Civil War blev skrevet af skotske Mark Millar, der er kendt for de ultravoldelige tegneserier Wanted og Kick-Ass, der begge er filmatiseret.
Historien skabte overskrifter i de amerikanske nyhedsmedier med nogle opsigtsvækkende detaljer, som jeg ikke vil afsløre her. Den fik en blandet modtagelse af fansene, men den blev en succes for Marvel, der er ved at udvikle en fortsættelse.
Om den kommende Marvel Studios-film Captain America: Civil War (2016) vil følge historien til punkt og prikke er nok utænkeligt, når nu filmselskabet Fox sidder tungt på rettighederne til De Fantastiske Fire og X-Men. Vi ser her på paperbackudgaven af Civil War, der samler de syv numre, som historien består af.
En gruppe unge superhelte bekæmper en flok superskurke i nærheden af en skole fyldt med børn. En af superskurkene, der hedder Nitro, sprænger sig selv i luften, og alle på skolen dør.
På grund af tragedien indfører regeringen en lov om at registrere alle superhelte, så man kan holde bedre øje med dem. En af de superhelte, der er med på idéen, er Iron Man/Tony Stark og Mr. Fantastic/Reed Richards.
Men Captain America/Steve Rogers er stærkt imod loven og går i kamp mod sin ven. Snart er alle superhelte i voldsom kamp mod hinanden, og alt vil blive forandret for altid…
Tegneren Steve McNivens tegninger er sindssygt gode og føles som at læse en actionfilm. Alt er dynamisk og lækkert tegnet. McNiven har før tegnet Ultimate Secret og New Avengers for Marvel. Det er absolut McNivens fortjeneste, at man bliver grebet af den noget ujævne Civil War.
For Mark Millars historie har mange gode ideér, men den er i sidste ende noget rodet. Man kommer ikke særlig dybt omkring de problemstillinger, som den ellers ivrigt disker op med. Der er et hav af figurer, og det er ikke alle, der er fokus på.
Det der virker, er forholdet mellem Captain America og Iron Man, som er det mest dramatiske, men også Spider-Man får en særlig rolle, som jeg ikke vil ind på.
Historien i Civil War er en noget broget oplevelse og virker mærkeligt nok også som en tom provokation. Millar har for vane at lave provokerende historier, men ofte virker det som om, han gør det mere for at chokere end for at skabe noget mindeværdigt. Undtagelsen er dog hans opfindsomme Superman: Red Son.
Civil War er dog oplagt læsning, før man ser Captain America: Civil War. Man skal bare ikke forvente, at filmen er tro mod tegneserien.
Anmeldt i nr. 124 | 13/02/2016
Stikord: Superhelte
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…