Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Cannibal Holocaust

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Riz Ortolanis musik til Cannibal Holocaust er en lille perle af et score, der især imponerer i de cues, hvor Ortolani helt bevidst komponerer mod filmens indhold.

Cannibal Holocaust er, ligesom de øvrige film i den italienske kannibalgenre, blevet berygtet og udskældt for sin brutalitet, grafiske vold og dyredrab. Men uanset hvad man kan mene om filmens virkemidler, kommer man ikke uden om, at Cannibal Holocaust er en særdeles intelligent og vellavet film, der bruger sine exploitation-elementer til at levere et tankevækkende budskab, og som er aktuel den dag i dag, 26 år efter sin premiere.

Musikken til filmen blev komponeret af den italienske komponist Riziere Ortolani, bedre kendt som Riz Ortolani, og musikken er yderligere et intelligent element i filmen, der i mange scener danner kontrast til de rædselsvækkende billeder.

Ingen hvem som helst

Riz Ortolani (f. 1931).

Riz Ortolani (f. 1931).

Ortolani er heller ingen hvem som helst. Komponisten, der er født i 1931, har lavet musik til over 200 film siden 1954, heriblandt gialloer, horror og westerns, og han har været nomineret til både Oscar og Golden Globe og vundet en Golden Globe (for titelsangen til The Yellow Rolls Royce fra 1964). Som kuriosum kan også nævnes, at Quentin Tarantino brugte et af Ortolanis numre (fra filmen I giorni dell’ira fra 1967) i de to Kill Bill-film (2003 og 2004).

Baggrunden for at Ruggero Deodato valgte Ortolani som komponist på Cannibal Holocaust skal imidlertid nok findes i, at komponisten i 1960’erne og 70’erne lavede musik til flere af de berygtede mondo-film, der rent stilmæssigt ses som grundlaget for de lidt senere kannibalfilm.

Musikken er også ret påfaldende i filmen, og surfer man lidt rundt på nettet og tjekker diverse diskussionsfora, ser man, at scoret deler publikum i to: de, der kan se meningen med musikken (og med filmen) og forstår, hvorfor Ortolani komponerede musikken, som han gjorde; og de, der ikke forstår hverken det ene eller det andet og derfor hader musikken, som de kalder alt fra “elendigt” til “hysterisk morsomt”.

Komponerer mod indholdet

Ortolanis score er hverken elendigt eller morsomt, men det er på sin vis forståeligt, hvordan de mindre tænksomme kan være blevet overrasket over den. Ortolani har nemlig valgt at givet filmen et gennemgående hovedtema, der løber direkte imod filmens indhold og hverken er suspense eller horror. Hovedtemaet er i stedet en stille, smuk og nærmest lidt trist komposition, der fremføres af synthesizer og strygere i kombination med guitar, bas og trommer.

Det høres første gang på albummets nr. 1, “Cannibal Holocaust (Main Theme)”, men det løber som en rød tråd igennem det korte score. Det er smart af Ortolani at komponere imod filmens indhold, for ikke alene flytter det publikums forventninger og tvinger dem til at tænke over hvad det egentlig er, de ser, men det understreger også, at filmen på ingen måde er en ren exploitationfilm.

Scoret kan i bund og grund opdeles i tre numre: de der er domineret af hovedtemaet, de der er domineret af atmosfærisk underscore og endelig tre numre, der faktisk er ganske morsomme. Sidstnævnte er nemlig tre instrumentale funknumre, der også anvendes i filmen. På albummet fremstår funkmusikken virkelig som noget besynderligt, men de er ganske morsomme på en kikset og uddateret måde.

Selve scoret er imidlertid alt andet end morsomt, og det er selvfølgelig her, at der virkelig er, undskyld mig, kød på albummet. Ud over selve hovedtemaet er der et andet, sorgfuldt strygertema, der går igen flere gange og som høres første gang i “Adulteress’ Punishment” (nr. 3), hvor det, som hovedparten af scoret, fremføres af strygere i kombination med synthesizere.

Minimalistisk

Faktisk er Ortolanis score ekstremt minimalistisk i og med, at komponistens musik – lige med undtagelse af hovedtemaet – er bygget op omkring de samme synthmotiver, hvorover han typisk lægger strygere. Det er primært strygerne, han anvender til at variere de forskellige numre, mens synthmotiverne primært varieres igennem toneart og hastighed. Disse grundlæggende synthmotiver høres fint i begyndelsen af “Adulteress’ Punishment” og et af elementerne er bl.a. en i dag noget uddateret “blip”-lyd, der som det eneste er med til at placere scoret tidsmæssigt i begyndelsen af 80’erne. Synthmotiverne kombinerer Ortolani endvidere på nogle af numrene med synthesizede håndklap.

De numre, der ikke er domineret af hovedtemaet, domineres i stedet af en sorgfuld stemning eller en atmosfære, der måske nok stedvist kan klassificeres som en slags suspense, men der er aldrig tale om decideret “gysermusik”, og det er endnu en fjer i komponistens hat.

Et nummer, der står helt og aldeles alene på scoret, er “Crucified Woman” (nr. 6), der er et virkelig smukt, trist nummer fremført af strygere og guitar alene, og som vel også fremstår som scorets musikalske højdepunkt. Det er ekstremt elegant og igen ser man, hvorledes Ortolani komponerer helt imod filmens indhold.

Virkelig italiensk

Musikken fra Cannibal Holocaust er på mange måder et virkelig italiensk score. Ikke alene er det karakteristisk for italienske genrefilm fra denne tid at have scores med stærkt islæt af synthesizere, tænk bare på Dario Argentos samarbejde med gruppen Goblin, men også i de akustiske dele, der primært udgøres af symfoniorkestrets strygere, hører man en særlig italiensk lyd.

I “Massacre of the Troupe” er der således klare stilistiske sammenfald mellem Ortolanis behandling af strygerne og så det, man mange gange har hørt fra en mand som Ennio Morricone. Og ovennævnte “Crucified Woman” kunne, med sine langsomme strygerbevægelser og guitar, fint komme fra en stille passage i en italiensk western. Man må imidlertid ikke tro, at Ortolani planker fra Morricone eller andre; der er simpelthen tale om nogle helt særlige italienske stilpræg.

Om man bryder sig om de synthesizede dele af scoret er klart en smagssag. Selv om synthlyden bærer forholdsvis meget præg af at stamme fra omkring 1980, så synes jeg faktisk stadig den holder ret godt (på nær den nævnte “blip”-lyd), og de to temaer Ortolani anvender på scoret er ganske fremragende. Især hovedtemaet er helt eminent, og alle der har set filmen vil straks genkalde sig filmens fortekster med panorama-shottet ud over Amazonas-floden.

Perle

Horror- og science fiction-kenderen Douglas E. Winter, der har skrevet CD’ens kortfattede, men i øvrigt udmærkede, liner notes kommenterer i øvrigt åbningssekvensen ganske intelligent: luftbillederne ud over floden, skriver han, er sublimt ironiske idet de er som taget ud af en TV-dokumentar. Det har han jo helt ret i, og i kombination med Ortolanis smukke hovedtema bliver forteksterne en fantastisk kommentar på hele filmen. Selv om man ikke kan vide det på det tidspunkt, så er forteksterne filmens første metakommentar og det har Ortolanis musik en ikke ringe del af æren for.

Akkurat som jeg mener at filmen er et moderne mesterværk, så mener jeg også at Ortolanis score er en perle. Det er kort, kun lige over 33 minutter og det er inklusiv de tre funknumre, men jeg mener det er alle pengene værd. Intelligent musik fra en intelligent film.

Nummerliste:
1. Cannibal Holocaust (Main Theme) (2:57)
2. Adulteress’ Punishment (3:24)
3. Cameramen’s Recreation (3:19)
4. Massacre Of The Troupe (3:56)
5. Love With Fun (2:58)
6. Crucified Woman (2:23)
7. Relaxing In The Savana (3:09)
8. Savage Rite (3:45)
9. Drinking Coco (3:26)
10. Cannibal Holocaust (End Titles) (3:56)

Total spilletid: 33:17

5 stjerner

Komponeret af: Riz Ortolani
Dirigeret af: Riz Ortolani
Komponeret: 1980
Udgivet: 2004
Label: Red Stream Records – RSR 0184

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *