Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Dreams of Inan: A Kind of Peace

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den første bog i Dreams of Inan-serien er markant ringere end sin opfølger, Stealing Life. Man kan roligt gå uden om den første bog og hoppe direkte på toeren.

Dreams of Inan: A Kind of PeaceVi har tidligere her på Planet Pulp anmeldt Stealing Life af Anthony Johnston, der er en del af Abaddon Books’ Dreams of Inan-serie. Men faktisk er denne (ganske udmærkede) bog ikke den første i Dreams of Inan-serien. Det er Andy Boots A Kind of Peace, som netop er dumpet ind til anmeldelse på Planet Pulp.

At A Kind of Peace er den første bog i serien, kan da også tydeligere mærkes, da selve bogens handling er tættere forbundet med og indvævet i selve baggrundsverdenen Inan, end den selvstændige efterfølger Stealing Life er.

A Kind of Peace

Bogen tager sin begyndelse netop der, hvor en femhundrede år lang verdenskrig på Inan kommer til en brat afslutning og erstattes af, ja netop, “A Kind of Peace”. Det specielle ved verdenen Inan er, at her eksisterer både magi og teknologi side om side med hinanden. Hermed forstås teknologi i en 21. århundrede-plus forstand. Med fly/luftfartøjer, trådløs kommunikation, global TV-kommunikation, overvågningskameraer, projektilvåben, sensorer og night vision goggles.

Magi forstås lidt som teknologi, bare på en anden måde. Det er både i forstanden “arkaisk søgen” og grublen efter gamle hemmeligheder, men også en udforskning af “the human potential”, altså hvordan mennesket bruger sit indre, sjælelige potentiale til at påvirke den fysiske verden.

Dette er altså også blevet fremdyrket i Inans verden lidt i stil med teknologi, f.eks. således at militære specialister i nationernes flyvevåben kan lave thought-ships; flyvende, tankekonstruerede fartøjer til bombning og troppetransport. Men samtidig findes der også en mere akademisk form for dyrkelse af magien, hvor den bliver studeret på den gamle måde, for sin egen skyld, i de verdensfjerne, isolerede og traditionsfyldte gamle magi-akademier.

Det er netop herfra, at kilden til verdenskrigens ophør og den besynderlige fred kommer fra. De førende magikere i hver nation har besluttet sig for endelig at gøre en ende på denne nærmest evige krig og bekendtgør overfor hele verden, at de hver især er deres nations farligste våben. Eftersom de hver især ville være i stand til at ødelægge hele Inan som et sidste hævnangreb, skulle deres nation stå til at blive udslettet (jep, tænk atomvåben). Dermed er der ingen grund til forsat at føre krig. Ingen kan vinde mere, alle kan kun tabe. Det er en så skelsættende begivenhed, at hele Inans tidsregning begynder ved år nul for den nye fred.

Personlig livvagt

Vores hovedperson, Simeon 7 (det hedder han, fordi han er den syvende søn af den syvende søn, hvor navnet går i arv), er tilfældigvis til stede som vagt og soldat for sin nation ved de forhandlinger, hvor denne vigtige begivenhed i Inans historie finder sted. Derfor bliver han valgt som personlig livvagt for sin nations, landet Bethels, øverste troldmand, Ramus-Bey.

Ramus-Bey er, trods al sin viden og utrolige magt, samtidig også blot en skrøbelig og fysisk svagelig gammel mand, som alle de andre nationers øverste troldmænd. Et fysisk angreb kunne derfor hurtigt sætte landets mægtigste og vigtigste våben ud af spillet, hvilket er grunden til, at Ramus-Bay mod sin vilje får påtvunget sig en livvagt.

Spørgsmålet er, hvorfor det lige er Simeon 7, der er blevet valgt til denne opgave og hvorfor kun ham? Et spørgsmål som Simeon også begynder at stille sig selv oftere og oftere undervejs. Han er nemlig blot en helt almindelig soldat med en fortid som krigsfange i en af fjendenationen Varns krigsfange- og arbejdslejre på øgruppen Kyas, og alligevel er han blevet specielt udvalgt.

Alvorlige problemer

Det bliver også hurtigt klart for Simeon, at der faktisk er en trussel mod Ramus-Bays liv. Muligvis er der endog flere, der samtidig stræber ham efter livet. Bethels efterretningstjeneste, der oprindeligt gav Simeon opgaven, synes ikke at være specielt interesserede i hans rapporter om dette, på trods af indholdet, og Ramus-Bey selv synes ikke at forstå den fare, han svæver i. Han er derimod helt opslugt af de akademiske studier og sin egen arrogance.

Samtidig begynder Simeon også for alvor at tvivle på, at den gamle troldmand virkelig er i stand til at bruge de kræfter, der skulle gøre ham til det ultimative våben for sin nation og dermed den ultimative afskrækkelse. Simeon ender naturligvis i alvorlige problemer og må søge hjælp hos tidligere (romantiske) bekendte fra krigen, som han ellers havde forsvoret at skulle se igen. Den nyvundne fred er tydeligvis ikke uproblematisk.

Ikke en appetitvækker

Forfatteren Andy Boot er ikke et ubeskrevet blad. Han er oprindelig journalist, og som prosaforfatter har han før A Kind of Peace skrevet tolv (12!) bind til den postapokalyptiske romanserie Deathlands.

Men selv om Deathlands skulle være lige min genre og hele vejen igennem right up my alley, så får det, han præsterer i A Kind of Peace mig ikke til at hige efter at købe hans Deathlands-romaner. Men hvem ved – det kan jo være, de er bedre, og at han bare har været umotiveret ved A Kind of Peace. Men jeg tror det næppe, for hans bøger er flere steder blevet kritiseret for at være de dårligste i Deathlands-serien.

For at vende tilbage til A Kind of Peace, så kan selve romanens stil bedst beskrives som et ordentlig skvæt Tom Clancy med lidt James Bond og så en sjat standard-fantasy med sci-fi-elementer. Der sker da i hvert fald helt sikkert noget på næsten hver side af bogen, og man kan ikke komme uden om, at den er ret letfordøjelig.

Fortællemæssigt starter bogen med begyndelsen til bogens klimaks og afsløring og skifter så løbende mellem denne og selve historiens “rigtige” begyndelse ved år nul, altså selve baggrundshistorien. Det trick er da også med til at holde gryden i kog og gøre det spændende, men så heller ikke mere.

Selve historien er ikke vanvittigt original, og sproget virker da for det meste, men så heller ikke så meget mere end det. Det fortryller eller forfører i hvert fald ikke. Man har set det hele før, nu er der bare tilsat en sjat ekstra farve, det vil sige Inan-verdenen, og den er ikke specielt fængende eller udførligt beskrevet hos Boot.

En ridse i lakken

A Kind of Peace er ikke rigtig dårlig, den er bare heller ikke rigtig god, set som underholdning. Specielt den allersidste del kunne godt være skåret meget skarpere til, gjort kortere og bare gjort mindre gennemskuelig med flere twists. Jeg må faktisk indrømme, at jeg var temmelig glad, da slutningen ikke lagde op til en forsættelse.

Grunden til at A Kind of Peace skuffer er for mit vedkommende nok også, at jeg var virkelig begejstret for den anden bog i Dreams of Inan-serien, Stealing Life af Anthony Johnston, men den må siges at være noget helt andet. A Kind of Peace har slet ikke den vibe og blanding af klassisk Sword & Sorcery med cyberpunk, som vi så i Stealing Life – så langt fra.

A Kind of Peace kan desværre ikke anbefales, men prøv i stedet Stealing Life, for de to bøger kan fint læses helt uafhængigt af hinanden, selv om de teknisk set er i samme univers og serie. Faktisk vil jeg sige, at hvis du godt kunne lide Stealing Life, så lad være med at hoppe på A Kind of Peace i begejstring. Den kan næsten kun ridse lidt i lakken på Stealing Life, uden at være nogen mindeværdig oplevelse.

A Kind of Peace er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

2 stjerner

Titel: Dreams of Inan: A Kind of Peace
Forfatter: Andy Boot
Forlag, år: Abaddon Books, 2006
Format: Paperback
Sideantal: 318 sider

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Fantasy, Magi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *