Bless the Child

6 minutters læsetid
Bless the Child

I 1993 udsendte Cathy Cash Spellman sin fjerde roman med titlen Bless the Child; en bog der genremæssigt bevæger sig i gråzonen mellem erotisk thriller og overnaturligt gys. Som sådan er det ikke genrer som Spellman tidligere har berørt, om end de fleste af hendes bøger har erotiske elementer.

Bless the Child står derfor som Spellmans til dato eneste roman, der indeholder fantastiske elementer, men det har ikke ansporet den amerikanske forfatter til at holde igen. I historien bliver der skudt med spredehagl, og foruden sort magi og dæmoniske kræfter får historiens plagede hovedpersoner et førstehåndskendskab til Helvede.

Ja, det er store sager, der ruller sig ud i løbet af romanens 506 sider. Hollywood var da heller ikke blinde for potentialet i Spellmans bog og i 2000 instruerede Chuck Russell filmatiseringen, der ligeledes kom til at hedde Bless the Child.

Stærkt inspireret af Jong og Piercy – men langt dårligere

Som forfatter minder Cathy Cash Spellmans stil om andres. Hun står tydeligvis i gæld til vægtige damer som Erica Jong og Marge Piercy. Det er her hun må have hentet en hel del af den feministiske tone, der præger næsten alle romanens sider, og måden som Spellmans hovedperson Maggie forholder sig på har ligeledes meget tilfælles med de undertrykte, og dog stærke, kvinder, som både Jong og Piercy har brugt så mange gange.

Den altafgørende forskel er, at Spellman er en langt ringere forfatter end de to andre. Hun mestrer hverken Jongs saftige erotik eller Piercys sociorealisme. Spellmans største problem er dog dialogerne, som flere steder er så konstruerede og patetiske, at Danielle Steel ville være misundelig.

Bless the Child er en meget lang roman. Den skramler af sted som et godstog på afveje, og læseren sidder hjælpeløst fastspændt på Spellmanns litterære skovtur. Alt begynder sådan set ret lige til. Hovedpersonen Maggie O’Connor får en sen aften besøg af sin datter, som hun ikke har set i mange år. Jenna, som datteren hedder, har levet længe som junkie på gaden, og Maggie har for længst mistet kontakten til hende. Nu står hun imidlertid i moderens opgang, og med sig i favnen har hun et lille barn.

Knap er Jenna kommet ind, før hun efterlader barnet og smutter igen. Sporløst forsvinder hun ud i New York, og nu står Maggie med et barn, som hun må tage ansvaret for. Barnet er en lille pige ved navn Cody, og fra det øjeblik Cody kommer ind i Maggies lejlighed knyttes et åndeligt bånd mellem dem. At Cody ikke er et helt almindeligt barn, går snart op for Maggie og læseren.

Menneskeofrendende satanister

Handlingen springer hurtigt nogle år frem. Maggie og Cody er blevet en familie, og den lille pige har vækket en side af Maggie, som har været væk længe. Maggies mand døde nogle år før historien begynder, men han kaster stadig skygger over hendes liv. Cody bliver lyspunktet for hende, så derfor er det også med blandede følelser at Maggie en skønne dag igen modtager Jenna i sin lejlighed.

Datteren har forandret sig meget siden sidst. Hun er først og fremmest blevet clean, men er også blevet gift med en uhyggeligt rig europæer ved navn Eric Vannier. De lever sammen på et kæmpemæssigt landssted udenfor New York, og nu ønsker de at få Cody tilbage. Da Maggie ikke ved hvilket ben hun skal stå på, og hvordan situationen skal tackles, udvikler det hele sig til en ubehagelig konfrontation.

Parterne skilles ikke som venner, og Maggie sidder dybt ulykkelig tilbage. Hun kan dog ikke fritage sig for den fornemmelse, at noget lusket er under opsejling. Resultatet bliver, at Jenna til sidst må tage Cody med magt, mens Maggie hjælpeløst sidder tilbage. Jenna har loven på sin side, og Maggie aner ikke sit levende råd.

Det afgørende vendepunkt i romanen kommer, da Maggie begynder at undersøge hvem denne Eric Vannier egentlig er. Ret hurtigt finder hun ud af, at han er en ganske tvivlsom karakter. Som Maggie leder videre, begynder det at gå op for hende, at Cody og Jenna er kommet i kløerne på et netværk af satanister, der søger at fremme deres magt og rigdom gennem djævledyrkelse. Først ved Maggie ikke hvad hun skal tro på, men brik for brik falder puslespillet på plads, og Maggie må erkende den grusomme sandhed. Eric Vannier er lederen af en satanisk sekt, som sandsynligvis vil ofre Cody til Djævlen.

En krystal på computeren

Som historien skrider frem, kommer flere og flere personer ind i handlingen. En kreds af trofaste hjælpere slutter op om Maggie, der har brug for al den hjælp hun kan få. Blandt vennerne finder vi en irsk kriminalbetjent, en katolsk præst og indehaveren af en New Age-butik. Hver især bidrager de med forskellige kompetencer i kampen mod de overmægtigt satanister, og hver især hjælper de Maggie til at finde ud af, hvem hun egentlig er.

Kampen om Cody går ikke stille af sig, og bliver udkæmpet på mange fronter. Ikke alene bliver Maggie fysisk truet; satanisterne angriber hende også magisk. En vaskeægte dæmon opsøger hende endda. Det der startede ud som en ganske ordinær thriller, udvikler sig således til den rene fantasy, hvor vi endda har lejlighed til at følge Maggie i et tidligere liv som præstinde af Isis.

Gang på gang skifter Spellman gear i fortællingen, og introducerer nye elementer. Hvad der indledningsvist er ordinære satanister, forvandles hen imod slutningen til tilbedere af det onde selv. En kraft der går ud over Satan, og snarest repræsenteres af mørket selv. Faktisk er Bless the Child et ufatteligt godt eksempel på 90’ernes New Age-ideologi. Spellman har tydeligvis shoppet i en hel del alternative butikker, og jeg er ganske sikker på, at der har ligget en lille krystal på hendes computer mens romanen blev skrevet.

Den egyptiske plottråd, som sniger sig ind i handlingen, er et førsteklasses eksempel på dette. Ikke alene er Spellmans egyptisk vision en pladderromantisk amerikansk fantasi om smukke mennesker, der går omkring i hvide klæder og snakker klogt til hinanden, men den repræsenterer også det klassiske New Age-doktrin om, at egypterne aldrig tog fejl og var ufatteligt spirituelle.

Handlingen løber løbsk

Der sker voldsomt meget i løbet af Bless the Child. Faktisk sker der så meget, at man mange steder er bekymret for, at Spellman ganske enkelt har glemt personer og steder, men det lykkes dog i sidste ende for hende at samle trådene før det bliver kriminelt. Stor fortællekunst er det dog ikke, og hele romanen skriger på en dygtig redaktør, der kunne skære halvdelen ud.

Fortællingens omfang fortsætter med at blive udvidet gennem næsten hele romanen, og hvis jeg måske lidt uforskammet afslører, at det store James Bond-lignende klimaks involverer politifolk, den israelske efterretningstjeneste og egyptiske agenter, samt satanister der kaster sort magi på deres fjender, vidner det nok om, at Cathy Cash Spellman smider alle hæmninger.

Handlingen løber ganske enkelt løbsk for hende, og trækker forfatteren rundt i manegen på må og få. Bevares, der er flere gode ideer, og navnlig satanisternes superonde afro-heks Ghania er en forrygende karakter. Både de lumre og de blodige passager hvor hun optræder, er blandt de bedste i bogen.

Desværre er alle Spellmans guldkorn gemt så godt, at de mister gennemslagskraft, og forsvinder i den middelmådige tekstgrød. Navnlig bliver det trættende at læse om Maggies splittede kærlighed, henholdsvis til den katolske præst Peter og gadebetjenten Devlin. Hvis man læser romanen for magien og gyset, skal man altså være forberedt på tygge sig gennem ret meget småfilosfisk, romantisk snak.

En god idé sovset ind i pjat

Den endelige dom over Bless the Child falder ikke ud til Spellmans fordel. Romanen har mange fine og spændende passager. Selve kernen i historien er sådan set rigtig god, men i stedet for at gå linen ud og skrive rendyrket horror-pulp, sovses handlingen ind i religiøst pjat, der splejses med Spellmans lumre ungpigefascination af det overnaturlige og alt europæisk.

Især er hendes latterlige leflen for Irland og irsk kultur skrækkelig. Gang på gang skal vi høre om Maggies irske rødder på en måde, som kun amerikanere kan gøre det. Jeg er ret sikker på, at de fleste irske læsere vil brække sig i lårtykke stråler over den side af bogen.

Kaster man sig ud i Bless the Child, skal man være parat på et langt bekendtskab. Det er ikke en bog man uden videre kommer igennem. Denne anmeldelse er derfor nærmere en advarsel end en anbefaling. Dog skal det nævner, at bogen er meget, meget bedre end filmen.

2 stjerner
Titel: Bless the Child
Forfatter: Cathy Cash Spellman
Udgivet: 1993
Forlag: Orion Books
Format: Paperback
Sideantal: 506 sider

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Bortførelse, Dæmoner, FBI, Filmatiseret, Magi, Satanisme

Skriv et svar

Your email address will not be published.