Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Cimbalom

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Cimbalom“Cimbalom” er det ungarske navn for en bestemt variant af et instrument, der tilhører den såkaldte gruppe af “hakkebrætter”. Denne instrumentgruppe er af citar-type og er udstyret med metalstrenge, der anslås med to lette hamre. Hakkebrættet er for det meste trapezformet og er beslægtet med det knipsede psalterium.

Hakkebrættet kom til Europa fra Mellemøsten. I Europa er det veldokumenteret fra slutningen af 1400-tallet og fik i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet en opblomstring, hvor flere varianter blev opfundet, herunder det såkaldte pantaleon, efter opfinderen Pantaleon Hebenstreit. Pantaleonen skulle blive begyndelsen på udviklingen af hammerklaveret.

I det store område, hvor instrumenttypen er udbredt, er der mange varianter. Fælles for de fleste er dog, at trapezformen er bibeholdt. I Europa indgår instrumentet fortrinsvis i folkemusik.

Bedst kendt af de forskellige varianter er den ungarske cimbalom, en trapezformet kasse på ca. 1 x ½ meter, der hviler på fire ben.

Moderne cimbalomer er udstyret med en dæmperanordning med pedal, som et klaver. Hamrene er to tynde, elastiske træstokke med filthoveder. Cimbalomen anvendes bl.a. i sigøjnerorkestre, men klassiske komponister har også anvendt instrumentet, Herunder Franz Liszt (bl.a. i Ungarischer Sturmmarsch), Zoltán Kodály og Igor Stravinsky.

Cimbalomen anvendes ganske ofte inden for filmmusik – blandt de mest prominente eksempler af John Barrys score til The Ipcress File (1965) og Hans Zimmers score til Sherlock Holmes (2009).

På grund af en vis associering af instrumentet med Østeuropa, er cimbalomens sprøde lyd ofte anvendt i musikken til thrillere og spionfilm, hvor den er blevet en slags signaturlyd for Østblokken. Det er The Ipcress File et glimrende eksempel, men i samme funktion hørtes instrumentet også på Harry Gregson-Williams’ score til Spy Game (2001).

På engelsk hedder instrumentet “cymbalon”, hvilket ikke må forveksles med “cymbal”, der betyder bækken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *