Diamonds are Forever

Med scoret til Diamonds are Forever afsluttede John Barry den periode af sin karriere, hvor han var den enerådende konge af Bond-musikken. I perioden 1973-1981, hvor der blev indspillet fem Bond-film, stod Barry, af forskellige årsager, kun for to af filmenes musik, inden han igen tog over på “fuld tid” fra Octopussy (1983) og frem til og med The Living Daylights (1987).

Som sådan er Diamonds are Forever bestemt en værdig afslutning på en æra, og spørger man mig, var Barrys score langt det bedste, der kom ud af filmen!

Seksuelle konnotationer

Størstedelen af Diamonds are Forever foregår i Las Vegas, og det skinner igennem i scoret, hvor John Barry fik mulighed for at udnytte sin erfaring som bandleder og big band-arrangør til at skrive et par veloplagte, svingende og svulstige cues i den helt rigtige Vegas-ånd – heraf et som et decideret big band-nummer. Derudover er scoret på mange måder et klassisk Barry-score med effektiv action og suspense, et par gode temaer og en ikonisk Bond-sang.

Sangen hedder naturligvis “Diamonds are Forever” og fremføres af Shirley Bassey, der leverer sin anden ud af i alt tre Bond-sange (den tredje kom med Moonraker i 1979). “Diamonds are Forever” har tekst af Don Black, der også skrev teksten til “Thunderball” fra filmen af samme navn, og Blacks tekst har kraftige seksuelle konnotationer:

Diamonds are forever
Hold one up and then caress it
Touch it, stroke it and undress it

John Barry har i interviews fortalt en ret underholdende historie om, hvordan han instruerede Shirley Bassey i, at hun skulle synge sangen, som om det var en pik, hun sang om og ikke diamanter.

Det var formentlig netop de seksuelle overtoner, der gjorde, at den altid stridslystne Bond-producent Harry Saltzman hadede sangen (han havde også hadet “Goldfinger”), men den anden producer Albert R. Broccoli kunne godt lide den, så sangen fandt vej til filmen. Og heldigvis for det, for “Diamonds are Forever” er én af de helt store Bond-sange, sammen med bl.a. “Goldfinger” og “Thunderball”.

Har nydt godt af en udvidet udgave

Den oprindelige albumudgave af scoret fra Diamonds are Forever indeholdt, ud af i alt 12 skæringer, hele tre forskellige udgaver af titelmelodien i dens rene form; foruden selve sangen, der ligger som albummets nr. 1, også den obligatoriske easy listening-udgave (nr. 6) samt et romantisk arrangement, der fungerer som en slags kærlighedstema for Bond og Tiffany Case. Det blev til over 10 minutter af det oprindelige albums i alt 42 minutters spilletid, og af samme grund er Diamonds are Forever også ét af de scores, der har nydt virkelig godt af at udkomme i en udvidet udgave.

Det er som sagt slet ikke fordi, “Diamonds Are Forever” er en dårlig sang eller er baseret på et dårligt tema, men musikkens variation står unægteligt noget tydeligere, når man har mulighed for at høre de cues, der nu ligger som bonustracks. Som på de foregående genudgivelser ligger alle bonusnumrene i en blok til sidst og udgør numrene 13 til 21, heriblandt det over ni minutter lange “Additional and Alternate Cues” (nr. 21), der med fordel kunne have været splittet ud i sine enkeltdele.

Derudover er det bare endnu engang at beklage, at producenterne ikke kunne placere de enkelte cues på deres rette kronologiske sted på albummet, men når denne obligatoriske brok er overstået, kan man kun glæde sig over musikkens kvalitet.

Solid blanding

Diamonds Are Forever består af en virkeligt solid blanding af action og suspense tilsat nogle fine romantiske cues. Dertil kommer så de ovennævnte rytmiske cues foruden et par cues, der stikker noget ud. Det ene er “Circus, Circus” (nr. 4), der er en ret fin og klassisk struktureret vals, der egentlig er aldeles glimrende, men som rent stilistisk blot er lidt besynderlig. Bemærk i øvrigt dobbelttydigheden: Musikken stammer fra en scene med en nogle cirkusagtige artister, og samtidig er Circus Cirkus navnet på et kasino i Las Vegas.

Det andet cue er “Slumber, Inc.” (nr. 17), der starter med et kitschet stueorgel, inden det går over og bliver et dybt imponerende cue med kor. I en passage lyder det faktisk, som om Barry her kanaliserer Morricone, inden cuet går over i sin bombastiske, men også svært imponerende anden del. Det er et særdeles atypisk Bond-cue, men virkelig godt!

Temaer…

Tematisk domineres Diamonds Are Forever af temaet fra sangen – naturligvis. Sådan har det været i de fleste hidtidige scores i serien, og på den måde er der intet nyt under solen. Det fungerer glimrende, som man f.eks. kan forsikre sig om allerede i det første egentlige cue, “Bond Meets Bambi and Thumper” (nr. 2), hvor Barry lader Diamonds Are Forever-temaet danne kontraktpunkt til Bond-hovedtemaet. Cuet starter som ren suspense, inden actionmusikken tager over, og vi er hele vejen igennem på velkendt Barry-territorium.

Bond-hovedtemaet dukker selvfølgelig også op og høres i sin klassiske form i bonusnumret “Gunbarrel and Manhunt” (nr. 13), men ellers er det faktisk ikke så meget, vi hører til det. En anden gammel kending, Barrys eget Bond-tema “007”, dukker op i det afsluttende actioncue “To Hell With Blofeld” (nr. 12), hvilket i øvrigt skulle blive temaets sidste optræden i otte år. Det vendte tilbage i Barrys score til Moonraker, og herefter er det ikke hørt igen.

Foruden Diamonds Are Forever-temaet, er der kun ét yderligere fuldt udviklet tema. Det høres i det helt fremragende cue “007 and Counting” (nr. 10), der bedst kan beskrives som en slætning til “Capsule in Space” fra You Only Live Twice. Tematisk har de to intet med hinanden at gøre, men i tempo og struktur er de helt tydeligvist beslægtede.

… og motiver

Foruden de to temaer er der flere nye motiver, f.eks. et finurligt et af slagsen for de to lejemordere Mr. Wint og Mr. Kidd. Motivet dukker bl.a. op i “Mr. Wint and Mr. Kidd” (nr. 14) og det fine action-og-suspense-cue “Bond Smells a Rat” (nr. 8). Lige så finurligt er det actionmotiv, Barry leverer i “Moon Buggy Ride” (nr. 3), og som perfekt understreger scenens iboende fjolleri. Endnu et nyt, men betydeligt mere seriøst, actionmotiv dukker op i et par cues, bl.a. “Peter Franks” (nr. 15) og blæser derudaf med den vanlige Barry-kombination af strygere, blæsere og masser af percussion.

Nye og gamle temaer såvel som de nye motiver udgør en glimrende tematisk “lim” igennem scoret og er med til at binde det godt sammen, selv om Diamonds Are Forever formentlig er det stilistisk mest sammensatte Bond-score til dato. Dette understreges af de rytmiske og jazzede cues, Barry leverede til filmen og som på forrygende vis er med til at understrege filmens Vegas-setting.

“Q’s Trick” (nr. 11) er det første af denne type på albummet og er et regulært big band-arrangement, der faktisk svinger vildt godt. “Airport Source” (de første tre fjerdedele af nr. 16) svinger også aldeles glimrende og har en vidunderligt sleazy saxofon i centrum i et cue, der helt generelt oser af sex og synd. Det bedste af de tre er dog “The Whyte House” (nr. 18), hvis her-kommer-jeg-svulstige blæsere og glatte strygere passer perfekt til de opblæste Vegas-gangstere.

Farverig og sammensat

Diamonds Are Forever er et score af den type, jeg sagtens kan forestille mig kunne dele vandene, for det er som sagt helt klart det stilistisk mest sammensatte Bond-score frem til dette punkt i filmserien. Filmens noget campede tone og stedvist temmeligt fjollede humor skinner af og til igennem i Barrys score, ligesom Barry ved de rytmiske cues fuldt ud anerkender filmens Vegas-setting.

Det er alt sammen med til at gøre Diamonds Are Forever til en farverig størrelse – og måske også mere end nogle filmmusikfans kan lide. Jeg har for længst affundet mig med scorets facetter og faktisk er jeg mere end bare en smule glad for nogle af de mere aparte elementer, Barry har inkorporeret – særligt det slimede “The Whyte House” er jeg helt vild med! Derudover må det også konstateres, at Barry i de mere traditionelle cues flere steder leverer filmmusik i absolut topklasse (f.eks. “007 and Counting”).

Alligevel er jeg ikke døv over for det faktum, at Diamonds Are Forever klart er det mindst helstøbte Bond-score op til dette punkt (fraregnet den rodebutik, der er Dr. No). Derfor må Diamonds Are Forever “nøjes” med fem stjerner fra mig, men det kommer stadig med de allervarmeste anbefalinger!

Nummerliste:
1. Diamonds Are Forever (Main Title) (Vocals by Shirley Bassey) (2:53)
2. Bond Meets Bambi and Thumper (3:09)
3. Moon Buggy Ride (4:17)
4. Circus, Circus (2:50)
5. Death at the Whyte House (4:54)
6. Diamonds Are Forever (Source Instrumental) (3:45)
7. Diamonds Are Forever (Bond and Tiffany) (3:39)
8. Bond Smells a Rat (1:53)
9. Tiffany Case (3:46)
10. 007 and Counting (3:31)
11. Q’s Trick (2:26)
12. To Hell With Blofeld (5:09)

Previously unreleased bonus tracks:
13. Gunbarrel and Manhunt (3:12)
14. Mr. Wint and Mr. Kidd/Bond to Holland (4:03)
15. Peter Franks (2:55)
16. Airport Source/On the Road (3:01)
17. Slumber, Inc. (2:23)
18. The Whyte House (2:22)
19. Plenty, Then Tiffany (2:27)
20. Following the Diamonds (4:03)
21. Additional and Alternate Cues (9:09)

Total spilletid: 75:47

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Stikord: James Bond