End of Days

Lad mig først benytte lejligheden til at byde Arnold Schwarzenegger velkommen på Planet Pulp. End of Days er den første af den østrigske actionbøfs film, vi anmelder, men det bliver bestemt ikke den sidste.

Omkring årtusindeskiftet var der en masse ballade i verden. Både med computere som kunne skabe anarki, og så var der naturligvis de gammelkendte visioner om Dommedag og Satans komme på Jorden. Her er End of Days hoppet med på vognen. Filmens handling udspiller sig i de sidste dage af 1999, hvor tiden langsomt slæber sig frem mod år 2000.

Der er okkulte elementer og scener, der får én til at tænke på eksempelvis The Omen (1976), men det skal dog pointeres, at vi med End of Days har at gøre med en klassisk actionfilm, hvor dommedagsidéerne træder i baggrunden for den håndgribelige action. Slutningen af filmen er dog ganske atypisk for både genren og den klassiske Arnold-film, hvor den maskuline krop viser sin skrøbelighed, og hvor det religiøse standpunkt i manuskriptet træder tydelig frem.

Udbrændt eks-strømer

Det hele tager sin begyndelse i 1979. Vi befinder os, naturligvis, i Vatikanet i Rom. Her introduceres vi til filmens præmis om, at et barn skal blive født, der vil kunne resultere i Jordens undergang. De religiøse overhoveder er i vildrede, og det besluttes, at man skal holde øje med barnet, beskytte det og sørge for, at mørkets side ikke finder det.

Der klippes herfra til et hospital i New York, hvor en lille pige fødes. En sygeplejerske tager barnet med for at rense det, og i raskt tempo bærer hun barnet ned i hospitalets kælder. Her står en samling af suspekte personer, anført af den altid mystiske Udo Kier, der udfører et ritual med barnet, som vi ser har et meget specielt mærke på sin krop. Den lille pige kommer derefter op til sin mor, og handlingen springer 20 år frem i tiden.

Vi er stadig i New York og er et par dage fra årtusindeskiftet. Et kloakdæksel skydes op i vejret, og flammer bryder igennem. Sådan gør Satan sin entré. Ondskabens fyrste ankommer til Jorden som en usynlig parasit, der snart tage bolig i en tilfældig mand, som spilles af den dygtige irske karakterskuespiller Gabriel Byrne.

Herefter møder vi den, ja det er de jo næsten altid, udbrændte eks-politibetjent Jericho Cane, spillet af Arnold Schwarzenegger. Læg i øvrigt mærke til navnet, der både har det bibelske Jericho og ‘cocaine’ ind over.

Jericho mistede for år tilbage siden sin kone og barn, da nogle tilfældige røvere dræbte dem under et indbrud. Jericho var der ikke til at beskytte dem, og det gav han sig selv skylden for. Derefter gik han i hundene og har siden arbejdet som security-vagt sammen med sin gode ven Bobby.

Jericho sidder med en pistol i hånden, han overvejer selvmord, da Bobby banker på døren. Jericho tager pistolen væk, og gør sig klar til at tage på arbejde. De skal beskytte en betydningsfuld forretningsmand, som ikke er nogen ringere end den person, Satan har taget bolig i. Og så begynder handlingen at tage fart.

Må stoppe Satan selv

En religiøs fanatiker forsøger at dræbe Satan, og dette forhindrer Jericho. Snart møder vi også den smukke kvinde Christine, som er den lille pige, vi så blive født i filmens indledning. Jericho vikles ind i det komplot, som Satan lader udspille, og snart er han den eneste person, der kan forhindre at Djævlen befrugter Christine og derved føder Antikrist, som vil varsle Jordens undergang – End of Days.

Jericho får nu mulighed for at rejse sig og være den mand, som han oprindeligt var. Skæbnen har givet ham endnu en chance. Det hele kulminerer i en kirke i de sidste minutter før årtusindeskiftet, og så skal det ellers ikke afsløres, om Arnold ene mand kan holde Satan stangen og redde menneskeheden.

Okkult thriller eller actionfilm?

Filmens mest åbenlyse problem er, at den ikke kan bestemme sig for, om den vil være en okkult thriller eller en overnaturlig actionfilm. Den tager tilløb til at være rigtig god, men desværre drukner det i ligegyldige eksplosioner og actionscener. Men når man vælger at have Arnold i hovedrollen, har man ligesom også bestemt sig for, hvordan tingene skal afvikles.

Godt nok er Arnold blevet ældre og mere hærget at se på, men det er trods alt ikke skuespillet, der er hans stærke side. Så de scener der kunne være blevet spændende, som da Satan prøver at friste Jericho til at vælge ondskabens side, bliver blot komiske.

Rent teknisk fejler filmen bestemt ikke noget. Både effekter og kameraarbejdet er i top, og New York bruges som en fin setting, hvor flere af de valgte locations er fyldt med stemning og gode idéer. Instruktøren Peter Hyams, som vi her på siden kender fra A Sound of Thunder (2005), er også en ganske habil kameramand, og rent visuelt er der mange fine takter. Hyams har en del solide film på sit CV, hvor Outland (1981), The Presidio (1988) samt Timecop (1994) må fremhæves som de bedste.

Dygtig håndværker uden ambitioner

Filmens stærkeste kort, udover Arnold som trækplaster, er, at de medvirkende skuespillere alle gør det ganske godt. Specielt Byrne som manden, der får Satan på besøg, er tilpas diabolsk og fristende til at give karakteren den nødvendige dybde. Byrne kender vi fra gode roller i eksempelvis The Usual Suspects (1995), Miller’s Crossing (1990) og Spider (2002).

Desuden er den smukke Robin Tunney tilpas lækker og skrøbelig som Christine, men det er den lille Kevin Pollak, der stjæler billedet i de scener, han er med i. Som Bobby, filmens comic sidekick, giver han den tunge historie et komisk løft. Hans små sarkastiske bemærkninger, der leveres med perfekt timing, er et godt supplement til jernmanden Arnold, som har svært ved at levere selv de mest simple replikker. Desuden har den nu afdøde Rod Steiger en vigtig rolle som den præst, der hjælper Jericho.

Hyams er en dygtig håndværker uden de store ambitioner, hvilket en film som End of Days kommer til at lide under. For det er ærgerligt, at en ganske solid historie med en høj production value og et godt cast ikke bliver til andet end en middelmådig actionfilm med okkulte overtoner.

Fra en mand med et signeret Arnold-foto over sengen

Jeg må dog personligt sige, at jeg er meget glad for End of Days. Men det skyldes jo nok, at jeg altid har været en stor fan af Arnold. Så man bør nok tage mine anbefalinger med et gran salt, når man tager i betragtning, at ordene kommer fra en mand, som har et signeret billede af Arnold hængende over sin seng.

Når alt kommer til alt, er End of Days dog en ganske underholdende sag, som man bør tage et kig på, hvis man gerne vil se, hvordan Satan gør sig i en actionfilm, og desuden har filmen en slutning, som ikke er set før i en film med Arnold i den klassiske frelserrolle.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: New York, Satan