Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan

2 minutters læsetid

Fantastic Four/Iron Man: Big in JapanMarvel Comics’ første superheltegruppe Fantastic Four er for tiden i biograferne igen, denne gang på en dyster måde og igen er det gået skævt med at lave en film om dem. Hvordan kan det blive ved med at ske? Nuvel, så må vi “bare” nøjes med dem i deres klassiske form, som tegneserie.

Lige siden legenden Jack Kirby, der var den første, der tegnede Fantastic Four, har der været et stærkt kulørt element over den specielle familie, der tæller gummimanden Reed Richards/Mr. Fantastic, den usynlige babe Susan Storm, den vilde flamme Johnny Storm/The Human Torch og min personlige favorit, stenmanden Ben Grimm/The Thing.

Marvel gav i år 2005 forfatteren Zeb Wells tilladelse til at skrive en vild og alternativ historie om Fantastic Four og tilmed have Iron Man med som gæstestjerne. Sammen med den dygtige tegner Seth Fisher er det blevet til den rablende Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan.

Monster-kaos i Japan

Den berømte superheltegruppe Fantastic Four er i Japan for at åbne et museum om de japanske monstre. Sjovt nok på selvsamme dag bliver Japan angrebet fra alle sider af gigantiske, bizarre monstre. De fire superhelte får dog heldigvis hjælp fra Iron Man.

Og for at det ikke er løgn, så dukker der en af de fantastiske fires gamle fjender op, nemlig The Mole Man, der ser sit snit til at overtage verden med sine utallige underjordiske væsner…

Fantastic Four og Iron Man udsat for Seth Fishers streg

Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan starter med et fint citat fra tegneren Seth Fisher, der lyder sådan her:

”Art is really just problem-solving in action. You start with a few lines, then you try to balance those lines with other lines compositionally, then you balance that with trying to explain a certain space or emotion.”

Med de ord sætter Fisher tonen med sine livlige tegninger, der stilmæssigt virker som en hybrid mellem amerikansk og japansk tegneseriekunst. Det er fuldstændigt skørt at se på og er visuelt opfindsomt.

Fisher har en forkærlighed for japansk popkultur, og det kan ses fra første side. Big In Japan blev desværre det sidste fra Fishers hånd. Han døde af et styrt fra en høj bygning i Japan, hvor han boede. Han blev kun 33 år gammel.

Zeb Wells’ gale og ret beset tynde manuskript er sprængfyldt med skæve påfund og veloplagt dialog mellem den umage superheltefamile. Det er underholdende at læse, men bliver noget rodet i længden. De fantasifulde tegninger hjælper dog meget på helhedsindtrykket.

Der er godt bonusmateriale i de sidste sider af Big In Japan. Man får noget bag om-stof i form af kommentar fra de kreative bagmænd plus mange af Fishers spændende skitser. Til sidst er der en kort og ganske bizar Spiderman-historie, også tegnet af Fisher, inkluderet i denne paperbackudgave for at hylde Fishers grafiske talent.

Frisk og finurlig tegneserieoplevelse

Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan er skabt med forrygende fantasi på begge fronter. Den er ikke perfekt, men den underholder på en frisk og finurlig måde, som man ikke er vant til at se fra Marvel Comics. De er i velkomne til at tage flere chancer af denne type, så længe de har det kreative mod til det.

4 stjerner

Titel: Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan
Forfatter: Zeb Wells
Tegner: Seth Fisher
Forlag, år: Marvel Comics, 2006
Format: Paperback
Albumlængde: 120 sider
hvid
Fantastic Four/Iron Man: Big In Japan udkom oprindelig på forlaget Marvel i fire hæfter fra december 2005 til marts 2006.

Anmeldt i nr. 118 | 13/08/2015

Stikord: Japan, Kæmpemonstre, Superhelte

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.