Back to the Future

I 1980 fik de to venner, manuskriptforfatteren Bob Gale og instruktøren Robert Zemeckis, en god idé. De ville lave en tidsrejsefilm om en ung fyr, der rejste tilbage i tiden, hvor han mødte sine forældre og hans mor forelskede sig i ham.

Cheferne hos Columbia synes der var potentiale i idéen og gav Gale og Zemeckis penge til at udvikle manuskriptet, men da første udkast var færdigt, endte studiet alligevel med at sige nej tak til filmen. De foreslog, at Gale og Zemeckis præsenterede projektet for Disneystudierne, som imidlertid sagde nej tak – mor/søn-forelskelsen var lidt for meget for det pæne Disney.

Lagt på hylden

Steven Spielberg, som Gale og Zemeckis kendte fra tidligere, kunne imidlertid se potentialet i filmen. ”The Beard” havde executive producet Gale og Zemeckis’ første større samarbejde, komedien I Wanna Hold Your Hand (1978) og deres andet samarbejde Used Cars (1980), og Gale og Zemeckis havde begge arbejdet på historien til Spielberg-fiaskoen 1941 (1979).

Men Gale og Zemeckis var tøvende over for at alliere sig med Spielberg – de var bange for at komme til at fremstå som intet andet end Spielbergs protegéer, og i første omgang lagde de Back to the Future på hylden.

Så lavede Zemeckis sin næste film, Romancing the Stone (1984; dansk: Nu går den vilde skattejagt), og så fik piben en anden lyd. Pludselig var Zemeckis hot shit i Hollywood, og flere af de store studier stod på nakken af hinanden for at sikre sig Zemeckis’ næste film – man skal huske, at Romancing the Stone blev et kæmpehit (og ironisk nok var den ikke så lidt inspireret af Spielbergs Indiana Jones-film).

Da Back to the Future pludselig var eftertragtet, valgte Gale og Zemeckis at takke for tilliden ved at gå til den mand, der havde troet på dem hele vejen igennem, og Steven Spielberg blev executive producer på Back to the Future, der blev coproduceret af Spielbergs Amblin Entertainment, Universal Pictures og det lille U-Drive Productions.

Lykketræf

Men filmens problemer – hvis man kan kalde dem det – var endnu ikke overstået. For faktisk blev Michael J. Fox ikke castet i rollen som Marty McFly, før der allerede var scener i kassen med Eric Stoltz i rollen som Marty. Zemeckis og Gale følte ikke, at Stoltz var den rette til rollen, og gjorde nu alt for at få Michael J. Fox, som de gerne ville have haft fra begyndelsen.

Problemet var, at Fox på dette tidspunkt var travlt optaget som Alex P. Keaton i Family Ties (1982-89; dansk: Blomsterbørns Børn). På én eller anden måde lykkedes det alligevel Fox at få tingene til at hænge sammen, og mange af hans scener i Back to the Future blev skudt om natten, mens han arbejdede på Family Ties om dagen.

Det var selvfølgelig et lykketræf for Zemeckis og Gale, at de fik Fox til rollen, for lige så vel som vi næppe kunne forestille os Tom Selleck som Indiana Jones (George Lucas’ førstevalg til den rolle), kunne vi næppe forestille os Eric Stoltz som Marty McFly.

Back to the Future blev indspillet, fik premiere og blev et kæmpehit. Og det forstår man godt, for blandingen af science fiction, komedie og 50’er-nostalgi fungerer perfekt i filmen, der fuldt fortjent har fået klassikerstatus. Samtidig er Back to the Future formentlig den bedst kendte tidsrejsefilm overhovedet.

Some serious shit

Filmen starter da den unge Marty McFly lover sin ven, den midaldrende videnskabsmand Doc Brown (Christopher Lloyd) at møde op til hans seneste eksperiment, der skal foregå om aftenen på en parkeringsplads foran det lokale storcenter. Inden det sker har vi imidlertid fået etableret en lang række karakterer og fakta, der er vigtige for filmens tidsrejsetema.

Vi ved dels, at Marty har en sød kæreste, spiller guitar og drømmer om at bliver musiker, dels at hans mor er alkoholiseret, hans bror og søster er rendyrket white trash, og at hans selvudslettende far er under tøflen på sin dominerende chef Biff.

Det bliver aften, og Marty tager sit skateboard (endnu et vigtigt element i filmens handling) hen til indkøbscentret, hvor han møder Doc Brown. Ud af doktorens store lastbil kører en liret DeLorean-sportsvogn, som doktoren forklarer at han har ombygget til en tidsmaskine.

Doc Brown sætter sin hund, Einstein, ind i bilen, og fortæller Marty at hvis hans udregninger er korrekte skal Marty se ”some serious shit”. Ganske rigtigt lykkes det Doc Brown at sende bilen (og vovsen) 1 minut ind i fremtiden. Eksperimentet, som Marty har optaget på videobånd for The Doc, er en succes.

Tilbage til 1955

Men så kommer problemerne. Tidsmaskinen kræver temmelig meget kraft for at virke. Faktisk så meget kraft, at det kræver en mindre atomreaktion. Det har The Doc opnået ved at stjæle en ladning plutonium fra nogle libyske terrorister, som ville have ham til at bygge en atombombe for dem.

Efter at The Doc har smækket en ny brændselsstav i tidsmaskinen dukker libyerne op i et Folkevognsrugbrød og begynder at skyde vildt omkring sig. The Doc bliver skudt, og Marty hopper ind i DeLorean’en for at flygte. Imidlertid er tidsmaskinen tændt, og da Marty når op på 88 miles i timen bliver han sendt tilbage til november 1955 – den dag Doc Brown først opfandt det, der gør tidsrejser muligt, fordi han faldt ned og slog sit hoved.

Indledningsvist er Marty helt vantro, og det er The Doc også, da det lykkes Marty at opspore ham i 1955-versionen af Hill Valley, som er den lille californiske by, hvor filmen udspiller sig. Det lykkes dog Marty at overbevise The Doc om, at den er god nok: Marty er virkelig en tidsrejsende fra fremtiden. Men, men, men. For det første har Marty ikke ekstra plutonium med tilbage. Og for det andet stødte Marty tilfældigvis ind i sine forældre, og forhindrede deres første møde.

Nu må Marty og The Doc for det første sikre sig, at Martys forældre møder hinanden, så der ikke opstår et tidsparadoks, der vil kunne ødelægge universet (eller kun galaksen, hvis de er heldige) og for det andet må de finde en anden måde at generere nok energi til at sende DeLorean’en tilbage til fremtiden.

Varm 50’er-nostalgi

Så skal der ikke siges mere om handlingen her, for har man ikke allerede set og genset Back to the Future, er det bare med at få fingrene ud – og da især fordi man kan købe boksen med alle tre film latterligt billigt.

Back to the Future lever i kraft af sin mesterlige blanding af humor, spænding, fascinationen af tidsrejser og en varm 50’er-nostalgi der kunne være blevet kvalm, men ikke er det. 1950’ernes Hill Valley er ikke 1950’ernes USA – det er et idealiseret 1950’er-miljø, sådan som 1980’ernes amerikanere gerne vil tænke tilbage på 1950’erne.

Enklere, renere, venligere, mere naivt – men under overfladen alligevel meget lig det senere samfund, som filmens 1980’er-historie udspiller sig i. Dermed bliver Back to the Future også en mild samfundssatire, hvor Zemeckis og Gale subtilt og ikke uden kærlighed understreger den gamle sandhed om, at ”the more things change, the more things stay the same”.

Visuelt vellykket

Visuelt lykkes dette fortræffeligt for Zemeckis og Gale, bl.a. fordi de har opbygget torvet i Hill Valley som en kulisse. Det er omkring dette torv at mange af filmens centrale scener udspiller sig – bl.a. den forrygende skateboard-jagt, hvor Marty jages af Biff, som allerede i 1950’erne var Martys fars nemesis og en kæmpestor bølle.

I denne sekvens ”opfinder” Marty naturligvis skateboardet, ligesom han i en senere scene ”opfinder” rock ’n roll. Da det er bygget som en kulisse kunne Zemeckis og Gale bruge Hill Valleys torv præcis som de ville, og lave så mange ændringer som de lystede – noget der ikke ville have været muligt, hvis det var optaget on location.

Dermed får de en meget stærk visuel understregning af de ting, der har ændret sig fra 1950’erne til 1980’erne. Det gælder bl.a. butiksfacader, rådhusets klokketårn (som spiller en vigtig rolle i filmen) og selve torvepladsen. I 1950’erne ligger her en dejlig grøn græsplæne; i 1980’erne er der en asfalteret parkeringsplads. Også filmens øvrige locations er velvalgte, men det er torvet der bedst viser forskellene mellem de to årtier og bliver filmens visuelle ankerpunkt for tidsrejsetemaet og faktisk hele trilogien.

Hovedparten af filmen udspiller sig derefter i dette idealiserede 1950’er-miljø, hvor Marty møder sine forældre som teenagere, og oplever hvordan de var på hans alder. Også her kommer der nogle kærlige stik til nutidens voksne om, at de ikke skal sætte sig selv på en alt for høj piedestal. Marty ser nemlig, hvordan alle de ting hans mor skælder ham ud for er ting, hun selv har gjort.

Glimrende cast

Filmens primære handlingstråd udspiller sig omkring Martys forældre, og problemet med at få dem til at mødes og forelske sig. Allerede i 1950’erne var Martys far George (Crispin Glover) under tøflen på Biff (Thomas F. Wilson), og da Marty dukker op, er han lige pludselig langt mere interessant for Lorraine (Lea Thompson) end den vattede George. Når man rejser i tiden risikerer man uværgeligt at ændre på tingenes tilstand, og Martys indsats kommer da også til at få betydning for hans egen fremtid.

Foruden en historie, der er godt skruet sammen og charmerende fortalt, er Back to the Future ekstremt godt castet. Michael J. Fox er et stort komisk talent, hvilket vi allerede så i Family Ties, der gjorde Fox til et household name i USA, men det var Back to the Future, der gjorde Fox til en filmstjerne – og en særdeles sympatisk én af slagsen. Så meget mere trist er det, at hans Parkinsons syge tvang ham på tidlig pension.

Men det er ikke kun Fox, der yder en glimrende indsats i filmen. Christopher Lloyd er genialt castet i rollen som en halvt vanvittige Doc Brown – når man ser Zemeckis’ Who Framed Roger Rabbit (1988; dansk: Hvem snørede Roger Rabbit) er det næsten ikke til at tro, at den diabolske Judge Doom spilles af den samme mand, der spiller den sympatiske Doc Brown.

Også Martys familie er glimrende, og her er det naturligvis sjovt at de samme skuespillere spiller rollerne i både 1950’erne og 1980’erne. Crispin Glover er ekstremt morsom som George McFly i begge tidsmiljøer, mens Lea Thompson har en del mere materiale som forsumpet alkoholiker i 1980’erne.

Thomas F. Wilson, der spiller skurken Biff, er sjov i begge tidsmiljøer, og er prototypen på en high school-bølle fra 1950’erne. Og læg også mærke til en ung Billy Zane i en meget lille birolle som én af medlemmerne af Biffs bande.

Ganske enkelt fremragende

Alt faldt hak under produktionen af Back to the Future, og filmens production value er også høj. Enkelte af effekterne er måske lidt bedagede nu om stunder, men alligevel fungerer de bedre end så meget CGI-lir gør det i moderne film. Men heldigvis er det begrænset hvor mange store effects-shots der egentlig er. Filmens primære effekt ligger i sidestillingen af de to tidsmiljøer, og det opnås gennem det fremragende designarbejde.

Som med alle tidsrejsefilm skal man ikke tænke for meget over paradokser og så videre, for der er naturligvis huller i handlingen her. Det er bare totalt ligegyldigt, for selv om Back to the Future er en tidsrejsefilm er det ikke selve tidsrejsen, der er det vigtigste i den første film i serien. Det er forholdet mellem de forskellige karakterer, og især mellem forældre og børn, der er i højsædet.

Back to the Future er ganske enkelt en fremragende film, der ikke har mistet noget af sin appel, selv om den nu har 30 år på bagen. Se den og gense den – det vil jeg i hvert fald blive ved med.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 1950’erne, Tidsmaskine, Tidsparadokser, Tidsrejser, Trilogi