Klummen her hedder godt nok “Filmmusikfredag”, men her på Planet Pulp er vi inkluderende, som det hedder med et moderne ord, så vi har altid medregnet tv-musik som en del af kategorien, også selvom det indtil videre ikke er blevet til vildt mange anmeldelser af tv-scores.
Det skal vi nu nok få rettet op på i fremtiden, ikke mindst fordi der gennem årene er komponeret rigtig meget god musik til tv-serier – både regulære serier og miniserier.
Her følger fem efter min mening fremragende tv-temaer – nogle fra serier, hvis scores generelt også var rigtig gode; andre fra serier, hvor temaet var fremragende, mens den ugentlige underlægningsmusik måske ikke altid var top-dollar. Bemærk at jeg kun har medtaget regulære serier, ikke miniserier – dem tager jeg under behandling i et senere indlæg.
Ingen jeg bliver beskyldt for at have overset nogle oplagte kandidater, skal det lige nævnes, at enkelte tv-temaer har været diskvalificerede fra at indgå her. Det gælder f.eks. temaet fra Star Trek: The Next Generation (1987-94), da temaet her er Jerry Goldsmiths tema fra Star Trek: The Motion Picture, og “Suicide is Painless” fra M*A*S*H (1972-83), da sangen blev skrevet til spillefilmen M*A*S*H (1970).
Here goes…
The X Files
Mark Snows ugentlige scores til The X Files (1993-2002) varierede en del i kvalitet, men var sjældent mindre end stemningsfulde, og nogle episoder var decideret fremragende. Hovedtemaet er der til gengæld ingen finger at sætte på, og det er med rette gået over i tv-historien som ét af mediets ikoniske temaer med sit stemningsfulde, aparte tema og mystiske ekko-effekter.
Twin Peaks
Angelo Badalamentis score til Twin Peaks (1990-91) er generelt fremragende, og hovedtemaet formår at indfange mange af musikkens centrale elementer: Den fængende 50’er-twang, de smukke keyboardharmonier og den næsten konstant tilstedeværende let dystre undertone, som slås an af de æteriske synthflader.
Mission: Impossible
I en helt anden boldgade har vi Lalo Schifrins ikoniske tema fra Mission: Impossible (1966-73) – på én gang cool, suspensful, dramatisk og funky. Ingen andre end Schifrin kunne have begået dette mesterværk, der i øvrigt har fået fornyet liv i de seneste Mission: Impossible-film, hvor Michael Giacchino har brugt temaet flittigt.
https://www.youtube.com/watch?v=2QlplayAjM4
Peter Gunn
Vi bliver lidt i samme populærmusikalske stil som Schifrins catchy M:I-tema. Henry Mancinis tema til detektivserien Peter Gunn (1958-61) er lidt ældre end Schifrins og fanger til perfektion mange af de strømninger, der gjorde sig gældende i tidens musik – Peter Gunn-temaet er sen 1950’er-rock’n’roll i forklædning, og med Mancinis fremdrivende tema bliver 1950’er-rock endnu mere cool, end den var i forvejen.
Miami Vice
Jeg ved, nogen vil hade mig for at inkludere Jan Hammers tema fra Miami Vice (1984-89), og sandt at sige er temaet måske mere med her af nostalgiske årsager end fordi, det er virkelig godt. Godt synes jeg nu alligevel det er på sin egen halvkiksede 1980’er-facon. Det passede i hvert fald glimrende til serien, som jo selvfølgelig også i sig selv var ret god på sin egen halvkiksede 1980’er-facon.