Dead Rising: Watchtower

Et virusudbrud. Zombier går amok i en storby. Militæret sætter byen i karantæne, og helten Chase, der er bag murene og omringet af zombier, må forsøge at overleve.

For kendere udspiller handlingen sig mellem spillene Dead Rising 2 (2010) og Dead Rising 3 (2013). Og andre kendere vil konstatere, at filmen ikke tilføjer genren noget nyt. Filmen kan sagtens ses uden kendskab til spillene og det må man sige er et plus.

Ligegyldig

Den primære målgruppe er de mange fans af computerspilserien Dead Rising og mere overordnet den umættelige skare af zombiefans. Begge parter bliver nok lidt skuffede, også selvom man har kastet “stjerner” som Virginia Madsen og Dennis Haysbert ind i filmen som ligegyldige bipersoner.

Metalaget, med hovedpersonen fra Dead Rising (2006), Frank West, virker også påklistret og er hverken så morsomt eller kløgtigt udført, som filmen ellers forsøger at gøre det til.

Man kan sige meget om zombier, og man kan sige meget om computerspilsfilmatiseringer. Og da Dead Rising: Watchtower er en filmatisering af et zombiecomputerspil, burde der jo være en masse at sige, godt eller dårligt.

Filmen føles desværre bare som en metaltræt zombiefilm. Er det overhovedet fair at bedømme filmen som “værende del af en bølge”? Er min egen zombietræthed en hæmsko, når jeg skal vurdere filmen som enkeltstående værk? Nej, vil jeg mene.

Når zombiebølgen har lagt sig, og man med filmhistoriske briller om 10 år kigger tilbage på bølgen, vil Dead Rising kun få plads som en lille fodnote. Filmen er bestemt ikke elendig, den er bare ganske ligegyldig, og alle delelementer er set bedre i andre film.

Et imponerende one take er ikke nok

Midtvejs kommer der dog et blodigt højdepunkt, hvor filmen forsøger at ligne computerspillet og det lykkes ganske godt. I et imponerende one take bevæger Chase sig rundt blandt zombierne og nedkæmper en masse af dem. Det er en herlig scene, og hvis jeg skal se filmen igen er det på grund af denne ene scene.

Det havde været fedt, hvis filmen var gået all in og var fortalt på den måde hele filmen igennem, men det er desværre ikke tilfældet og overordnet set formår den, i lighed med størstedelen af alle computerspilfilmatiseringer, hverken at indfange stemning eller skabe et selvstændigt udtryk.

På den måde er filmen som selvstændigt værk også ganske ligegyldig, og som en del af zombiesygen er den heller ikke noget hit.

Hvorfor er koden ikke blevet knækket?

Computerspilsfilmatiseringer er også en spøjs størrelse, hvor filmskaberne ikke har knækket nogen form for kode. Bevares, der enkelte meget vellykkede eksempler – den bedste er i min bog uden tvivl den fremragende Silent Hill (2006).

Men i det store hele er der langt mellem de gode sager, og rigtig mange computerspilsfilmatiseringer er decideret jammerlige. Hvem sagde Uwe Boll? Det kan jo godt undre, at der ikke er kommet flere vellykkede filmatiseringer af computerspil, da der er produceret mange fremragende computerspil.

Måske er det bare de forkerte folk der laver dem? Eller måske er det tilgangen, der er forkert? Formen om man vil det. Man vil gerne både ligne en almindelig film og inddrage mekanikkerne fra spillene, men denne kobling fungerer åbenbart ikke.

Så måske man skulle gå all in på formen? Forsøge at lave noget, der for alvor ligner et spil og så kaste klassiske filmkonventioner ud af vinduet? Eller “bare” gå efter fortællingen, som man ofte gør med filmatiseringer af bøger, da det er en meget svær balancegang både at transformere handling og form over i andet medie.

Metaltræt zombiefilm

Alt i alt er Dead Rising: Watchtower en middelmådig film. Det er bestemt ikke nogen katastrofe, og man kan sagtens give sig i kast med den, hvis man ikke kan få nok af zombier. Alle andre kan dog sagtens gå i en stor bue uden om. At der så nok kommer en efterfølger i 2016 er ikke noget, der får min puls op.

Anmeldt i nr. 119 | 13/09/2015

Stikord: Film baseret på computerspil, Zombier