Filmmusikfredag: Jesusmusik

2 minutters læsetid

Filmmusikfredag – og resten af Planet Pulp – holdt ferie hen over påsken, så der har været stille på siden, men nu er vi tilbage igen.

Og selvom påsken er overstået for denne omgang, så kan man som filmmusikfan naturligvis ikke lade være med at lade sig inspirere af påsken til at gå på opdagelse på CD-hylden, for netop passionshistorien har givet anledning til rigtig meget god filmmusik i løbet af årene.

Her følger fire tracks fra fire scores, to fra 1950’erne, og to fra 00’erne, og det er interessant at høre forskellene, selvom de på ingen måde er overraskende: Både Alfred Newmans score til The Robe (1953) og Miklós Rózsas score til Ben-Hur (1959) er skrevet i datidens filmmusikalske formsprog, bredt og malende, og under anvendelse af symfoniorkestret uden et hav af specialinstrumenter.

Fast-forward til starten af 2000’erne, og så er det et helt andet billede, der tegner sig med Jeff Dannas score til The Gospel of John (2003) og John Debneys score til The Passion of the Christ (2004). Begge disse scores benytter sig af et hav af etniske instrumenter, og især Debney benytter sig af den efterhånden noget tynde kliché med jamrende kvinde- og (stedvist) mandsstemmer.

Ekstra interessant er det at lytte til forskellen mellem cuet “The Carriage of the Cross” fra The Robe og “Bearing the Cross” fra The Passion of the Christ. Begge cues er komponeret til den “samme” scene – korsegangen, hvor Jesus bærer sit kors til Golgatha – men de to cues kunne ikke være mere forskellige.

Hvor Newmans cue er dystert og langsomt og på et nærmest episk niveau beskriver Jesu lidelser, er Debneys langt mere dynamisk og up-tempo. Det er stadig alvorlig musik, men i takt med at mængden af percussion stiger, opnår Debneys cue en fremdrift, der ikke havde været helt af vejen i en actionfilm.

Men okay, ifølge eget udsagn kæmpede Debney også med Satan i sit studie, mens han komponerede scoret til The Passion of the Christ, så måske han har kanaliseret lidt kampånd over i sit score.

I hvert fald er det fire meget forskellige og på hver deres måde meget flotte og smukke musikalske skildringer af forskellige aspekter af Jesu liv. Det behøver man jo ikke på nogen måde være aktivt kristen for at nyde i fulde drag!


Herover: “The Carriage of the Cross” fra The Robe, Alfred Newman, 1953.
 


Herover: “Overture” fra Ben-Hur, Miklós Rózsa, 1959.
 

https://www.youtube.com/watch?v=eDP2hJtYeYA
Herover: “For God So Loved the World” fra The Gospel of John, Jeff Danna, 2003.
 

https://www.youtube.com/watch?v=lJQm4KTRQyE
Herover: “Bearing the Cross” fra The Passion of the Christ, John Debney, 2004.

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.