Det kom fra en anden verden

John Wood Campbell, Jr. er én af de store skikkelser inden for den klassiske sci-fi. Både som redaktør og forfatter har Campbell været med til at forme sci-fi-genren, som vi kender den i dag. Campbells værker er alt andet end letbenede, og han bruger mange både forældede og komplicerede ord og begreber. Så set i det lys er det dejligt med denne danske oversættelse fra Science Fiction Cirklen.

Spændende ”hard sci-fi”

Der er tale om intelligent, og til tider akademisk, sci-fi, hvor der er fokus på teknik, maskiner og matematiske udregninger. Men Campbell er samtidig dygtig til at skabe spænding og indlevelse for læseren, for uden dette kan ”hard sci-fi” godt runge hult i mine ører – præcis som et effekttungt computerspil eller en CGI-båret film, hvor man ikke har brugt lang tid på plottet. Så Campbells værker er både spændende, velskrevne og meget nørdede.

Målgruppen

Campbells sprog er gammeldags, af åbenlyse grunde, uden at dette for mig er et kritikpunkt, men for en yngre læserskare kan det virke skræmmende. Så derfor undrer det mig måske også lidt, at oversætterkorpset ikke har forsøgt sig med mere mundrette oversættelser, som måske havde gjort læseoplevelsen nemmere?

For hvem er målgruppen til denne oversættelse? Hardcore sci-fi-folket læser primært værkerne på originalsproget, så derfor må målgruppen blandt andet tælle novicerne ud i sci-fi-litteraturens fantastiske verden. Når det er sagt, så roder antologien bod på dette gennem det fremragende efterord, som netop hjælper læseren til en forståelse af det læste. Så til dem, der gerne vil læse fremragende sci-fi, men som måske bliver afskrækket af Campbells sprog, vil jeg faktisk anbefale at man starter med efterordet, da det vil hjælpe læseoplevelsen – at man så får lidt spoilers må man bare tage med i købet.

Det kom fra en anden verden indledes med Campbells mest kendte tekst, som har samme navn som samlingen. Og lad mig sige det med det samme: Det er faktisk, og der vil mange være uenige, den dårligste af samlingens noveller! Og så er den faktisk slet ikke dårlig, men det siger nok mere om den høje standard af det resterende materiale.

Novellerne

Det kom fra en anden verden (originaltitel: Who Goes There?) fra 1938 er en lille intens og forholdsvis tung fortælling fra Antarktis: En fremmed organisme findes under isen, og snart spreder paranoia, død og mistro sig på den lille forskerstation. Problemet med novellen er det tunge sprog, som desværre stadig er tungt i denne, den første, danske oversættelse nogensinde. Det kan også undre mig meget, at den hidtil ikke er oversat, da den netop er udgangspunktet for to meget succesfulde, og meget forskellige, filmatiseringer: The Thing from Another World (1951) og The Thing (1982) – samt remaken/prequelen fra 2011.

Et andet problem er længden: den er simpelthen for kort, og derfor bliver den i mine øjne noget forjaget, og det store persongalleri lades lidt i stikken, da der simpelthen ikke er plads til det hele på bare 70 sider. Til gengæld er der masser af guf at hente i forhold til ”tingen” og den isnende paranoia. Læs for øvrigt vores anmeldelse af originalversionen Who Goes There? (1938).

Herefter følger to noveller, Ud af natten (originaltitel: Out of Night) fra 1938 og Aesirs kappe (originaltitel: Cloak of Aesir) fra 1939, der hænger sammen både i form og indhold: Vi er mange tusinde år ude i fremtiden. Jorden blev invaderet, også for mange tusinde år siden, og det er nu den fremmede og højteknologiske race Sarnerne, der bestemmer over Jorden. Menneskeheden holdes som slaver, selvom de mere eller mindre får lov til at leve deres eget liv. Men da Sarnerne ønsker at reducere antallet af det mandlige køn bryder det oprør ud, som har luret i lang tid. Og hvordan det oprør forløber vil jeg ikke røbe her.

Som sådan er de to noveller klassisk alien invasion sci-fi: En fremmed magt invaderer Jorden, og oprøret starter. Men det er tidshorisonten, der er meget anderledes. Vi starter in medias res: Invasionen er sket, og vi er vidne til et vigtigt møde mellem Sarnernes og menneskehedens ledere. Det imponerende er så, at Campbell rent faktisk får fortalt en omfattende historie, som mange forfattere skulle bruge måske 1000 sider på. Og så er det faktisk lidt dejligt med lidt optimisme på menneskehedens vegne.

I Den bedste af alle fremtider (originaltitel: Elimination) fra 1936 møder vi nemlig et nedbrydende syn på det at kunne skue ud i fremtiden. Det er en fantastisk novelle, som virkelig leger med læseren og sine egne hovedpersoners forventninger. En forfatter som Phillip K. Dick må have hentet inspiration her.

Tusmørke (originaltitel: Twillight) fra 1934 er en melankolsk og dyster fortælling om vores fjerne fremtid, og det er tydeligt, at Campbell her er inspireret af H. G. Wells og dennes The Time Machine (1895). Men det gør bestemt ikke novellen dårligere, og den arbejder intelligent med teknologi og dystopi.

Og i forlængelse heraf kommer Nat (originaltitel: Night) fra 1935, som er endnu mere dyster og melankolsk, da vi her stifter bekendtskab med vores solsystems endeligt!

Fin sammensætning og fremragende efterord

Sammensætningen af novellerne er fin, da vi kommer vidt omkring i de klassiske sci-fi-trademarks som maskiner, aliens, fremtiden og den teknologiske og menneskelige udvikling. Problemet er derimod, at oversættelserne og korrekturlæsningen ikke alle steder er helt i top. Flere passager virker som de “bare” er direkte oversat, og tegnsætningen og korrekturlæsningen er visse steder mangelfuld.

Heldigvis sluttes antologien af med et fremragende efterord skrevet af Rasmus Wichmann, som var tovholder på projektet. Det er tilpas nørdet, og Wichmann udviser her en stor forståelse for genren og i særdeleshed Campbells virkemidler og tematikker. Og det er vigtigt, da Campbells forfatterskab bestemt ikke hører til de nemmest tilgængelige. Det er sci-fi fra den gamle garde, og derfor er et sådant efterord vigtigt for den ikke-trænede læser af den slags litteratur. Det er så bare lidt ærgerligt, at oversættelserne halter flere steder, når man, som der står i indledningen til antologien, har forsøgt at gøre sproget mere tidssvarende.

Men under alle omstændigheder skal der lyde stor ros til projektet herfra, og er man sci-fi-fan, bør man hurtigst muligt anskaffe sig antologien. Hvis man så er ved at gå i stå i den noget tunge indledende novelle, kan man altid springe den over i første omgang, læse resten og så vende tilbage, efter man har læst efterordet, da Wichmanns gennemgang giver lyst til at læse novellerne en gang til. Og hvis man modsat undertegnede er meget glad for titelnovellen, som jeg ved mange er, kan man sagtens kaste endnu en stjerne efter udgivelsen.

Anmeldt i nr. 82 | 13/08/2012