik af den type, jeg ikke kan undgå at blive i godt humør af at have i ørerne på en gåtur gennem byen – og som bare går verden en lille smule mere cool at bevæge sig rundt i. Vi starter med mine to absolutte favoritter – hovedtemaet fra The Taking of Pelham One Two Three (1974, komponeret af David Shire) og hovedtemaet fra Magnum Force (1973, komponeret af Lalo Schifrin). Resten kommer i ikke-prioriteret rækkefølge.
Ha’ en cool weekend!
https://www.youtube.com/watch?v=5kYR3lxQti4
