Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Countdown to Extinction

Countdown to Extinction
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Countdown to Extinction er en trashmetalklassiker og én af Megadeth allerbedste udgivelser.

Countdown to ExtinctionSom titlen antyder så er dette en en genudgivelse af trashmetalkongerne Megadeths Countdown to Extinction-plade fra 1992, remastered og med tre ekstra numre i forhold til originalen.

Klassiker og milepæl

Countdown to Extinction er en klassiker, både inden for genren og for den periode, den udkom i. Desuden er den også et klart vendepunkt i Megadeths karriere, en milepæl hvis skygge de aldrig helt er kommet ud af senere. Dette nævner bandets leder Dave Mustaine også helt klart i noterne til den nye udgave: “Yeah, I knew that this was going to be the biggest record that I had ever made. And it has been a matter of trying to beat COUNTDOWN ever since”.

Dave Mustaine har hele tiden været bandets absolutte omdrejningspunkt som sangskriver og tekstforfatter. Bassisten Dave Ellefson og Mustaine er da også de to eneste konstante medlemmer gennem Megadeths lidt over tyveårige historie (værd at nævne af eks-medlemmer er blandt andet Marty Friedmann og Slayers Kerry King).

Megadeth vs. Metallica

Megadeth blev grundlagt i 1983 af Mustaine, kort tid efter han var blevet smidt ud af Metallica. Dave Mustaine slog nemlig i sin tidlige metalungdom sine folder som leadguitarist i et meget ungt Metallica. Men han ragede uklar med James Hetfield og Lars Ulrich og blev smidt ud af bandet kort tid før, Metallicas debutplade Kill ’em All blev udgivet. Derfor står Mustaine medkrediteret ved en del af sangene på denne plade, der skød trashmetalgenren igang.

Men som sagt var Mustaine ude af Metallica, før denne plade var færdig, hvilket til tider er blevet begrundet med “kunstneriske uoverensstemmelser”, andre gange med at Mustaine tog for mange stoffer og deslige. Hvilket jo er de helt almindelige rock’n’roll begrundelse for at blive uvenner og smide folk ud af bands.

Uanset grunden så skabte dette op gennem firserne et stærkt splid og rivalisering mellem Metallica og Mustaines nye band, Megadeth. Rigtige fans vidste godt, at man ikke kunne have et patch fra både det ene og det andet band på sin cowboyvest. Man skulle enten holde med Metallica eller Megadeth, ligegyldigt hvor meget de to bands mindede om hinanden i stil og lyd.

Selvfølgelig var det reelt set ikke sådan; det var de to bands for ens til. Men man havde selvfølgelig altid en favorit imellem rivalerne.

Gjorde Metallica kunsten efter
Dave og James Hetfield i 1982, mens de stadig var venner

Dave og James Hetfield i 1982, mens de stadig var venner.

I 1991 fik Metallica for alvor deres store kommercielle gennembrud med deres såkaldte “Black Album”, og hård musik (deriblandt grunge) holdt sit indtog på hitlisterne. Mustaine og co. ville som altid gerne gøre Metallica kunsten efter, og da de udgav Countdown to Extinction i 1992 lykkedes det næsten.

Pladen kom til at ligge nummer to på den amerikanske Billboard chart. Den kom til at sælge betydeligt mere end Megadeths fire tidligere plader (Killing Is My Business… And Bussines Is Good!, Peace Sells.. But Who’s Buying?, So Far, So Good… So What? og Rust in Peace), som det skal bemærkes alle fire havde fået platinplader på det tidspunkt.

Der blev udgivet hele tre singler, hvilket er flere end fra noget foregående eller efterfølgende Megadeth-album. De tre singleudgivelser er numrene “Symphony of Destruction”, “Skin o’ my teeth” og “Sweating bullets”. Den første single, “Symphony of Destruction”, blev også den, der var med til at markedsføre pladen og den mest kendte af deres sange.

Men i 1994 var festen forbi; heavy metal var ikke mere på hitlisterne, og da Megadeth det år udgav efterfølgeren Youthanasia, nåede den slet ikke samme salgstal og mængde af omtale som Countdown to Extinction. Rivaliseringen med Metallica var på det tidspunkt endeligt lagt til side, mens begge bands igen var på vej nedad efter deres største succeser. De spillede endog koncerter sammen.

Sygdom og ny turné
Dave og Lars Ulrich efter at de er blevet venner igen

Dave og Lars Ulrich efter at de er blevet venner igen.

Megadeth (dvs. Dave Mustaine) forsatte støt og roligt med at indspille og udgive plader, uden at ændre synderligt i udtryk eller stil (i modsætning til hvad der skete med Metallica i de år). I 2002 fik Dave Mustaine konstateret en nervesygdom i armen, hvilket gjorde, at han ikke kunne spille guitar mere.

Da det nu så ud til at være slut med Megadeth som band og hvad angår nyindspilninger og turnéer, kastede Mustaine sig i stedet over at remastre og genudgive deres gamle plader med ekstranumre og nye linernotes, hvor han kommenterer hver plade, samt at udgive en Megadeth greatest hits med titlen Back To The Start. Det er denne proces, som denne nyudgivelse af Countdown to Extinction er en del af.

Megadeth-fans kan dog ånde lettet op igen; helt så alvorligt som først antaget ser det ikke ud til at være med Dave. Megadeth er har nemlig udsendt en ny plade The System Has Failed i slutningen af 2004 og er taget på en større turné, som har varet det meste af 2005, og som bedst kan sammenlignes med en omrejsende metal-minifestival, “Gigantour”, med Megadeth som hovednavn (og med blandt andet fantastiske og hypervilde Dillinger Escape Plan som opvarmning).

Holder stadig

Men for at vende tilbage til Countdown to Extinction-pladen, så er det absolut et glædeligt genhør, i hvert fald for mit vedkommende. Det var en gevaldig stor plade for mig dengang i 1992, men mange ting har jo ændret sig siden da, så spørgsmålet er, om det stadig er en stor plade.

Svaret er ja da, helt klart, også når jeg skal prøve at kigge ud over min personlige nostalgi. Den holder stadig som en klassisk trashmetalplade, det er der ikke nogen tvivl om. Countdown to Extinction er en meget fin repræsentant for genren, sådan som trashmetal så ud og lød i dens glansperiode fra midtfirserne til starthalvfemserne.

Denne nye udgave skulle jo være remastered, og man kan da sikkert også høre en forbedret lyd, hvis man lyttede til den nye og den gamle udgave lige efter hinanden. F.eks. er selve pladens lydniveau sikkert højere. Det er dog ikke noget, der skærer mig i ørerne: For mig lyder den som den gamle udgave, hvilket jo er en god ting – det ville da være skrækkeligt, hvis de (det vil så her sige: Dave) ændrede drastisk på lydbilledet. Det jo er ikke, hvad en fan vil have, ellers havde han nok ikke været en fan i første omgang. Det er nærmere som en god restaurering, hvor man ikke umiddelbart lægger mærke til, hvad der er blevet lavet.

Fængende melodier og riffs

Derudover er der nogle ting, der er anderledes, end da jeg første gang hørte Countdown to Extinction for over ti år siden. For det første lyder den ikke så hård eller vild, som den gjorde første gang for ti år siden. Man – altså musikverden generelt og mig specielt – er siden da blevet vænnet til mange ting, der er både hårdere og vildere end Megadeths fjorten år gamle heavy metal.

Samtidig er det så gået op for mig, hvor melodiske sangene er, og hvilket talent Dave Mustaine egentlig har for at lave fængende melodier og riffs. Det er måske det, der for alvor skiller Megadeth ud fra resten af genrens bands.

Hver af de oprindelige sange på pladen har et catchy, melodisk omkvæd og desuden én til to gode harmonier. Alle sangene har nærmest samme struktur, på lige under fem minutters længde, med det nævnte catchy omkvæd og med flere tempo- og melodiskift. Alt sammen som det sig hør og bør fra metal på det tidspunkt.

Det hele selvfølgelig med en superclean, velpoleret og hård produktion, som nogle kritikere sikkert vil rynke på næsen af og kalde overproduceret og for studieagtig. Men her må man så igen sige, at det er netop trashmetals stil; det er den måde, det skal være på, take it or leave it.

Tydelige sangtekster

En anden ting, som jeg her i anden omgang har bidt mærke i, er, at der er ikke nogle rigtige ballader på pladen. Der er måske noget, man kunne kalde optræk til det (som f.eks. “This Was My Life”), men der er ikke nogen akustiske pladderballader her. Noget man ellers let kunne støde på i hitliste-metal, også fra den periode og lidt før (ja, det er blandt andet Metallicas “Nothing Else Matter” jeg tænker på her).

Som nævnt er alle pladens sange mere eller mindre ens strukturerede, og det havde sikkert været et problem, hvis der havde været nogle svage sange imellem. Det er der imidlertid ikke, og når man så kan slippe af sted med det, bliver det en styrke (som ved en god Ramones eller Motörhead-plade – det kører bare derudaf).

Mustaines sangtekster er er ret tydelige, da vokalen er meget klar og mikset helt frem i lydbilledet. De er derfor meget vigtige (i hver fald for Mustaine selv) og bevæger sig hovedsageligt inden for to til tre hovedtemaer. Det første er det rent personlige, der handler om ham selv, hvor fucked up han er, sindssyg og på selvmordets rand (“Skin O’ My Teeth”, “This Was My Life” og “High Speed Dirt”). Sådan er det jo at være rockkunstner.

De er selvfølgelig skrevet i første person, hvilket jo er en ekstra kvalitet. Her kan alle teenagere og ex-teenager-klynkerøve være med og jamre med til musikken om, hvor fucked up, sindssyge og på selvmordets rand de er. Det er sådan, som det skal være, og helt perfekt når man lige har en halv times selvmedlidenhed man skal af man eller mangler et eller andet at skrive i dagbogen.

Selvretfærdigt kritiske

De andre to temaer er fascinationen af militarisme og de skrækkelige og ødelæggende ting den afføder, samt hvordan det moderne menneskes civilisation og teknologi fører til alt andets og dets egen ødelæggelse (på denne plade er det “Foreclosure of a Dream”, titelnummeret “Countdown to Extinction” og “Ashes in Your Mouth”, jeg tænker på i den forbindelse). Og det klart at disse to emner til tider smelter sammen på nogle områder.

Fokusering på militarisme, kamp, krig og våben, med dertilhørende død og ødelæggelse har Megadeth til fælles med mange andre metalbands. Bandets navn er for øvrigt er taget fra måleenheden for døde i tilfælde af atomkrig, 1 Megadeth = 1.000.000 døde mennesker. Men hvor andre bands måske er lidt mere tvetydige i deres fascination af krig, våben og kamp, og hvor det nogen gange kan gå over i en direkte flirten, ofte med lidt macho-attitude ind over, er Megadeth helt utvetydigt og selvretfærdigt kritiske (som her på “Symphony of Destruction” og “Captive honour”, samt f.eks. coverne og titlerne på deres andre plader).

Uinteressante bonusnumre

Der er fire nye numre med på genudgivelsen af Countdown to Extinction som bonusmateriale. Faktisk er tre af dem dog ikke “nye” numre i egentlig forstand, men demoudgaver af sange på pladen. Det drejer sig om “Countdown to Extinction”, “Symphony of Destruction” og “Psychotron”.

Jeg må indrømme, jeg ikke synes disse demoudgaver er specielt spændende. De er nærmest bare lidt kedeligere og lidt mindre stramme udgaver af sangene. Den fjerde ekstrasang er dog ny, “Crown of Worms” hedder den. Selve teksten er ifølge Mustaine skrevet sammen med forsangeren og guitaristen fra det britiske band Diamond Head, Sean Harris og Brian Tatler, som Mustaine er en stor fan af. Den er betydeligt mere interessant end demoerne, men jeg synes stadig ikke den lever helt op til den i øvrigt pænt høje standard på Countdown to Extinction.

Så det er ikke på grund af de fire ekstra sange, man skal købe den nye udgave af Countdown to Extinction, men til gengæld er Dave Mustaines liner notes til den nye udgave helt eminent underholdende. Som altid taler han om sit yndlingsemne, sig selv, og det er fornøjelig læsning.

Trashmetalklassiker

For kort at opsummere, så er Countdown to Extinction uden tvivl en trashmetalklassiker og én af Megadeth allerbedste udgivelser. Er man bare lidt interesseret i trashmetal og metal generelt, bør man købe pladen, hvis ikke for andet så i hvert fald for at kende den. Specielt da den kun koster 39.95 i TP-musik og en halvtredser alle andre steder, hvilket den helt bestemt er værd (og hvilket også er betydeligt mindre, end hvad Metallica tager for deres gamle plader uden ekstrating nu om dage).

Nummerliste:
1. Skin O’ My Teeth (3:15)
2. Symphony of Destruction (4:06)
3. Architecture of Agression (3:39)
4. Foreclosure of a Dream (4:22)
5. Sweating Bullets (5:27)
6. This Was My Life (3:43)
7. Countdown to Extinction (4:19)
8. High Speed Dirt (4:21)
9. Psychotron (4:41)
10. Captive Honour (4:14)
11. Ashes In Your Mouth (6:14)

Bonusnumre:
12. Crown Of Worms (3:17)
13. Countdown to Extinction (Demo) (3:55)
14. Symphony of Destruction (Demo) (5:29)
15. Psychotron (Demo) (5:28)

Total spilletid: 66:40

6 stjerner

Titel: Countdown to Extinction – Remixed & Remastered
Kunstner: Megadeth
Udgivet: 1992/2004
Label: Capitol Records
Producer: Dave Mustaine

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *