Cannibal ferox er en film, der i høj grad lever på sin status som berygtet. På DVD’ens cover prales der således med, at den oprindeligt var forbudt i mere end 31 lande verden over, og den version man kunne skaffe i mange år, var derfor stærkt beskåret.
Det har Sazuma rettet op på med deres udgivelse, der nu kan ses i sin fulde udstrækning, og med alle de scener, der på coveret beskrives som “scenes of extreme violence and gore”.
Set med nutidens øjne er Cannibal ferox imidlertid langt fra så chokerende som den muligvis var i 1981, da den først udkom, men tro mod genren er der da en række blodige scener.
I høj grad et rip-off
Filmen er skrevet og instrueret af Umberto Lenzi, og var instruktørens tredje film i kannibalgenren efter Il Paese del sesso selvaggio fra 1972 (engelsk: The Man From Deep River) og Mangiati vivi! fra 1980 (engelsk: Eaten Alive). Lenzi krediteres generelt for at have startet kannibalgenren i Italien med Il paese del sesso salvaggio, men selv om også Cannibal ferox ofte nævnes som et hovedværk i genren, så er den bedste og mest kendte kannibalfilm alligevel Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust (dansk: Kannibalmassakren) fra 1980.
Cannibal ferox er da også i høj grad et rip-off af Ruggero Deodatos film, men selv om den forsøger sig med nogle af de samme tematikker som Holocaust, så er Cannibal ferox ikke nær så intelligent som Deodatos film. Den ender da også med primært at fremstå som en ren exploitationfilm, der lukrerer på milepælen Cannibal Holocaust fra året før.
Af en eller anden grund har Cannibal ferox indskrevet sig i annalerne som én af de mest smagløse og voldelige af kannibalfilmene, på trods af, at den faktisk er mindre grafisk end Cannibal Holocaust. Generelt er genren dog voldelig og brutal, og én af årsagerne til at den også er temmelig udskældt er bl.a., at kannibalfilmene ofte indeholder scener, hvor forskellige vilde dyr bliver dræbt i virkeligheden.
Således også i Cannibal ferox, og det er faktisk primært disse sekvenser, der i dag må klassificeres som decideret ubehagelige, da de er klart moralsk forkastelige. Adskillige dyr har måttet lade livet under indspilningen, og måske er det især disse scener, der har medvirket til at give Cannibal feroxsit omdømme.
Kannibaler og narkohandlere
Handlingen er ret enkel. Filmen åbner i New York, hvor man ser en ung narkoman blive myrdet af gangstere, da han opsøger sin pusher. Herfra skifter scenen til Sydamerika, hvor vi møder den antropologistuderende Gloria Davis (Lorraine De Selle), hendes bror Rudy (Danilo Mattei) og veninden Pat (Zora Kerova).
Gloria er taget til Sydamerika som led i sit ph.d.-studium, og hendes mål er at afkræfte myten om kannibalisme som en organiseret social skik. Broderen er med som fotograf og veninden… tjah, hun er bare med – sandsynligvis for at være blikfang.
I junglen løber de to på Mike Logan (Giovanni Lombardo Radice) og Joe (Walter Lucchini). Joe er såret, og Mike forklarer dem, at de med nød og næppe er sluppet væk fra en kanniballandsby. Senere finder man ud af, at det er en sandhed med modifikationer. Mike er i øvrigt pusheren fra New York-tråden, der er taget til Sydamerika for at komme væk fra mafiaen, som han har stjålet en masse penge fra.
Selvfølgelig havner den lille forsamling i kanniballandsbyen, hvor det ender med at de tages til fange, og hvor der derefter sker en række mere eller mindre gruopvækkende ting. Joe dør ret hurtigt, da han var blevet såret under flugten fra kannibalerne, men inden sin død når han at fortælle Gloria og Rudy, hvad der i virkeligheden er sket.
I virkeligheden var landsbyboerne ikke kannibaler; alle de forfærdelige ting Mike fortalte dem om, var i virkeligheden ting, som Mike havde gjort ved en sagesløs indianer. Det nytter dog ikke stort, for da landsbyens unge mænd vender tilbage fra deres fiskeri og ser, hvad de hvide har gjort, så får de pludselig smag for menneskekød. Som i Cannibal Holocaust er det altså de hvide, der fremprovokerer de indfødtes kannibalisme og brutalitet, men det lader ikke rigtig til at Lenzi er så interesseret i denne pointe, som han er i resultaterne.
Provo-splat
Der går faktisk en rum tid inden vores lille gruppe af hovedpersoner tages til fange af kannibalerne. Derefter handler filmen mest om, hvordan hovedpersonerne kommer af dage på forskellig vis. Filmen indeholder i denne del bl.a. en kastrationsscene (som også i Cannibal Holocaust), piratfiskoverfald, håndafhugning, ophæningning med kroge gennem bryster og hjernespisning – alt sammen klart udtænkt med det eneste formål at frastøde og provokere.
Naturligvis er der også en vis del “almindelig” kannibalisme, der rent æstetisk lægger sig op ad zombiegenren. Det er i torturscenerne, at filmen skiller sig ud – og her må også nævnes en flashbacksekvens tidligere i filmen, da Joe fortæller hvad det er Mike har gjort. Denne scene byder bl.a. også på en kastration og en øjenudstikning med dolk.
Spørgsmålet er jo så bare, om disse scener fungerer efter hensigten i dag? Her må svaret overvejende være nej. På nær scenen, hvor Pat (Zora Kerova) hænges op i sine bryster, er der faktisk ingen scener, som er virkeligt modbydelige: kastrationsscenerne er ultrakorte (kortere og mindre grafiske end i Cannibal Holocaust), håndafhugningen er ingenting mod, hvad man ser i langt mere mainstreamprægede gyserfilm, og hjernespisningsscenen er vand imod scenen hen imod slutningen af Hannibal (2000).
I forhold til det virker indianernes snack-munchende hjerneæderi decideret uskyldigt. Ikke desto mindre må filmens special-effects generelt siges at være gode, hvilket bl.a. også er én af grundene til at brystgennemstikningen er så frastødende, selv i dag.
Det drejer sig om blod og tortur
Historien er som sagt ret banal, og filmen er på intet tidspunkt rigtig spændende – mest fordi man som seer har meget lidt sympati for nogen af hovedpersonerne. Mike ønsker man hurtigt død på den mest modbydelige måde overhovedet, og resten er man mere eller mindre ligeglade med.
Men i virkeligheden behøver filmen heller ikke være så frygtelig spændende – hvor perverst det end lyder, er det er jo trods alt blod og tortur det handler om. Det får man da også i Cannibal ferox, om end måske i knapt så rigt mål, som filmens omdømme giver indtryk af (og igen mindre end i Cannibal Holocaust).
Skuespillet er helt hen i junglen, og her er det ligegyldigt at filmen er dubbet til engelsk – de italienske præstationer kan man se er dårlige, og den engelske dub er lige så overspillet. Men skidt med det. Det øger såmænd blot filmens underholdningsværdi.
For i sidste ende er Cannibal ferox faktisk ganske underholdende, om end det til tider er en smule utilsigtet. De flere steder meget bratte klip til New York-tråden virker ofte temmelig komiske, og man ved aldrig helt om de er sat ind for at give seerne en lille pause fra al rædslen i kanniballandsbyen, eller om det er for at give filmen en anelse længere spilletid. I hvert fald er det ret morsomt, når man pludselig skifter fra blod og skrig i den Sydamerikanske jungle til 70’er-funky musik på lydsporet i New York-scenerne.
De blodige episoder i kanniballandsbyen fungerer såmænd også efter hensigten, og er underholdende på den sært fascinerende måde, som denne type horror er. Scenerne er da også frastødende og voldelige, men de er som nævnt bare ikke nær så chokerende i dag som de sikkert var for 25 år siden. Man kan dog ikke undgå at ønske, at optakten var en smule kortere, og at filmen hurtigere nåede frem til det, som det egentlig handler om.
Flot udgivelse
Sazumas limited-udgivelse af filmen, trykt i 3333 eksemplarer, er på alle måder fornem. Filmen kommer i en flot metalæske, hvori der dels ligger DVD’en i en tynd jewelcase, dels en lille folder med otte postkort hvorpå der er motiver fra filmen, påtrykt dens tyske titel “Die Rache der Kannibalen”. Filmens billede står så skarpt som det formodentlig lader sig gøre i dag, og lyden er også god.
Desværre ligger der ikke så meget ekstramateriale på selve skiven: man får tre trailere for Cannibal ferox – den italienske, amerikanske og tyske – der alle udmærker sig ved faktisk at vise næsten alle de blodigste scener fra filmen! Derudover ligger der en tekstbiografi om Umberto Lenzi og trailere for to andre Sazuma-udgivelser.
Hvis man er fan af kannibalgenren kommer man ikke uden om Cannibal ferox, og for ægte fans af horrorsleaze, er den også værd at se, selv om andre film inden for genren måske er bedre.
Cannibal ferox er venligst stillet til rådighed af Sazuma Trading.
Andre titler: Make Them Die Slowly (USA), Die Rache der Kannibalen (Tyskland)
Instruktør: Umberto Lenzi
Manuskript: Umberto Lenzi
Cast: Giovanni Lombardo Radice (Mike Logan), Lorraine De Selle (Gloria Davis), Danilo Mattei (Rudy Davis), Zora Kerova (Pat Johnson), Walter Lucchini (Joe Costolani)
Producere: Antonio Crescenzi (executive producer), Mino Loy (ukrediteret), Luciano Martino (ukrediteret)
Foto: Giovanni Bergamini
Klip: Enzo Meniconi
Musik: Roberto Donati (som Budy), Fiamma Maglione (som Maglione)
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, hollandsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1981
Produktionsselskaber: Dania Film, Medusa Produzione, National Cinematografica
Distributør (DVD): Sazuma Trading
Udgave/region: 2
Det danske selskab Another World Entertainment har i august 2006 udsendt Cannibal ferox under titlen Jaget af Kannibaler. Kvalitativt er AWE’s udgivelse akkurat lige så flot som Sazumas, men for et dansk publikum er skiven naturligvis at foretrække frem for Sazumas da der er danske undertekster. Ekstramaterialet er sparsomt – det er det også på Sazuma-udgaven – men der er trailers, både til Cannibal ferox og til andre AWE-udgivelser. Desuden er der et tekstinterview med én af skuespillerne samt en lille booklet, der fortæller lidt om filmen (af Jesper Moerch). Derudover har Another World Entertainment den store fordel frem for Sazuma-udgaven, at den kan erhverves for en hund!
Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006
Stikord: Italian Cinema, Junglen, Kannibaler, Kastration, Narko, New York, Rip-off, Splat, Sydamerika, Video Nasty
