Hamrende hårdt, brutalt og tungt extreme metal, der kombinerer old school Earache-grindlyd med computere, digital forvrængning og trommemaskiner.
Som selve navnet The Berzerker antyder, så dækker bandnavnet faktisk over et soloprojekt for én mand. Nemlig Luke Kenny, der stammer fra og har sin base i Melbourne, Australien. The Berzerker fik sin debut på Earache i 2000. Debutpladen, der blot bar titlen The Berzerker, skabte en del opmærksomhed for sin særegne stil.
Siden er det blevet til flere plader, hvor Animosity altså er den fjerde i rækken. Det skal også siges, at når The Berzerker går på tur, så er det som et “rigtigt” band med seks medlemmer. Alle iført masker for øvrigt, hvilket ikke skal forstås på en Lordi/GWAR-showagtig måde, men nærmere på en The Dwarves/The Mentors galningeagtig facon. Men når musikken bliver til, er det altså kun Luke Kenny (hovedsageligt), der sidder i sit hjemmestudie og drejer på knapperne.
Søger mod det ekstreme og kompromisløse
Stilen og lyden i The Berzerkers musik er passer da også dertil, da der er samplinger, trommemaskiner og digitale effekter på både vokal og andre elementer, som klart udskiller The Berzerker fra andre bands i Earache-kataloget. Samtidig læner The Berzerker sig også tæt op ad selv samme Earache-katalog og har tydeligvis et ret så bevidst blik rettet bagud mod Earaches klassiske udgivelser fra 80’erne og begyndelsen af 90’erne.
The Berzerker søger mod det absolut mest ekstreme og kompromisløse med en fokuseret misantropi, der både i selve musikken og i det tekstmæssige udtryk kan minde meget om stilen på Drummachinegun-kompilationen, som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp.
Der er tydeligvis også en vis tankemæssig og ideologisk lighed mellem de to. Det gælder, at musikken skal være så absolut hård, ekstrem, nutidig og så aggressivt som mulig. Hele tiden søgende mod grænserne for at det kan tjene som et afløb og udtryk for menneskelede og nihilisme.
Mere klassisk heavy
Både The Berzerker og Drummachinegun-folkene (hvilket hovedsageligt vil sige bandet Agoraphobic Nosebleed og venner) vil simpelthen skrige deres desperation og frustration med livet/verden/alt ud gennem deres musik. Men rent musikmæssigt er der dog tale om en tydelig, hørbar stilforskel.
Hvor Agoraphobic Nosebleed og resten af Drummachinegun-kunstnerne hovedsageligt har taget afsæt i tidlige grindcore-bands som Napalm Death og Extreme Noise Terror, med exceptionelt korte og hurtige numre, tilsat computer, så er The Berzerkers udgangspunkt tydeligvis andre af Earaches tidlige grindcore-kunstnere. Her er numrene længere og mere klassisk heavy, med temposkift når det bliver tungt. Men stadig smadrende hårdt og brutalt.
Det er denne stil, som vi kender den fra Bolt Thrower, Carcass og Gorefest, som The Berzerker tager til sig og elektrificerer. Hvilket bestemt ikke er nogen skade til, for det lyder virkelig godt. Det bliver en revitalisering af disse nu lidt gamle bands og deres stil. Set i forhold til Agoraphobic Nosebleed og lignende vil nogle måske mene, at det er lidt for gammeldags og heavy, men jeg må sige, at jeg godt kan lide denne kombination af nyt og gammelt, klassisk og eksperimenterende.
Vild med det
Samtidig med, at det er maskinelt og industrielt, så er The Berzerkers musik også meget groovy og organisk; et træk der nok følger med arven fra de gamle Earache-bands, og det synes jeg faktisk er helt vildt fedt. Det får The Berzerker til virkelig at skille sig ud blandt kunstnerne, der bruger computere og guitarer i en mere ekstrem blanding.
Jeg er vild med The Berzerker, men må også ærligt erkende, at det appellerer mere til metalfolk, der kan klare lidt maskine i deres metal, end til extreme techno-folk, der nok vil finde The Berzerker alt for heavy-agtigt til deres smag. Har du et svagt sted i dit hjerte for gammelt Earache, men hører det bare ikke så meget mere, bør du ubetinget tjekke The Berzerker ud og høre, hvordan det 21. århundredes udgave lyder.
Animosity er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.
Nummerliste:
1. Eye for an Eye (02:17)
2. Purgatory (03:04)
3. False Hope (03:29)
4. Evolution (02:47)
5. No more Reasons (02:45)
6. Retribution (02:41)
7. The Cancer (03:09)
8. Weapons of War (02:31)
9. Heavily Medicated (02:26)
10. Lonely World (03:47)
Total spilletid: 28:03

Kunstner: The Berzerker
Udgivet: 2007
Label: Earache Records
Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007