Billy Talent i København 02/03 2007

3 minutters læsetid

Den energiske punkgruppe Billy Talent bekendtgjorde først på året, at de havde valgt at omlægge deres Europaturné og slå vejen forbi København. Det var en glædelig nyhed, som der sikkert var mange danske fans, der blev meget glade for. Navnlig fordi det nærmeste koncertsted ellers var Hamborg, hvilket unægtelig ville gøre oplevelsen en del dyrere, med mindre man altså er bosiddende i det sønderjyske.

Ry for intenst liveshow

Canadiske Billy Talent har oplevet en kometagtig karriere, der begyndte med debutpladen Billy Talent fra 2003, men som for alvor blev cementeret, da de udsendte efterfølgeren Billy Talent II sidste år. Begge plader er homogene, energiske udspil, der leverer hurtig og levende post-punk med en helt særlig nerve, der nok især skyldes forsangeren Ben Kowalewiczs meget karakteristiske stemme.

Billy Talent har imidlertid også formået at skabe deres helt personlige, fyldige lyd, der sådan set må betragtes som ganske unik. På overfladen har bandet ret meget tilfælles med en del jævnaldrende bands, men trods det står Billy Talent frem som noget særligt. I den sammenhæng gør det naturligvis heller ikke noget, at gruppen og især Ben Kowalewicz, har ry for at levere et særdeles intenst liveshow.

Derfor var det sådan set heller ikke så underligt, at der var forventninger om en god koncertoplevelse, da Planet Pulp stak snuden forbi Pumpehuset for at høre Billy Talent. Det viste sig da også, at det blev en solid aften, uden at det dog på noget tidspunkt svang sig op i de højder, man muligvis kunne have glædet sig til.

Metaltræthed

Det hele begyndte ellers fremragende og ganske flabet vel at mærke, for gruppen åbnede med det første nummer fra hver af deres albums. Dermed lagde Billy Talent ud med nogle af deres musikalske trumfer fra begyndelsen, og skød koncerten i gang med et brag og en energi, som det var svært for dem at holde kørende. Luften gik ganske enkelt langsomt af ballonen, og da de tilmed spillede et par af deres mere rolige sange, blev der endda tid til at hente fadøl i baren.

Hvorfor koncerten i sidste ende manglede gnist kan være svært at sige. Den føltes først og fremmest lidt kort, men for det andet må man nok tage i betragtning, at København var et af de sidste stop på deres meget lange turné, og der kan derfor også have sneget sig noget metaltræthed ind i bandet. Det hele blev i hvert fald afviklet meget professionelt med nærmest stereotype hilsner til publikum og en generelt rutinepræget stil.

Numrene de spillede, var jævnt fordelt fra begge albums og med kun to plader ude er det jo i sagens natur også begrænset, hvilke overraskelser gruppen kunne trække ud af ærmet. Det kan muligvis have spillet ind, at Pumpehuset ikke var helt fyldt. Ganske vist var der mange, som sprang rundt oppe foran, men stemningen i salen har næppe overgået det, gruppen kunne opleve i Tyskland, hvor de p.t. er et af de absolut hotteste alternative bands.

Om det er rigtigt, er jo svært at sige, men antallet af dedikerede fans virkede i hvert fald ikke overvældende. Man må dog rose gruppen for deres livelyd, for den ramte med en uhyggelig præcision det, vi kender fra deres albums, blot lidt mere råt.

Solid, men ikke fremragende

Koncerten illustrerede i sidste ende undertegnedes forhold til bandet ganske godt, for når de leverer deres hurtige, catchy numre, er de i topform, men Billy Talent har også lavet en lang række mere jævne sange, der i hvert fald ikke formår at få mig op af stolen, og det kunne mærkes under koncerten.

Som altid har de hårdnakkede fans sikkert haft en glimrende aften, for det var trods alt en af de første gange man havde lejlighed til at høre gruppen, men for alle de knap så dedikerede Billy Talent-fans var det en solid, men ikke fremragende koncert.

Det skal nok nævnes, at opvarmningsbandet var The Pinheads fra Århus. En helt ligegyldig gruppe med en kvindelig forsanger. Bandet var på ingen måde overbevisende, og det er næppe nogen vi hører om igen her på Planet Pulp.

4 stjerner

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Skriv et svar

Your email address will not be published.