All Signs Are Wrong

Der sker ting og sager i Canada disse år. Gradvist dukker der flere og flere interessante pladeudgivelser op til overfladen. Plader der har en fabelagtig lyd og en utrolig stilsikkerhed, men først og fremmest sparker de røv. Her er Sinkin’ Ships ingen undtagelse. Med deres andet fulde studiealbum, All Signs Are Wrong fra 2005, sættes dagsordenen for energisk og rytmisk punk.

I Canada har undergrunden for længst kastet sig for fødderne af bandet, og det er forståeligt. For det er uden tvivl en af de mest kraftfulde udgivelser nationen har mønstret længe. Især er det forbløffende, hvor målrettede, bandet har været, siden de blev dannet tilbage i 2002 og udsendte EP’en No Time, der blev hårdt forfulgt af albummet Mayday fra 2004. Hvis gruppen kan holde pusten, bliver det spændende at se, hvor de havner om nogle år. Lige nu er de frontløbere i en bevægelse, som de vel knap selv kender kursen for.

Old school punk, der lyder friskt

All Signs Are Wrong rummer ti sange, der stort set har samme lyd. Stilen er skramlet og ligefrem old school punk, med inspiration fra genrens helt store navne. Imidlertid har Sinkin’ Ships en tilgang til musikken, der på en eller anden måde får den til at lyde som noget nyt. Måske er devisen her, at man nogle gange må gå bagud, for at komme fremad. Det er i hvert fald svært at pege på, hvad det er gruppen kan, som sælger deres vare så godt.

En af de helt store inspirationskilder for bandet må være Social Distortion, og skulle man rent lydmæssigt pege på nogle forbilleder, kunne Mike Ness’ senere plader meget vel tjene som eksempel. På et punkt skiller Sinkin’ Ships sig imidlertid ud fra stort set alle andre af genrens bands. De har nemlig en kvindelig forsanger, og endda en forbandet dygtig en af slagsen.

Med Naomi Allan som frontfigur, har gruppen fået fingre i et uvurderligt guldæg. Ikke alene er hun en teknisk fremragende sanger, men hendes stemme tilføjer musikken en unik dimension, hvor Suzi Gardner og Courney Love godt kan gå hjem og lægge sig. Den bedste parallel til Allan må være Deborah Harry i hendes velmagtsdage, og det siger jo ikke så lidt.

Meget lidt 70’er-nostalgi

Naomi Allan er naturligvis ikke den eneste i bandet, og foruden hende, finder vi Johnny Consensus på trommer, Mike Hawco på bas, Mike Harpur på lead guitar og Jamey ”Cactus” Vella, ligeledes på guitar. De to sidstnævnte supplerer også med lidt baggrundsvokal i ny og næ.

Musikken er meget domineret af de to guitarer, hvilket måske er lidt atypisk for genren generelt, men igen peger det ganske godt i retning af den mere rockede stil som Social Distortion blandt andet har slået sig på. Her må man dog ikke tro, at der er tale om forklædt garagerock, Det er der absolut ikke, og man finder forbløffende lidt 70’er-nostalgi på All Signs Are Wrong.

I det hele taget finder man stort set kun ni enslydende numre på pladen, og så lige en enkelt afviger. Hovedparten er intense sange, hvor hastigheden måske svinger, men energiniveauet forbliver stort set lige højt og Allans vokal slår gnister i dem alle. Da hendes stemme får lov til at fylde så meget som den gør, har bandets tekster om livets genvordigheder pludselig fået et ansigt, og et særdeles personligt udtryk.

Man tror vitterligt på Allans vrede, og glemmer komplet gruppens øvrige medlemmer, trods det nok i lige så høj grad er deres problemer der synges om. Den meget harmoniske produktion har bandet selv stået for, i samarbejde med Rob Sanzo, der også har siddet bag pulten for bl.a. Danko Jones.

Mesterværk

Et af de absolutte højdepunkter på albummet er det første nummer ”Broken Hearts Are Blue”, der svinger umanerlig godt. Et andet fedt nummer er det lidt mere afdæmpede ”Bad Bad Bad”. For en god ordens skyld, må et tredje nummer trækkes frem; navnlig på grund af den forbløffende smertefyldte vokal som Allan leverer i dette.

Nummeret der skiller sig ud fra resten, ”Garbage Island”, er en duet, der lyder som var det Dropkick Murphys eller Flogging Molly der havde skrevet det. Sangen er ikke dårlig, og rent tekstmæssigt faktisk ganske finurlig, men man undres lidt over hvorfor den er havnet på albummet. Som kuriøst indslag gør den sig dog godt.

Som man nok kan fornemme, høster Sinkin’ Ships mange roser her. Pladen er intet mindre end et mesterværk, og denne anmeldelse slutter sig således til den lange række af rosende omtaler gruppen har modtaget, siden de blev dannet. Jeg kan kun med beklagelse konstatere, at den turné som bandet er på i skrivende stund, desværre kun fører dem rundt i Canada og USA. Det er synd, for gruppen fortjener udbredelse herhjemme.

All Signs Are Wrong er en af de bedste plader jeg har hørt meget længe, og den har befundet sig i min private pladerotation nogle uger nu. Har omtalen her på nogen måde vakt din interesse, så anskaf albummet – du vil ikke fortryde det.

All Signs Are Wrong er venligst stillet til rådighed af Wounded Paw Records.

Nummerliste:
1. Broken Hearts Are Blue (Sinkin’ Ships) (3:22)
2. Tits On Toast (Sinkin’ Ships & Rick Giroux) (2:48)
3. Shits Tight (Sinkin’ Ships) (4:07)
4. Bad Bad Bad (Sinkin’ Ships) (3:57)
5. See Sharp (Sinkin’ Ships) (3:31)
6. Breakdown (Sinkin’ Ships) (3:46)
7. On & On (Sinkin’ Ships) (3:07)
8. Garbage Island (Jamey ”Cactus” Vella) (1:31)
9. The Ballad of Down (Sinkin’ Ships) (4:20)
10. Where Are You Now? (Sinkin’ Ships) (2:07)

Total spilletid: 30:16

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006