E tu vivrai nel terrore – L’aldilà

Da den italienske filmindustri fra 1960’erne til 1980’erne kørte på højtryk, førte det ikke bare et stort antal forrygende genrefilm med sig (foruden, naturligvis, en masse skidt); det førte også en mængde fremragende filmmusik med sig (foruden, naturligvis, en masse skidt).

Ligesom de italienske genrefilmskabere fra tid til anden viste sig som sande visionære, frontløbende kunstnere, havde de ofte følgeskab af komponister, hvis musik ikke bare understøttede filmens billeder, men ofte var medvirkende faktorer til, at filmene blev deciderede mesterværker.

Inden for westerngenren er det vel næsten overflødigt at pege på Ennio Morricones indflydelse på Sergio Leones ”spaghettiwesterns” – hvem kunne f.eks. forestille sig Il buono, il brutto, il cattivo (The Good, the Bad and the Ugly / Den gode, den onde og den grusomme, 1966) uden Morricones herostratisk berømte hovedtema (selvom musikken til filmens klimaks på kirkegården faktisk er endnu bedre)?

Det samme gjorde sig gældende inden for horrorgenren, hvor Dario Argentos valg af rockgruppen Goblin til at skrive scoret til Profondo Rosso (Deep Red / Mordets melodi, 1975) siden førte til en række særprægede, men også ekstremt effektive og foruroligende, scores med mesterværket Suspiria (1977) som ét af de vigtigste.

Som med Morricones musik til Il buono, il brutto, il cattivo, er det i dag svært at se Suspiria og forestille sig filmen med et konventionelt score; Goblins rockinfuserede syretrip er ikke bare skræddersyet til den mareridtsstemning, Argento så fornemt maner frem; musikken er så stor en del af Suspiria, at den er delvist ansvarlig for, at filmen er det mesterværk, den er.

Et tredje par

Leone og Morricone, Argento og Goblin. Hvis man skulle koble et tredje ”par” på listen, kunne det være Fulci og Frizzi, altså den legendariske italienske genrefilmsinstruktør Lucio Fulci (1927-1996) og komponisten Fabio Frizzi (f. 1951). Alle tre instruktører har arbejdet sammen med andre komponister, end de her nævnte, men akkurat ligesom Leones bedste film har musik af Morricone og Argentos bedste har musik af Goblin, har Fulcis bedste film musik af Fabio Frizzi.

Det er film som Zombi 2 (Zombie Flesh Eaters / Rædslernes grønne ø, 1979), Paura nella città dei morti viventi (City of the Living Dead / Zombiernes by, 1980) og E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (The Beyond / Rædslernes hotel, 1981), men Frizzi leverede musik til i alt en halv snes film for Fulci mellem 1975 og 1990. Der dog er dog næppe tvivl om, at det er hans musik til E tu vivrai nel terrore – L’aldilà, der er mest elsket af hans fans. Og med god grund, for musikken til L’aldilà er fremragende!

Mellohvaffernoget?

L’aldilà er komponeret for en blanding af instrumenter og vokal: et mindre symfonisk ensemble, mands- og kvindekor, elektrisk bas, guitar og sidst, men bestemt ikke mindst, mellotron. Mellotronen er et særpræget instrument; en blanding af keyboard og båndoptager, der populært forklaret fungerer på følgende måde: Når en tangent anslås, afspilles en forudoptaget lyd på cirka otte sekunder, hvorefter båndstrimlen nulstiller til udgangspositionen.

Mellotronen blev udviklet i begyndelsen af 1960’erne, og havde sin storhedstid 1960’erne og 1970’erne, hvor bl.a. grupper som The Beatles brugte instrumentet. I 1970’erne blev mellotronen ofte associeret med progrockgrupper, og naturligvis fandt instrumentet også vej til filmmusikken, hvor bl.a. Fabio Frizzi er kendt for sit brug af instrumentet. I øvrigt har mellotronen fået en renæssance, der begyndte i 1990’erne, og instrumentet anvendes fortsat inden for både populær- og filmmusik.

Den særprægede blanding af instrumenter, Frizzi anvender på scoret til L’aldilà, udstrækker sig også til scorets overordnede stil, der bedst kan beskrives som en blanding af traditionel filmmusik og progrock. Vi er ikke helt ovre i den stil, Goblin lagde for dagen, men omvendt befinder vi os bestemt heller ikke inden for den traditionelle symfoniske filmmusiks formsprog. Oftest er der i de enkelte cues tale om en blanding mellem de to, men enkelte cues domineres dog af enten et mere traditionelt formsprog eller noget, der lægger sig tættere op ad regular progrock.

Det lyder som en aparte blanding, og på papiret ligner det måske et musikalsk trafikuheld, men det fungerer som en drøm!

Tematisk stærkt

L’aldilà er et tematisk stærkt score, bygget op omkring to-tre enkle, men effektive temaer. Det anmeldte album (Beat Records’ 2011-udgivelse) indleder med ”Oltre La Soglia” (”Over Tærsklen”); baseret på en funky baslinje, funky trommer, vibrerende strygere og mellotron. Temaet er simpelt – i virkeligheden bare en serie gentagelser af ni noder og med en indlagt (og også ret funky) bro. Men hvis man tror, at den funky approach betyder, at temaet er letbenet, kan man godt tro om – de nervøse strygere og det overvejende molbaserede tema gør ”Oltre La Soglia” svagt urovækkende, samtidig med at det er enormt groovy.

Det andet tema introduceres i ”Voci Dal Nulla” (”Stemmer fra Intetheden”), der ligger som albummets nummer tre. Kor (både kvinder og mænd), strygere, elbas og trommesæt udgør basis for dette cue, der er et perfekt eksempel på blandingen af traditionelt filmscore og progrock. Igen er temaet ekstremt enkelt og ørehængende, men i modsætning til ”Oltre La Soglia” er der en betydeligt mere let stemning over ”Voci Dal Nulla”, som gør, at man ikke umiddelbart ville associere det med horror.

Koret veksler mellem la-la-kor og faktisk vokal (præcis hvad der synges, har jeg ikke kunnet finde ud af) og især la-la-koret og den stærke rytmiske basis i trommesættet er med til at give dette tema sin lethed. Fans af 1970’er-progrock og anden symfonisk rock vil også høre klare paralleller til Mike Oldfields rockmesterværker fra 1970’erne i temaet.

”Sequenza Coro E Orchestra” (”Sekvens for kor og orkester”), albummets nummer 4, introducerer to temaer, og er derudover et eksempel på ét af de cues, der holder sig forholdsvis snævert inden for filmmusikkens traditionelle formsprog. Her er vi desuden, periodevis i hvert fald, ovre i tydelig horrorfilmmusik med creepy strygere og lignende, selvom dele af cuet også falder over i en mere malerisk og lyrisk stil, der er umiskendeligt italiensk og lyder lidt i retning af noget, Morricone kunne have komponeret, uden at være et rip-off.

Det Morricone-influerede og smukke tema er ét af scorets klare højdepunkter, men hører ikke til blandt de tre vigtigste temaer. Det tredje af disse introduceres dog også i ”Sequenza Coro E Orchestra”, men høres i sin rendyrkede version i ”Verso L’Ignoto” (”Henimod det ukendte”), albummets nummer 9.

I ”Verso L’Ignoto” fremføres temaet af flygel og strygere (pizzicato) samt senere mellotron, bakket op af elbas og trommesæt. Det er igen et virkeligt ørehængende tema og er en superfed blanding af horrormusik og funky progrock.

Resten af scoret består hovedsageligt af variationer på de tre primære temaer, på Beat Records’ udgivelse desuden suppleret af en række alternative indspilninger, bl.a. nogle, der i endnu højere grad fremhæver mellotronen. Hør i den sammenhæng f.eks. den forrygende udgave af ”Voci Dal Nulla”-temaet i ”Voci Dal Nulla (Alternate #2)” , der ligger som nummer 12.

Ét cue (som også findes i en alternativ udgave), der stikker totalt ud fra scorets generelle stil og orkestrering er det fine lille New Orleans-bluesjazznummer ”Giro Di Blues” (”Blues-tour”), komponeret fuldstændig inden for bluesjazzens formsprog med piano, trompet, banjo (eller mandolin) og (formentlig) klarinet. Det er et fint, fint lille source-cue, der godt nok stikker i en helt anden retning end resten af scoret, men som på egne præmisser er rigtig godt.

Forrygende!

Som sagt trakteres man på Beat Records’ udgivelse af scoret med en række alternative indspilninger af forskellige cues. Både af den grund og fordi denne udgivelse (den seneste af flere) stadig er til at få fingre i, er det selvfølgelig denne udgave af scoret, man skal investere i.

Så kan man altid, efter eget temperament, lave en playliste, hvor man vælger sine favoritversioner af de forskellige cues, hvis man ikke magter at sidde igennem hele albummets spilletid på lige knap en time. Det er der nok nogen, der vil foretrække, bl.a. på grund af de relativt simplistiske temaer, som godt kan have en tendens til at gøre det fulde album en smule repetitivt.

Denne kritik skal imidlertid ikke opfattes som andet end et luksusproblem, og for fans af italiensk filmmusik og især for de filmmusikfans, der sætter pris på den særprægede blanding af traditionel filmmusik og progrock, er E tu vivrai nel terrore – L’aldilà helt uomgængeligt. Det er et forrygende score med den helt særlige stemning, som italienske komponister kan fremmane, og det er endnu et eksempel på et score, der også har en særlig betydning for hele filmens udtryk og slagkraft. Wow!

Nummerliste:
1. Oltre La Soglia (1:39)
2. Oltre La Soglia (2:23)
3. Voci Dal Nulla (4:28)
4. Sequenza Coro E Orchestra (2:30)
5. Suono Aperto (4:00)
6. Voci Dal Nulla (4:19)
7. Oltre La Soglia (4:03)
8. Giro Di Blues (2:23)
9. Verso L’Ignoto (3:59)
10. Suono Aperto (1:35)
11. Sequenza Ritmica E Tema (1:40)
12. Voci Dal Nulla (2:59)
13. Oltre La Soglia (1:46)
14. Sequenza Ritmica E Tema (4:25)
15. Giro Di Blues (2:24)
16. Verso L’Ignoto (3:24)
17. Voci Dal Nulla (1:39)
18. Suono Aperto (1:25)
19. Sequenza Coro E Orchestra (4:34)
20. Voci Dal Nulla (1:32)

Total spilletid: 57:07

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013