Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Call of Cthulhu

Call of Cthulhu
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Call of Cthulhu har efterhånden 25 år på bagen, men er stadig et af de bedste horror-rollespil derude.

Call of CthulhuDa Call of Cthulhu blev udgivet for første gang i 1981, kunne ingen, selv den mest optimistiske, have forudset hvilken milesten indenfor rollespilsgenren det skulle vise sig at blive. Heller ikke at Call of Cthulhu (forkortet CoC) skulle være så langtidsholdbart, at det efter næsten 25 år stadig nærmest er uforandret.

Det kan man ikke umiddelbart sige om andre sammenlignelige systemer fra rollespillets første tid, der har formået at overleve indtil nu, som for eksempel Dungeons & Dragons (forkortet D&D), RuneQuest og Traveller, der alle er gennemgået store make-over-projekter gennem tiden.

Nyskabende og revolutionerende

Udgiveren, Chaosium, var dengang et lille forlag (og er det for så vidt stadig), set i forhold til almindelige småforlag. Man skal dog samtidig huske på, at selv om rollespilsverdenen normalt ikke opererer med specielt store forlagsvirksomheder, så var standarden endnu mindre i begyndelsen af 1980’erne.

Chaosium var faktisk allerede i 1981 et etableret rollespilsfirma, der havde haft sine første større hits som RuneQuest (1977) og Basic Roleplay (udgivet i 1980 som det første universalrollespil), der begge var meget nyskabende og revolutionerende indenfor den forholdsvis nyetablerede hobby.

Her skal indskydes, at RuneQuest, og dermed Basic Roleplay, var de første rollespil, der introducerede “Skills”-begrebet og herved gjorde op med bl.a. D&D‘s level-tanke.

Basic Roleplay-systemet kender de fleste i Danmark; hvis ikke fra CoC så fra svenske Drager og Dæmoner. Systemet er afledt fra RuneQuest, der var det første rollespil, som Chaosium udgav, og den direkte grund til at Chaosium blev stiftet. Greg Stafford grundlagde rent faktisk firmaet fordi han ikke kunne få andre til at udgive RuneQuest.

Det første horror-rollespil
Greg Stafford

Greg Stafford.

CoC var, da det blev udgivet, det første horror-rollespil, der så dagens lys. Men ikke nok med det. CoC var også det første rollespil, der placerede spillets univers tæt på spillernes virkelige verden og samtid – ikke i en fantasyverden eller en fjern fremtid. Marc Miller havde kort tid forinden skabt det første science fiction-rollespil, Traveller, der for alvor slog igennem i 1977, og dermed åbnet for, at man kunne tænke i andet og mere end fantasy. Det bør nævnes, at andre før Miller havde forsøgt sig med science fiction, men uden held.

CoC er det første rollespil, der sætter fokus på en nærværende spilverden, selv om det godt nok i første omgang er i 1920’erne og 1930’erne, CoC‘s historier udspiller sig. Brugen af en spilverden der er tættere på spillernes egen skyldes, at rædsel og uhygge lettere skabes og fungerer bedre, når det foregår i et genkendeligt miljø. Her har CoC, med kombinationen af horror og en moderne, virkelig setting, været med til at påvirke stort set alle “mørke” rollespil, der er opstået i de efterfølgende 25 år.

Opgør med powergaming

Et andet træk, helt særegent for CoC, er, at spillets karakterudvikling helt tager afstand fra den klassiske heroiske (magt-)fantasy-stil, hvor karakteren bliver “sejere”, efterhånden som kampagnen udvikler sig. I CoC går det derimod i den anden retning, nemlig nedad.

CoC‘s famøse Sanity-system gør, at karaktererne langsomt men sikkert bliver mere og mere sindssyge, jo flere konfrontationer de har med frygtelige ting og jo mere de forstår af sandheden omkring dem. Forude venter ikke sejren og belønningen, men en voldsom død eller vanviddets favntag. Dertil kommer også, at spillerne kæmper en forgæves kamp, da menneskeheden med sikkerhed forgår og de gamle guder atter vender tilbage for at herske over Jorden – spørgsmålet er blot hvornår.

Det skal bemærkes, at da Sandy Petersen præsenterede den første udgave af spillet til Chaosiums spiltestere, var de ovenud begejstrede, men de opfordrede Petersen til at inkludere en måde, hvorpå spillerkaraktererne kunne genvinde Sanity-point, da reglerne ellers ganske enkelt var for deprimerende. Det gjorde Sandy Petersen så, trods det lidt modsigende signal der ligger i dette.

En lille detalje, som i dag måske kan virke lidt banal, er, at CoC blev til i en tid, hvor det blev betragtet som betydningsfuldt at finde på nye navne til gammelkendte funktioner i spillet – det var således ikke nok bare at tale om en Game Master. I CoC har denne funktion fået den pompøse og faktisk ganske lovecraftianske titel Keeper of Arcane Lore, i dagligtale forkortet til “Keeper”.

Call of Cthulhu blev en enorm succes. Ikke alene havde Sandy Petersen og medforfatterne skabt et spil, der afveg fra alt andet på markedet, men de gjorde også et ellers overset forfatterskab tilgængeligt for et hidtil uhørt stort publikum. Hvad CoC og Chaosium har gjort for at udbrede Lovecrafts litterære eftermæle kan næppe undervurderes. Interessant ved dette er, at udnyttelsen af det lovecraftianske univers langt hen af vejen rent faktisk er båret af en stor kærlighed og respekt for den ellers noget obskure forfatter. Petersen selv fortæller i øvrigt, at den første Lovecraft-novelle han læste, var Pickman’s Model (1927).

Sandy Petersen
Sandy Petersen

Sandy Petersen.

CoC blev hovedsageligt skabt Sandy Petersen (f. 1955), hvis fulde navn egentlig er Carl Sanford Joslyn Petersen, og han er om nogen spillets fader. Det er værd her at bemærke, at hovedskurken i Shadows of Yog-Sothoth, den første CoC-kampagne der udkom, hedder Carl Stanford, en lille indforstået morsomhed fra Chaosium og Petersens side.

Petersen kom i første omgang i kontakt med Greg Stafford og Chaosium, fordi han uopfordret sendte dem et forslag til et horror-rollespil, der skulle hedde Dark Worlds. Chaosium blev så begejstrede, at de købte idéen og hyrede Petersen til at skrive det. Det blev dog aldrig til noget, men i stedet kom CoC, og man kan selvfølgelig godt spekulere på, hvor mange af de originale idéer fra Dark Worlds, der overlevede i CoC.

Det er morsomt at tænke på, at Petersen, efter Dark Worlds var gået i vasken, nævnte for Chaosium, at han godt kunne tænke sig at skrive et rollespil baseret på Lovecrafts Dreamlands-noveller. Hertil kunne firmaet fortælle, at de af Arkham House havde købt licensen til et spil baseret på hele forfatterskabet. Kort efter forsvandt den fyr, der skulle skrive rollespillet, ud af billedet, og Sandy Petersen kunne til sin store fornøjelse overtage arbejdet.

Vedkender sig inspirationskilderne

Som så mange af den første generation af rollespillere og rollespilsskabere, startede Sandy Petersen oprindeligt i krigsspilhobbyen, før han opdagede rollespillet. “Opdage” er måske det forkerte ord – man bør nok nærmere tænke det på den måde, at den første generation af rollespillere ikke så rollespil som noget helt separat i forhold til krigs- og simulationsspil, men nærmere blot som en ny spillemåde, der fint kunne ses i sammenhæng med f.eks. figurspil, brætspil osv.

Dette er noget, Sandy Petersen selv flere gange har fremhævet. Hvor spildesignere af krigs- og strategispil glædeligt vedkender sig, hvilke spil der har været deres inspirationskilder og hvorfra de mere eller mindre har taget store dele af deres regler, så er dette lige omvendt med rollespilsdesignere. De fleste rollespilsforfattere opfører sig som oftest, som om deres spil er sprunget fuld udviklet ud af deres hoveder med undtagelsen af kort at erkende, at D&D selvfølgelig var det første.

Petersen selv har dog ikke været bange for at nævne CoC‘s inspirationskilder: “The basic game is, of course, a simplified RuneQuest system. This was especially obvious in CoCs first edition, when the skills were actually divided into categories, a distinction important in RuneQuest, but meaningless in CoC. The seed of Cthulhu’s famous Insanity rule was born from an article in Sorcerer’s Apprentice magazine” (fra Lawrence Schicks Heroic Worlds, a History and Guide to Role Playing Games, Prometheus Books, 1991, side 241).

Fra rollespil til computerspil

Op gennem 1980’erne arbejdede Sandy Petersen ved Chaosium, hvor han ikke kun arbejdede på CoC-linien, men også lavede ting til deres andre rollespil. Han har skrevet supplementer og scenarier til både RuneQuest, Elric (efter Michael Moorcocks romanserie, hvor den første udgave af spillet udkom samme år som første udgave af CoC) og endog Elfquest, endnu et af Chaosiums licensrollespil, efter tegneserien af samme navn.

Sandy Petersen var også en af de første til at tage skridtet fra at lave rollespil og brætspil til at lave computerspil. Petersen begyndte i slutningen af 1980’erne at arbejde for MicroProse. Her deltog han i udviklingen af spil som Sword of the Samurai, og Sid Meier’s Pirates. Men Sandy Petersens navn blev for alvor slået fast som computerspilsdesigner med 3D-firstperson shooter-spillene Doom, Doom II og efterfølgerne Quake I og II.

Ifølge sit eget udsagn, har Petersen siden sin tidligste ungdom været en stor Lovecraft-fan, og i hans computerspil er der da også mange cthulhuide elementer. Sandy Petersen har ikke siden sit brud med Chaosium haft noget direkte at gøre med nogen CoC-udgivelser, selv om hans navn er blevet stående på forsiden af grundreglerne. Personlig har Sandy Petersen bestemt heller ikke droppet rollespillet frem for softwaren. Han har stadig et svagt punkt for CoC og skulle efter sigende med jævne mellemrum stadig spille det (med ham selv som Keeper selvfølgelig).

Call of Cthulhu 1st ed., 1981
'Call of Cthulhu' 1st edition

‘Call of Cthulhu’ 1st edition

Den første udgave af CoC udkom i 1981, og blev skrevet af Sandy Petersen. Spillet blev udgivet i en boks, der for det første rummede et grundlæggende regelhæfte på 96 sider. Her blev spilsystemet, Basic Role-Play, beskrevet. Herunder hørte en beskrivelse af hvordan man lavede sin spilperson og en grundig indføring i de klassiske “lovecraftianske” erhverv, som skulle blive fast inventar i spillet.

Dernæst blev det for alvor nyskabende i regelsystemet beskrevet, nemlig reglerne for sindssyge (sanity). Her skilte CoC sig ud fra alle andre kendte spil i begyndelsen af 1980’erne, og her sporer man kimen til den stigende indlevelse i sin spilperson, som har præget rollespil lige siden.

I næste afsnit kom så en beskrivelse af magi og besværgelser. Værd at bemærke her er, at magien i spillet var tvetydig. Den blev på en gang brugt af skurkene til at hidkalde ældgamle rædsler fra randen af det kendte univers, men samtidig kunne selv samme besværgelser udnyttes af spilpersonerne i kampen mod disse skurke. En tvetydighed som har fulgt CoC lige siden.

Så kom en beskrivelse af de væsner og guder, der befolker den såkaldte Cthulhu Mythos og endelig et kort introduktionsscenarie. Bagerst i hæftet var anbragt det kort over Arkham, som fulgte spillet helt frem til dets fjerde udgave.

Foruden regelbogen, lå der også et 32 sider langt hæfte, kaldet Sourcebook for the 1920s. Her kunne man finde en tidstavle, priser og regler for et utal af våben samt oplysninger om alskens nyttigt udstyr til sin spilperson. Dertil kom nogle planer og snit gennem togvogne og en zeppeliner. Hæftet blev afsluttet af en række små biografier over berømte og berygtede personer fra 1920’erne.

Herudover var der også et 16-siders hæfte i æsken, der var en kort introduktion til Basic Role-Play-systemet, skrevet af Greg Stafford og Lynn Willis (selv om reglerne også bliver forklaret i selve regelbogen, og hæftet er derfor undladt i de efterfølgende udgaver).

Foruden hæfterne, var der nogle små papfigurer med påtrykte personer såvel som væsner, set i silhuet, der kunne bruges i kampsituationer samt det nødvendige sæt terninger, man skulle bruge for at spille spillet.

Call of Cthulhu 1st ed., special edition, 1982

Året efter at CoC var udkommet, blev spillet genudgivet – igen i en boks. Der blev kun foretaget ganske få korrekturer i selve teksten. De virkelige ændringer var for det første, at Sandy Petersen signerede regelhæftet. For det andet fik man den for datiden store kampagne Shadows of Yog-Sothoth med i købet.

Kampagnen kom i form af et 72-siders hæfte, der, foruden at inkludere selve kampagnen på syv mindre scenarier, også rummede to uafhængige historier. Derud over skal der bemærkes, at den første trykning af førsteudgaven kom i en æske, der var 2 tommer i højden. Dette blev ændret ved de efterfølgende trykninger og udgaver i boksformat kun var én tomme høj. 1982 Speciel Edition blev lavet så disse også har en højde på 2 tommer, og derfor plads til lidt ekstra som f.eks. en hel kampagne.

Call of Cthulhu 2nd ed., 1983

To år efter at første udgave af spillet kom på gaden, blev den opdaterede udgave af CoC udgivet. Den anden udgave af var stort set identisk med den første – hovedsageligt var der foretaget kosmetiske ændringer og tilføjet enkelte nye afsnit, og der var blevet rettet en række fejl og mangler. I layout og illustrationer var der intet ændret fra spillets første udgave. Det bør i øvrigt bemærkes, at det var Gene Day, der stod for illustrationerne.

Denne udgave udkom, præcis som den første, i en boks. Indholdet var fordelt næsten som i udgaven fra 1981, med et regelhæfte på 96 sider, hvor der nu var blevet tilføjet en håndfuld små scenarier, et stemnings- og baggrundshæfte på 32 sider samt papfigurer med monstre og spillerkarakterer i silhuet. I boksen lå der også et stort verdenskort dekoreret med cthulhuide tentakler i hjørnerne. Dertil kom også det obligatoriske sæt terninger (2d10, 1d8 og 3d6).

Samme år blev CoC trykt og udgivet på det europæiske marked af Chaosiums europæiske partner, det lille engelske selskab Games Workshop.

Call of Cthulhu 3rd ed., 1986
'Call of Cthulhu' 3rd edition

‘Call of Cthulhu’ 3rd edition.

Da den tredje udgave af spillet kom frem, var CoC allerede blevet en institution på rollespilsmarkedet. Formlen var stadig den samme, og intet drastisk var blevet ændret i forhold til udgaven fra 1983. Det var stadig Sandy Petersen som stod med hovedansvaret for rollespillet, og det var stadig prominente folk fra Chaosium som Greg Stafford og Lynn Willis, der stod krediteret med supplerende materialer og idéer. Også tredje udgave af spillet udkom i en boks.

Det eneste virkeligt nye ved denne version af CoC var, at de introducerende scenarier, der havde fulgt med i regelhæftet siden 1981, nu blev skilt ud og samlet i et selvstændigt hæfte på 32 sider. Dette skyldtes uden tvivl de praktiske erfaringer, holdet bag CoC havde gjort sig med hæfterne gennem årene – noget omvæltende er der dog ikke tale om. Den største forskel mellem den tredje udgave og de tidligere er, at der nu var hele tre hæfter i boksen.

Denne udgave af spillet blev også sendt på det europæiske marked gennem Games Workshop, som på dette tidspunkt af principielle grunde var begyndt at udgive alle deres publikationer i kvalitetsindbindinger med hård ryg. Dette skete også med den nye udgave af CoC, der derfor udkom som en samlet bog for første gang i 1986.

Fra da af var det slut med udgivelser i bokse, som generelt var ved at gå af mode inden for rollespilsudgivelserne. Der var dog ingen forskel mellem indholdet af den engelskproducerede regelbog og den amerikanske boks. Som bog kom spillet til at fylde 192 sider.

Call of Cthulhu 4th ed., 1989
'Call of Cthulhu' 4th edition

‘Call of Cthulhu’ 4th edition.

Med udgivelsen af spillets fjerde udgave kunne CoC for alvor fejre sig selv som det absolut største og mest indflydelsesrige rollespil på markedet, lige bortset fra Advanced Dungeons & Dragons (1978).

Spillet havde høstet flere priser hver gang, det var blevet genudgivet, og CoC var fast inventar på spilkongresser i hele verden. De supplementer der blev udgivet i kølvandet på denne udgave af spillet var blandt de bedste, som er blevet produceret til CoC i det hele taget, og man kan med den fjerde udgave af spillet tale om CoC‘s guldalder.

Chaosium var nu blevet så stort, at firmaet kunne varetage sin egen distribution af bøger, hvorfor Games Workshop ikke lancerede en europæisk version af spillet. Den nye bog var en samlet, 192 sider lang regelbog, der rummede præcis det samme som CoC altid havde gjort. Fra side 1 til 122 fandt man reglerne og fra 123 til 192 lå den bedagede Sourcebook for the 1920s.

En Ghast blev første gang afbildet i spillets fjerde udgave

En Ghast blev første gang afbildet i spillets fjerde udgave.

I hvor høj grad udgaverne af spillet ligner hinanden kan illustreres ved, at spillets anden og fjerde udgave kan jævnføres side for side. Det er med andre ord meget små detaljer, der er blevet ændret. Nye færdigheder kommer til, ord bliver ændret og tabeller korrigeret. Systemet forbliver det samme, og sideopsætningen er ligeledes den oprindelige.

De introduktionsscenarier som har fulgt CoC siden begyndelsen var også med endnu. Det drejer sig om: The Haunted House (Sandy Petersen); en lille historie om et hus der hjemsøges af en vampyr. The Madman (Sandy Petersen), der omhandler en særling, som har fået kontakt til en gruppe Mi-Gos. Næste scenarie er The Brockford House (Marc Hutchison), som er endnu en historie centreret omkring et gammelt hus. Denne gang er det en hemmelig passage, som fører ned til havet og kontakt med Deep Ones, der skaber uhyggen.

De næste scenarier skiller sig ud fra resten ved både at være noget mere komplekse og knap så stereotype som de tidligere. Det første er Paper Chase (John Sullivan), som noget overraskende er et scenarie, beregnet til en spilleder og kun én spiller. Her omhandler mysteriet en ghoul med hang til bøger fra sit tidligere liv. Så finder man The Underground Menace (Sandy Petersen), der skulle komme til at danne skabelon for næsten alle scenarier om Shub-Niggurath.

Tre år senere fortolkede man Ghast'en således i spillets femte udgave

Tre år senere fortolkede man Ghast’en således i spillets femte udgave.

The Rescue (Lynn Willis) er et noget atypisk scenarie, da det er en mere eller mindre klassisk varulvehistorie. Sidste historie i bogen, Mystery of Loch Feinn (Sandy Petersen), kobler det lovecraftianske med Loch Ness-uhyret, og så behøver man vist ikke forklare mere om det. Alle scenarierne har åbenlyse kvaliteter, trods deres summariske form, og nok derfor har de kunne overleve så længe op gennem spillets udgaver.

Forsiden til bogen blev tegnet af Tom Sullivan, der foruden Gene Days gamle illustrationer også har fået tilføjet en række inde i bogen. Mellem side 96 og 97 fandt man i øvrigt en række farveillustrationer, samlet sammen fra forsiderne af de efterhånden mange produktioner til spillet. Tegningerne er af meget høj kvalitet og bidrager vitterligt til at understrege den stemning, som CoC bygger på.

Call of Cthulhu 5th ed. (Version 5.1, 5.1.1, 5.1.2 og 5.2), 1992
'Call of Cthulhu' 5th edition

‘Call of Cthulhu’ 5th edition.

Denne udgave af CoC var den første, som for alvor skilte sig ud fra de tidligere. Ikke fordi der var ændret voldsomt graverende ting ved reglerne eller selve ånden. Alt var sådan set ved det gamle, men sideopsætningen og illustrationerne havde nu fået en overhaling. Nogle af de gamle klassiske illustrationer er der dog stadig, men der er også kommet mange nye til. Hvert enkelt mythos-monster er blandt andet blevet nyillustreret – desværre ikke til det bedre.

Forsideillustrationen er af Lee Gibbons. Illustrationerne ved hver sektion samt portrættet af H.P. Lovecraft i starten og en del andre af de nye illustrationer af Dreyfus (kunstnernavn, intet for- eller efternavn). Hans stil dominerer derfor denne udgave, og Dreyfus’ illustrationer var også meget populære i netop den periode. Elric!-rollespillet, og mange af udgivelserne til det fra omkring dette tidspunkt indeholder ligeledes en overvægt af Dreyfus-illustrationer.

Hovedparten af teksten var stadig Sandy Petersens oprindelige tekst fra 1981, ledsaget af Lynn Willis’ opdateringer og ændringer. Dette er første gang, hvor hele det gamle regelsæt tages op og genskrives eller gen-redigeres for at passe ind i bogformen siden førsteudgaven.

Den unge Cthulhu, som han så ud i spillets første udgave fra 1981

Den unge Cthulhu, som han så ud i spillets første udgave fra 1981.

Derved mister CoC det eklektiske udtryk, det havde fra at være flere små hæfter og ekstrainformationer, der var blevet presset sammen til en bog. Faktisk synes der at være flere gamle CoC-fans der mener, at det rodede og uoverskuelige ved 3. og 4. udgave var en speciel charme, der var med til at formidle CoC-stemningen.

Bogen er derefter inddelt i fire dele: “Investigators”, “Keeper’s Section”, “Reference Section” og “Resources Section”, i denne rækkefølge. “Investigators”-sektionen indeholder som det allerførste en introduktion til hvad rollespil er, hvordan Basic-systemet fungerer og selvfølgelig hvordan man laver en “investigator”, det vil sige en spillerkarakter.

“Keeper’s Section” indledes med et afsnit om magi og okkulte bøger, efterfulgt af ét om the Cthulhu Mythos og Necronomicon. Slutteligt er der så et afsnit med titlen “Keeper’s Lore”, der handler om, hvordan man kører CoC som Keeper.

Cthulhu i spillets fjerde udgave fra 1989

Cthulhu i spillets fjerde udgave fra 1989.

“Reference Section” indeholder først en gennemgang af Mythos-væsnerne, som nævnt alle nyillustrede af Earl Geier, efterfulgt af ikke-Mythos monstre og dyr (dette afsnit var før at finde i appendikset), som også er blevet gen-illustreret og har rigtige tegninger i stedet for silhuetterne, som de fleste nok vil huske. Derefter er der beskrivelser og stats for personer fra Lovecrafts noveller (i udvalg). I slutningen af sektionen er de magiske formularer samlet (selv om reglerne for dem er i “Keepers’ Section”) i to afsnit, den store og den lille grimoire. Formularer var i de foregående udgaver delt ud over to afsnit, nu er de altså samlet.

“Resources Section” indledes med et scenarieafsnit. Dette består af fire scenarier. To af dem har vi set før, The Haunting (omdøbt fra The Haunted House) og The Madman, og to af dem er nye, Edge of Darkness og Dead Man Stomp.

Edge of Darkness af Keith Herber, handler om en døende gammel mand, der er den sidste levede af en gruppe okkultister, og som ønsker hjælp til at få rettet op på fortidens synder. Dead Man Stomp af Mark Morrison og Lynn Willis foregår mellem sorte jazzmusikere i 1920erne, hvor blandt andet Louis Armstrong gæsteoptræder som Nyarlathotep (eller er det omvendt?), og zombier vækket til live (af jazz) – klassisk CoC med et twist.

Efterfølgende er der en biografisk artikel om H.P. Lovecraft og fup-artiklen “In Rerum Supernatura”. Den er i de andre udgave kendt som “Notes on a fragment of the Necronomicon”, og foregiver at beskæftige sig med Necronomicon som en virkelig bog. Begge artikler var før at finde i sidste del af regelbogen.

Cthulhu i spillets femte udgave fra 1992

Cthulhu i spillets femte udgave fra 1992.

“Resources Section” indeholder faktisk alt det, som også i de tidligere udgivelser var samlet bagerst i regelbogen, og som nu ikke er blevet flyttet andre steder hen eller opslugt af andre kapitler. Prislister, historiske oversigter, regler for transport og for biljagter. Men også her er det blevet sat sammen på ny, så det faktisk er mere overskueligt og ordnet.

En anden forskel fra de foregående udgaver er at det er gjort muligt at spille både 1890’erne, 1920’erne og nutiden. Denne ændring er specielt tydeligt i “Resources Section” hvad angår netop transport og prislister og deslige. Desuden er der også i denne sektion et kort afsnit om at spille i Dreamlands, som er et ultrakomprimeret sammenkog af Dreamlands-supplementet. Dette lille afsnit på fire sider er hverken med i de foregående udgaver af CoC eller de efterfølgende, og dette begrundes med, at Dreamlands-supplementet på det tidspunkt er udsolgt fra forlaget.

Da 5. udgave var en næsten fuldstændig omskrivelse og omredigering af reglerne, har der selvfølgelig sneget sig diverse småfejl ind, som der altid gør. Dem har Chaosium efterfølgende hele tiden forsøgt at rette ved de efterfølgende genoptryk, og derfor taler man om flere forskellige 5th edition-udgaver, som 5.1, 5.1.1, 5.2 osv. Altså med en navngivning inspireret fra software-udvikling, og ikke som ved de tidligere udgaver, hvor man fra Chaosiums side har holdt sig til et mere typografisk edition-begreb.

CoC 5.2 bliver i 1993 udgivet i en begrænset “Mythos Edition” i hardcover med et lidt ændret cover. Denne udgave blev kun trykt i 1000 eksemplarer, som kun blev solgt gennem det amerikanske rollespils-postordrefirma Wizard’s Attic.

Call of Cthulhu 5th ed.,Version 5.5 (1999), Version 5.6 (2000) og Version 5.6.1 (2001)
'Call of Cthulhu' edition 5.6.1.

‘Call of Cthulhu’ edition 5.6.1..

På tærsklen til årtusindskiftet undergår CoC igen endnu en stor forandring. Dette sker dog uden teknisk set at skifte “edition-nummer”, der bliver blot lavet et hop fra 5.2 til 5.5 uden at forklare, hvad der er sket med 5.3 og 5.4, som åbenbart ikke eksister. Dette hop i nummerordnen kan også forklares med, at der derved understreges hvilke store forandringer, der sker mellem 5.2 og 5.5.

CoC 5.5 og frem har i forhold til de tidligere udgaver fået et nyt cover. Indvendig er Dreyfus’ sektionsillustrationer og Lovecraft-portræt fra 5.1 og 5.2 blevet erstattet Paul Carricks tilsvarende HPL-portræt og sektionsillustrationer. Dreyfus’ andre illustrationer har dog fået lov til at blive.

Bogen indledes af en novelle, som det jo er stilen på det tidspunkt efter Vampire: The Masquerade og hele dark-bølgen, men her er det heldigvis en Lovecraft novelle (The Call of Cthulhu selvfølgelig), så for en gang skyld virker det og skaber både stemning og fungerer som en introduktion.

Bogen er igen inddelt i fire dele, som nu hedder: “Game System”, “Reference”, “Scenarios” og “Utilities” (i denne rækkefølge). “Game System” indeholder en introduktion til, hvad rollespil og CoC er, samt til hvordan Basic Roleplay-systemet fungerer, og hvordan man laver en karakter. Endeligt indeholder “Game System” også et afsnit om, hvordan Sanity-systemet fungerer, og et om magi og Mythos-bøger.

“Reference”-afsnittet er, som man sikkert kan regne ud, mest beregnet til Keeperen og indeholder mange af elementer fra “Keeper’s Section” i de tidligere udgaver. Det indledes med en nærmere introduktion til Cthulhu Mythosen, efterfulgt af et afsnit om Necronomicon og Lovecraft, som er sammensat af materiale, der i de foregående udgaver har været placeret i appendikset og senere (i 5.1 og 5.2) i “Resource Section”.

Blandt andet finder vi her den tidligere nævnte hoax-artikel “In Rerum Supernatura”. Efterfølgende er der en artikel om mentale forstyrrelser og “Keeper’s Lore”, der som i 5.1 og 5.2 mere indgående giver hjælp til at være Keeper i et CoC-spil. Derefter gennemgås de forskellige Mythos-væsner (inklusive et helt nyt afsnit om “Alien Technology”), guderne i Mythosen samt ikke-Mythos monstre og dyr. “Reference”-delen afsluttes med “Mythos Grimoire”, der indeholder beskrivelsen af en mængde formularer og forklaring til, hvordan sådanne bruges mere generelt – igen en sammensmeltning og omredigering af de tidligere formularlister.

“Scenarios”-delen indeholder de fire scenarier, som også er med 5.1 og 5.2, uden at der er lavet nogle øjensynlige forandringer ved dem overhovedet.

“Utilities”-delen indeholder alt det, som også i de tidligere udgivelser var samlet bagerst i regelbogen. Denne del er næsten helt identisk med “Resources Section” fra 5.1 og 5.2 med den undtagelse, at de dele som er blevet fjernet derfra for at blive placeret i andre dele af bogen (såsom scenarierne, afsnittene om Lovecraft, “In Rerum Supernatura” og Dreamlands-afsnittet) er blevet fjernet da supplementet på det tidspunkt er blevet genoptrykt.

I 2001 udkom der dog en helt speciel, og dyr, udgave af 5th edition, den såkaldte jubilæumsudgave. Jubilæumsudgaven skabelse har dog sin helt egen baggrund.

Laurin, Pegasus Press, Anniversary Edition og Cthulhoide Welten
Pegasus Press' første udgave af 'CoC'-grundbogen på tysk, under titlen 'Cthulhu - Rollenspiel in der Welt des H. P. Lovecraft' fra 1997, svarende til 5.5 Edition

Pegasus Press’ første udgave af ‘CoC’-grundbogen på tysk, under titlen ‘Cthulhu – Rollenspiel in der Welt des H. P. Lovecraft’ fra 1997, svarende til 5.5 Edition.

I Tyskland, eller rettere i det tyske sprogområde, er der tradition for en overordentlig høj kvalitet og håndværkmæssig kunnen ved trykningen af bøger og tidsskrifter. Dette gælder også på rollespilsområdet. Hvis man ser de fleste tyske oversættelser af udenlandske rollespil, så er de ofte af bedre kvalitet, pænere og mere gennemarbejdet end det forlæg de er oversat fra.

Dette har også gjort sig gældende inden for de tyske CoC-oversættelser. Forskellen er her blot, at Chaosium, i modsætning til de fleste andre, faktisk har været opmærksom på dette og taget det til sig. I 1990 udgav det tyske forlag Laurin, der havde licensen til CoC i Tyskland, den klassiske Dreamlands (den tyske titel var Die Traumlände) som en ret storslået boksudgivelse. Dette vakte en del opmærksomhed, også udenfor Tysklands grænser.

Men endnu mere opmærksomhed udefra fik Laurin, da de efterfølgende udgav en selvstændigt skrevet og ret omfattende kampagne, Ägypten – igen en overdådigt udført boksudgivelse. Desværre gik Laurin kort tid efter, i 1993, nedenom og hjem, og i de følgende år levede den tyske CoC-licens en lidt omflakkende tilværelse på trods af sit tidligere gode rygte.

Die Träumlände

Die Träumlände.

I 1997 fik Pegasus Press erhvervet sig licensen, og det skulle hurtigt vise sig at de faktisk formåede at løfte arven fra Laurin. I 1999 fik de oversat en ny udgave af CoC (5.5 ed.) under titlen Cthulhu – Rollenspiel in der Welt des H. P. Lovecraft, der blev udgivet som en, sædvanen tro, lækkert layoutet hardcoverbog.

I 2001 lavede Pegasus Press en Limited Edition udgave (i 666 eksemplarer selvfølgelig), indbundet i kunstlæder, for at fejre CoC‘s 20-års fødselsdag. Det var denne udgave, der fik Chaosium til at lave en tilsvarende engelsk jubilæumsudgave af grundreglerne i begrænset oplag. I denne Call of Cthulhu 20th Anniversary Edition var layoutet og resten af udførslen taget fra den tyske udgave, blot oversat til engelsk.

Call of Cthulhu 20th Anniversary Edition svarer indholdsmæssigt, hvad angår teksten, til 5.6-udgaven. Som nævnt er selve designet baseret på Pegasus Press’ udgave, som dog er blevet ændret og tilpasset af Charlie Krank. Den er designet til netop at ligne en lovecraftiansk “tome” med mørkegrøn kunstlæderindbinding og sider, hvis papir er kraftigt og mere gulbrunt i tonen.

På forsiden er der trykt et rødt eller gult Elder Sign (den blev lavet i to farvevarianter). På bogens ryg er der med gult trykt “Call of Cthulhu” (naturligvis), og derudover “20th Anniversary edition” og Chaosiums logo er trykt foroven, mens der forneden er trykt et Yellow Sign. En smækker lille sag der tager sig stilfuldt, diskret og til stadighed pæn ud på bogreolen – noget man bestemt ikke kan sige, den har tilfælles med de fleste andre rollespilsudgivelser.

Cthulhoide Welten

Cthulhoide Welten.

Jubilæumsudgaven blev også lavet i flere forskellige supereksklusive udgaver. Herunder en “Miskatonic University Library”-udgave, der var begrænset til et oplag på 300 eksemplarer. Udgaven har et gyldent Elder Sign trykt foran, og et ex-libris forrest i bogen, hvor der står, at denne bog tilhører M.U.L. Tilmed er bogen også signeret af Chaosiums medarbejdere.

Derudover findes der “Contributor’s Edition”, der svarer til M.U.L. udgaven, bortset fra at hver bog har fået et individuelt Mythos-navn. Denne udgave er begrænset til 50 eksemplarer; og sidst men ikke mindst blev der lavet en “GenCon 2002”-udgave, igen baseret på M.U.L.-udgaven, der ligeledes er signeret af Chaosiums medarbejdere. GenCon-udgaven er begrænset til 20 nummererede eksemplarer.

Pegasus Press har fortsat med at påvirke de engelsksprogede CoC-udgivelser. I 2001 begyndte de også at udgive bladet Cthuloide Welten, der fra begyndelsen har holdt en overordentlig høj standard. Bladet er så godt, at det er blevet oversat til engelsk, under titlen Worlds of Cthulhu, med den i CoC-sammenhænge legendariske Keith Herber som redaktør (selv om Cthulhoide Welten nu klinger meget bedre i vores ører).

Call of Cthulhu 6th ed., 2004
'Call of Cthulhu' 6th edition

‘Call of Cthulhu’ 6th edition,

Dette er den nyeste udgave af spillet. Det er dog begrænset, hvad vi kan sige om denne udgave, da ingen af os faktisk ejer den. Med alle de forskellige udgaver, vi i årenes løb har købt, og alt det andet CoC-materiale, der er blevet investeret i, har det trods alt ikke lige presset sig på at købe en grundbog, som vi hver har i flere foregående udgaver (noget familier og kærester har påpeget flere gange før).

En anden af grundene til, at der ikke er blevet investeret i den, er også, at 6. udgave, efter flere gennembladringer i butikker, af udseende umiddelbart fuldstændig ligner 5.6-udgaven. Dette gælder både hvad angår layout og illustrationer og opdeling i kapitler og afsnit. Der har ikke sprunget nogle umiddelbare ændringer i øjnene, men der skal sikkert nok være nogle meget marginale rettelser og omformuleringer. Dermed synes Chaosium at være inde på det gamle spor fra 1. til 4. udgave, med en ny udgave, som indeholder meget få ændringer.

6 stjerner

Titel: Call of Cthulhu Roleplaying Game
Forfattere: Sandy Petersen m.fl.
Forlag, år: Chaosium 1981-2004

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Cthulhiana, H.P. Lovecraft

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *