Dragonlance: The Barbarians

Dragonlance er stadig en populær rollespils-setting, hvilket til dels skyldes de romaner, der er skrevet indenfor universet. De fleste kender nok Margeret Weis’ og Tracy Hickmans værker, men mange andre forfattere er også kommet med deres bidrag til den store fortælling.

Fordelen ved at skrive romaner indenfor en delt verden er, at baggrunden allerede ligger fast, mens ulempen er, at man er bundet af nogle faste rammer. Forfatterparret Paul B. Thompson og Tonya C. Cook har dog med deres The Barbarians-trilogi fundet en måde, hvorpå de kan omgå den ulempe. Serien foregår nemlig før den officielle tidsregning for Dragonlance-verdenen. Trilogien består af de tre bind Children of the Plains, Brother of the Dragon og Sister of the Sword.

Onde elvere og en led drage

The Barbarians handler om menneskene og om hvordan frøene til deres første civilisation bliver sået. I begyndelsen levede menneskene som et nomadefolk på sletterne. De oplevede en barsk hverdag, dels fordi sletterne var hjemsted for mange farer og dels fordi elverne fra det nærliggende land Silvanesti konstant var på udkig efter nye slaver.

En dag kommer den grønne drage Sthenn dog til sletterne, og han beslutter sig for, at menneskene ikke har ret til at leve, så han sender sine uhyrer ud over sletterne for at gøre det af med dem. Søskendeparret Amero og Nianki mister hele deres familie, og under flugten fra uhyrerne tror de begge, at den anden er død. Nianki bliver fanget af elverne og ført til én af deres lejre, mens Amero bliver reddet af bronzedragen Duranix, som også bor på sletterne. Duranix får medlidenhed med menneskene og hjælper dem med at besejre uhyrerne.

De overlevende mennesker søger derfor beskyttelse i dalen, hvor Duranix bor, og snart er der opstået et lille samfund. I mellemtiden er det lykkes Nianki at undslippe fra elverne, men hun glemmer ikke den tid, de holdt hende fanget, og det lykkes hende at samle en lille flok mennesker. Under hendes ledelse rejser de rundt på sletterne som en anden krigerbande for at angribe elvernes tilholdssteder.

Civilisationen opbygges

Som årerne går er der flere og flere mennesker, som slutter sig til henholdsvis Amero og Nianki. Dalen hvor Amero og dragen bor bliver døbt Yala-tene, og Amero selv får tilnavnet Arkuden. Nianki bliver også kendt som Karada for hendes kamp mod elverne, og langsomt men sikkert er menneskene ved at danne deres egen civilisation. Selvom man godt kan få fornemmelsen af, at dette er en high fantasy-serie med drager, uhyrer og elvere, så er de fantastiske elementer faktisk ret sparsomme i starten af serien.

Der bliver i stedet lagt stor vægt på det lille samfund Yala-tene og ikke mindst Amero og hans problemer med at finde sig til rette i rollen som leder. Men truslen lurer konstant udefra. Dragen Sthenn bliver jaloux på Duranix og dennes menneskesamfund, så han beslutter sig for at skabe sit eget samfund af mennesker, som kun tilbeder ham. Han udvælger mennesket Zannien til at træne dem, og langsomt bliver en hær opbygget.

Uvæsentlige sidehistorier

Som serien skrider frem kommer der flere personer til, og hver har de deres lille historie. Der bliver altså kastet mange bolde i luften, og nogle af sidehistorierne kommer desværre til at fremstå som ret uvæsentlige i forhold til hovedhistorien, ikke mindst en kompliceret kærlighedsaffære og historien om nogle magiske sten.

De mest interessante historier er dem, der relaterer sig direkte til Amero og Nianki, såsom Ameros forsøg på at smelte bronze og lære metallernes hemmeligheder at kende. Det er også interessant at læse, hvordan Yala-tene vokser fra en uorganiseret samling hytter til en struktureret landsby, og faktisk kunne der godt have været mere af den slags. Ikke mindst fordi det sidste bind er stærkt præget af det uundgåelige slag mellem Yala-tene og Zanniens hær, for der er naturligvis ingen ægte Dragonlance-trilogi uden mindst ét episk slag. Det er også under dette slag, at de fantastiske elementer tager overhånd, bl.a. fordi både ogres og elvere blander sig i kampen.

Solid

Som tidligere nævnt så kaster forfatterne mange bolde i luften, og desværre bliver nogen af dem tabt på jorden. Det er en skam, men heldigvis lykkes det dem at gribe de fleste. The Barbarians kommer derfor i sidste ende til at fremstå som en ganske solid fantasyserie, der ikke kun henvender sig til Dragonlance-læsere. Netop fordi den foregår længe før alle de andre Dragonlance-romaner kan den sagtens læses af personer uden forhåndsviden om settingen. Men når det er sagt, så er det altså heller ikke stor litteratur, og fordi der er så mange sidehistorier, kan fortællingen af og til fremstå som lettere kluntet.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Drager, Fantasy