The Maze Runner

Unge mennesker fanget i en dal, omkranset af en labyrint. Det lyder måske meget hyggeligt. Men tingene udvikler sig.

Fra sultespillet til labyrintløbet

Suzanne Collins og filmatiseringerne af hendes trilogi om The Hunger Games er om noget symbolet på den succes, som man finder i sammenblandingen mellem young adult fiction og den postapokalyptiske setting.

Der er ikke som hos Stephanie Meyer fokus på pladderromantiske vampyrer i nutiden men på store konflikter i fremtiden. Det der går igen i young adult-genren, som jo ikke er nogen ny genre men bare et begreb, som er meget oppe i tiden, er, at det er skrevet til et ungt publikum med unge karakterer i hovedrollerne. Og at sproget derved ofte er lettere simpelt og effektfuldt.

Der er ofte fart over feltet, og så er der også de følelser, som er forbundet med at være ung. Harry Potter er også young adult fiction tilsat fantasy.

James Dashner påbegyndte i 2009 sin The Maze Runner-serie, hvor det indtil nu er blevet til tre bøger, The Maze Runner (2009), The Scorch Trials (2010) og The Death Cure (2011) samt en prequel, The Kill Order (2012). Endnu en prequel, The Fever Code, er planlagt til udgivelse i 2016.

Som man nok kan fornemme med hele denne prequellavine (der er også en The Hunger Games-prequel på tale), er der penge i skidtet. Rigtig mange penge, specielt når man også medregner filmatiseringerne.

En meget god forretning

The Maze Runner, den første film som anmeldes her, havde et budget på “bare” 34 millioner dollars og omsatte for hele 350 millioner dollars. En sådan gevinst finder man i dag ellers næsten kun hos superheltene.

Den anden film, The Scorch Trials fra 2015, havde et budget på 61 millioner og har omsat for 310 millioner dollars. Så det kører meget godt i labyrintland, og der er store forventninger til den næste film, The Death Cure, som har forventet premiere i februar 2017 – og den bliver efter sigende IKKE splittet op i to film, som den moderne uskik ellers dikterer (ja, jeg kigger surt på Hunger Games, Twillight og Harry Potter og dobbelt surt på Peter Jackson og den overkørte Hobbit-sag).

Jeg må også konstatere, at filmserien har fået en fornem start med The Maze Runner. Bestemt ikke stor kunst, men effektiv underholdning for et yngre publikum og gamle postapokalyptiske nisser som mig.

Hukommelsestab – et klassisk greb

Meget af filmens succes ligger i mystikken, så jeg vil afsløre så lidt som muligt og blot konstatere følgende:

Filmens hovedperson, der har hukommelsestab, vågner op i en elevator. Da døren åbnes, er han i en lille dal, der er omkranset af gigantiske mure. Der er mange andre unge mænd fanget i dalen, og det går snart op for vores hovedperson, at den eneste vej ud er at finde igennem den gigantiske labyrint, der ligger bag murene.

Ja, lyder det ikke meget godt? Og måske lyder det også lidt som noget, du kender, hvis du tænker en ferm blanding af Fluernes Herre, tv-serien Lost og The Hunger Games-filmene? Og det er sgu’ meget godt det hele. Specielt mystikken og tanken om, hvad der er i labyrinten, og hvad der muligvis ligger bag den.

Dermed kan jeg også afsløre, at filmen (og bogen) ikke indeholder mange originale idéer. Men manuskriptet er skarpt afviklet, og spillerne gør det rigtig fint. Der er også tilpas meget kød på karaktererne til, at det yngre publikum kan finde identifikationspunkter.

Det er ganske godt gennemført – og her skal gamle mavesure mænd og kvinder (som mig selv) jo netop huske, at vi IKKE er den primære målgruppe, men at vi får lov til at gå med de unge i byen, altså på de unges præmisser. Det er i det lys, at filmen skal ses og vurderes – så Jacob 13 år havde nok kastet en ekstra stjerne efter den.

Frisk underholdning til de unge – og til gamle postapokalyptiske nisser

Filmen har en friskhed og en underholdningsværdi, som er helt i top, og fine effekter. Vi, altså os der ser filmen, ved kun, hvad vores hovedperson ved, så afsløringerne kommer gradvist. Et helt klassisk greb, hvor suspense bygges langsomt op og hvor afsløringerne føles ægte.

Der går dog også lidt for meget overfladisk action i visse passager, men det er ikke noget, der trækker voldsomt ned. Filmen slutter med en gigantisk cliffhanger. Jeg kunne sige meget mere om den slutning, men det vil jeg vente med, til jeg anmelder næste del i filmserien.

Anmeldt i nr. 124 | 13/02/2016

Stikord: Filmatisering, Postapokalyptika