Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Alien

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Alletiders bedste science fiction-gyser og måske bare alle tiders bedste gyser. Det er, hvad der er at sige om Ridley Scotts Alien, hvor alt går op i en højere enhed.

AlienRidley Scotts Alien fra 1979 (dansk: Alien: Den 8. Passager) kandiderer i min bog om titlen som alle tiders bedste gyser. For man skal ikke lade sig narre af, at filmen foregår i rummet. Filmen har en science fiction-setting, men virkemidlerne er umiskendelig gyserens, og hverken før eller siden er de to genrer blevet kombineret så effektivt og så smukt, selv om mange har forsøgt at gøre succesen om (se f.eks. anmeldelsen af Event Horizon (1997) her på Planet Pulp).

Litterære og filmiske forbilleder

Når det er sagt, så er der da flere forbilleder, som forfatterne af Alien har suget inspiration fra. F.eks. blev producenterne sagsøgt af forfatteren A.E. van Vogt hvis noveller Black Destroyer og Discord in Scarlet (begge fra 1939), der senere kom til at indgå i romanen The Voyage of the Space Beagle (1950), har mange af de samme elementer, der senere kom til at indgå i Alien – vigtigst af alt et par fjendtligsindede rumvæsner, hvoraf ét af dem lægger parasitæg i flere af besætningsmedlemmerne ombord på rumskibet.

Også fra filmens verden er der hentet inspiration; det er helt umuligt ikke at tænke på Edward L. Cahns It! The Terror From Beyond Space (1958), når man ser Alien. I Cahns film er der tale om et væsen, der skjuler sig i et rumskib, som har været på en redningsmission til Mars. Mens A.E. van Vogt rent faktisk sagsøgte producentene af Alien, så overvejede folkene bag It! det samme, men det blev aldrig til noget.

Gremlins

Hvorom alting er, og uagtet at der bestemt er forbilleder for filmen, så er den umiddelbare idé, der lå bag Alien noget mere pudsig. Dan O’Bannon havde oprindelig en idé om en flok gremlins, der lavede ballade ombord på en B17-bombemaskine under Anden Verdenskrig. Her må jeg lige gøre opmærksom på, at disse gremlins ikke har noget at gøre med væsnerne fra Joe Dantes Gremlins fra 1984, men Gremlins er inspireret af de samme væsner, der var inspirationskilden til O’Bannons idé.

Begrebet “gremlin” dækker over en form for drillenisse, der blev opfundet af piloter og mekanikere under Anden Verdenskrig og brugt i spøg som en forklaring på, hvorfor mekanikken nogle gange fejlede. Akkurat som når man taler om at sætternissen har været på spil, når der er stavefejl i en avis.

O’Bannon havde grundidéen, men den udviklede sig kraftigt, da han begyndte at udvikle historien sammen med Roger Shusett. Manuskriptet kom nu til at foregå i rummet, hvilket bl.a. også skulle være affødt af en vis utilfredshed O’Bannon havde med John Carpenters Dark Star (1974), som O’Bannon havde været med til at skrive manuskriptet til.

Manuskriptet endte med at blive solgt til produktionsselskabet The Brandywine Company under David Giler, Walter Hill og Gordon Carroll, hvorefter der skete væsentlige ændringer med manuskriptet. Walter Hill og David Giler skrev manuskriptet om, introducerede nye karakterer og omskrev også hovedparten af dialogen; ændringer, O’Bannon ikke var glad for. Ikke desto mindre er O’Bannon stadig krediteret som eneste manuskriptforfatter.

The Omen, Star Wars og Alien

På dette tidspunkt var filmen i fare for aldrig at blive lavet. The Brandywine Company havde en produktionsaftale med Fox, der imidlertid samtidig havde en anden lille rumfilm ved navn Star Wars på vej. Inden Star Wars kom ud i 1977 troede ingen hos Fox på, at den ville blive en succes, og derfor var de ikke vilde med idéen om at gå ind i endnu en rumfilmsproduktion. Da Star Wars gik hen og blev et megahit, ændrede Fox ikke overraskende mening, og produktionsforberedelserne til Alien kunne nu gå i gang og på et budget, der var dobbelt så stort som producenterne oprindelig havde håbet på.

På den måde har Star Wars indirekte æren for, at Alien blev produceret, og her må jeg lige komme med en lille krølle på historien, for i sidste ende kan man måske derfor takke Richard Donners The Omen (1976) for, at Alien blev produceret. Midlerne til at finansiere Star Wars hentede Fox nemlig i høj grad fra indtjeningerne på The Omen, som også blev et kæmpe hit. Og her sluttes ringen på smukkeste vis: Jerry Goldsmith, der komponerede musikken til The Omen endte også med at komponere musikken til Alien.

Star Wars har også på ét andet område haft indflydelse på Alien. Den æstetik George Lucas introducerede i Star Wars, hvor rumskibe godt kunne være gamle og slidte, var nemlig ny på det tidspunkt. Inden da havde polerede rumskibe af Enterprise-typen (fra Star Trek) domineret i Hollywoods fremstilling af rummet, men det var altså noget, Star Wars ændrede på. Og her tog Ridley Scott så skridtet videre, og fik i Alien pludselig rummet til at virke meget realistisk, hvor rumskibet i Alien fremstilles som et stykke mekanik, der kan gå i stykker akkurat som en bil.

Scott har da også åbent erklæret, at Star Wars var én af årsagerne til, at han gerne ville lave en rumfilm. Alien er naturligvis en helt anden størrelse end Star Wars, og rent æstetisk er Star Wars da også kun én af de inspirationskilder, Scott har angivet. En anden er Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) og endelig har instruktøren tilkendegivet, at inspirationerne til gyserelementerne i Alien i vid udstrækning kom fra Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974).

Der er derfor ingen tvivl om, at Alien er en særdeles sammensat størrelse med en lang række inspirationskilder, der er kommet ind i forskellige stadier af produktionen, fra historie over manus til production design og instruktion. Det kunne være endt som noget rod, men stjernerne har stået rigtigt over produktionen, der da også helt fortjent har fået klassikerstatus, og som i sig selv er gået hen og er blevet inspirationskilde for utallige film. Men lad os kigge lidt på handlingen.

Nedstyrtet rumskib
Nostromo glider gennem rummet på vej mod Jorden.

Nostromo glider gennem rummet på vej mod Jorden.

Fragtrumskibet Nostromo er på vej tilbage til Jorden med flere millioner tons mineraler, da den syv mand store besætning vækkes af deres dvalesøvn af skibets centralcomputer. Computeren, kaldet “Mother”, er programmeret til at vække besætningen, hvis den opfanger noget, der kan tolkes som signaler fra intelligent liv. Besætningen finder snart ud af, at de langt fra er hjemme endnu, og at Mother har opsnappet et signal fra en nærliggende planet. De kobler Nostromo fra lasten og tager ned på planeten for at undersøge sagen.

Fra indledningens kameratur gennem Nostromos tomme gange.

Fra indledningens kameratur gennem Nostromos tomme gange.

Tre besætningsmedlemmer – kaptajnen Dallas (Tom Skerritt), den næstkommanderende Kane (John Hurt) og et af de kvindelige besætningsmedlemmer, Lambert (Veronica Cartwright) – hopper i rumdragterne og begiver sig ud på den ubeboelige planet for at finde kilden til signalet. De finder et nedstyrtet rumskib, der tydeligvis ikke er af menneskelig oprindelse, og inde i skibet finder de skibets kæmpemæssige pilot, der lader til at have siddet død i sit pilotsæde i mange, mange år. Let foruroligende ser de, at det ser ud som om en del af pilotens brystkasse er eksploderet indefra, som om noget er trængt ud.

Besætningen vækkes af sin dvale.

Besætningen vækkes af sin dvale.

Kort efter opdager Kane et kæmpemæssigt rum i skibet, hvori han finder hundredvis af læderagtige æg, der synes at indeholde en form for liv. Knap har han konstateret det, før noget trænger ud af ét af æggene og angriber ham. Det viser sig, at den livsform, der var inde i ægget, har sat sig fast på Kanes ansigt. Dallas og Lambert får slæbt Kane tilbage til skibet, hvor den vagthavende officer Ripley (Sigourney Weaver) nægter at lukke dem ind førend karantæneperioden er overstået. Videnskabsofficeren Ash (Ian Holm) bryder imidlertid karantænen, og Kane kommer på infirmeriet, hvor Ash undersøger ham.

Han finder ud af, at væsnet har sendt en slags slange ned i halsen på Kane, og åbenbart fodrer ham med ilt. Ash forsøger at fjerne væsnet, men uden held: da han forsøger at lave et snit i væsnet, sprøjter noget af væsnets blod ud, og det viser sig at være en særdeles potent syre, der æder sig igennem flere af skibets dæk. Mandskabet beslutter sig for at lade være med at gøre noget, og satser på at få Kane hjem, hvor professionelle læger så kan se på ham. De får foretaget nogle reparationer på skibet, og sætter kursen ud i rummet igen, hvor Nostromo kobler sammen med lasten igen og fortsætter rejsen mod Jorden.

Den ottende passager
Kaptajn Dallas (Tom Skerritt) inde ved computeren "Mother", der styrer rumskibet.

Kaptajn Dallas (Tom Skerritt) inde ved computeren “Mother”, der styrer rumskibet.

Før de når at få lagt Kane – og sig selv – i dvale igen, sker der imidlertid noget. Væsnet på Kane falder af og dør, og Kane vågner op – en smule groggy, men tilsyneladende uden at have lidt permanent overlast. Da mandskabet vil spise et sidste måltid, inden de går i dvale, sker der noget. Kane begynder at hoste voldsomt, og pludselig får han stærke kramper. De ophører dog snart, for til resten af besætningens store rædsel trænger et væsen ud gennem Kanes brystkasse, og forsvinder ud i mørket.

Ash (Ian Holm), Kane (John Hurt) og Kaptajn Dallas.

Ash (Ian Holm), Kane (John Hurt) og Kaptajn Dallas.

Kane er død, og resten af besætningen beslutter sig for at væsnet må fanges. De indleder derfor en jagt på rumvæsnet, men det viser sig hurtigt, at jægerne er de jagede. Rumvæsnet vokser sig på rekordtid meget, meget stor, og viser sig at være en formidabel dræbermaskine, der bevæger sig rundt i skibets ventilationssystem. Én efter én dræber det mandskabet ombord på Nostromo, som febrilsk leder efter en måde at dræbe det på. Samtidig bliver det snart tydeligt, at det ikke er et rent tilfælde, at de landede på planeten. Noget tyder nemlig på, at det megafirma, Nostromo tilhører – lakonisk omtalt som “The Company” – godt kendte til rumvæsnets eksistens, og at firmaet vil have monstret til Jorden for at bruge det i selskabets afdeling for biologiske våben.

Ovenstående er opskriften på én af de mest effektive, klaustrofobiske gysere, der nogensinde er lavet, og helt sikkert også Ridley Scotts bedste film. Har man ikke set Alien er det umuligt at forstå, hvor virkningsfuld og hvor rædselsvækkende filmen er, og af samme grund er Alien én af de gyserfilm, hvor jeg virkelig misunder de, der endnu har til gode at se filmen for første gang.

Velfungerende gruppedynamik
Parker (Veronica Cartwright) og Ripley (Sigourney Weaver).

Parker (Veronica Cartwright) og Ripley (Sigourney Weaver).

Alien har et virkelig solidt cast, der ydermere spiller en række roller, der er overordentlig godt sat sammen. Filmens syv karakterer har en velfungerende gruppedynamik, hvilket er en kombination af velskrevne roller og god casting. I rollen som Nostromos kaptajn ses som nævnt Tom Skerritt, der fint spiller rollen som en hård, men sympatisk chef. John Hurt onduleres ret hurtigt, men han gør det fint som Kane, mens han endnu er på skærmen. Skibets to mekanikere, Parker og Brett, er også velcastede med henholdsvis Yaphet Kotto og Harry Dean Stanton, der foruden at have en god dynamik med resten af besætningen også har fint spil med hinanden.

Brett (Harry Dean Stanton) og Parker (Yaphet Kotto) - de to mekanikere.

Brett (Harry Dean Stanton) og Parker (Yaphet Kotto) – de to mekanikere.

Ian Holm er skummel og tvær i rollen som videnskabsofficeren Ash, men det skal han være, og han spiller rollen til iskold perfektion. Den mest anonyme af de syv besætningsmedlemmer er nok Lambert, spillet af Veronica Cartwright, der har rollen som den svage af besætningens kvinder. Hun står i et totalt modsætningsforhold til det sidste besætningsmedlem, Ripley, spillet af Sigourney Weaver.

Weavers fremstilling af Ripley er blevet skelsættende for fremstillingen af stærke kvinder i actionorienterede roller, og det er da også ret hurtigt Ripley, der må tage lederrollen på sig. Det er interessant at bemærke, at Ripley ikke fra begyndelsen var tænkt som en kvinde. Godt nok var alle rollerne fra begyndelsen skrevet som unisex-karakterer, så de både kunne castes med mænd og kvinder, men Ripley var aldrig tænkt som en kvinde, og i det originale manus var besætningen rent mandlig.

Det fremmede rumskib.

Det fremmede rumskib.

Tom Skerritt havde faktisk fået rollen som Ripley, inden producenterne besluttede at ændre rollen til en kvinde. Meget af filmens blivende værdi er utvivlsomt afledt af, at Ripley var en kvinde, og det er interessant at tænke over, hvordan filmen var faldet ud, hvis producenterne ikke havde ændret rollen.

På trods af, at rumvæsnet – titlens Alien – ret hurtigt begynder at dræbe besætningsmedlemmerne, når man at få sympati for de stakkels astronauter, og det er helt afgørende for filmens spændingsopbygning. Man sidder neglebidende og venter på, hvem der mon er den næste, der bliver dræbt, og håber hver gang, at de når at slippe væk. Men det gør de naturligvis ikke…

Fremragende production design og fotografering
Kane undersøger et Alien-æg.

Kane undersøger et Alien-æg.

Filmens store slagkraft kommer uden tvivl også af dens smukke og overbevisende production design og af, at den er virkelig flot fotograferet. Ridley Scott har altid været dygtig til at lave billeder, hvilket også gør, at selv hans dårlige film sædvanligvis er seværdige alene for den æstetiske nydelses skyld. I Alien har Scott og hans fotograf Derek Vanlint formået at vride hver en dråbe klaustrofobisk paranoia ud af Michael Seymours production design, og det virker som en drøm – eller rettere som et mareridt.

Ud over at det virker indelukket og har mange stiger, hjørner, ventilationsskakter og alkover, hvor monstret kan gemme sig, er settets store styrke det tidligere omtalte brugte look, der får det til at virke realistisk. Det tilføjer en hel del til filmens overordnede effekt, at vi ikke præsenteres for et blankpoleret krom-miljø, men noget, der fremstår almindeligt og dagligdags – hvilket det gør, selv om det er science fiction. En yderligere ting, der højner filmens realisme er besætningens sammensætning. Her er der ikke tale om militærfolk eller lignende på mission, men om en gruppe mennesker, der virker som om de bare er på arbejde.

Den sidste ingrediens
Kane med rumvæsnet på ansigtet - den såkaldte "facehugger" (ordet bruges dog aldrig i filmen).

Kane med rumvæsnet på ansigtet – den såkaldte “facehugger” (ordet bruges dog aldrig i filmen).

Men vi mangler den sidste ingrediens; det der giver Alien dens reelle virkning, fordi det er det, vi er bange for: Monstret. Her er det den schweiziske kunstner H.R. Giger, der må krediteres, for hans morbide fantasi har i Alien-monstret skabt et vaskeægte filmikon. Gigers kunst er generelt uhyggelig, og Alien er et perfekt eksempel på kunstnerens forkærlighed for sammenblanding af organisk og mekanisk. Selve monstret er da også netop sådan en blanding, for selv om man ikke er i tvivl om, at væsnet er et dyr, og altså organisk, så indgår der klart metalliske elementer i det – her kan f.eks. nævnes dets sekundære mund med de sylespidse tænder.

Ægget udklækkes og en Alien fødes.

Ægget udklækkes og en Alien fødes.

Giger designede i øvrigt også det rumskib, besætningen fandt på den ubeboelige planet i filmens begyndelse, og også det bærer klart præg af en lignende blanding af organisk og mekanisk. Gigers æstetik og Alien generelt har uden tvivl også været en inspirationskilde for Star Trek-forfatterne, da de opfandt The Borg.

Trods Gigers fremragende Alien-design, der blev omsat i praksis af John Mollo og Carlo Rambaldi, så fungerer monstret bedst, når det holder sig i skyggen, eller endda når vi slet ikke ser det. Der er ikke fordi dragten er dårligt lavet, men fordi hele filmens effekt mere er baseret på snigende rædsel (og til sidst reel panik) end på gore-effekter. Ikke dermed være sagt, at der ikke er blodige effekter i Alien – den berømte ”chestburster”-scene hvor monstret trænger ud af Kanes brystkasse er nok til at tage appetitten fra de fleste, selv i dag – men der er bare ikke så mange af dem, og det er en god ting.

Monstrøs graviditet
Vores første glimt af den fuldvoksne Alien.

Vores første glimt af den fuldvoksne Alien.

Der er ikke noget, der ikke fungerer i Alien, og af samme grund har den fået blivende værdi, både som film i sig selv, og som inspirationskilde for et utal af andre film, spil, computerspil og meget andet. Tematisk er filmen også et vigtigt led i kæden i body horror-subgenren, hvor det imidlertid er David Cronenbergs film (fra Shivers (1975) og fremefter), der dominerer. I Alien kommer væsnet til at fremstå som en monstrøs graviditet, og på den led har filmen tematiske elementer til fælles med en film som Rosemary’s Baby (1968).

Den monstrøse graviditet er ikke den eneste reference til menneskelig seksualitet og formering. Gigers æstetik er nemlig også stærkt seksuelt symbolladet. Da det første væsen falder af Kane, og besætningsmedlemmerne får lejlighed til at undersøge det nærmere, bliver det meget tydeligt, at den “slange” som væsnet har sendt ned i Kanes hals for at forsyne ham med ilt (og hvorigennem væsnet har lagt sit æg inden i Kane), bærer en overordentlig stor lighed med en vagina.

Også andre steder i filmen er der stærkt seksuelle undertoner. Da Lambert tages af dage, fører den fuldvoksne Alien således sin hale op mellem hendes ben og trækker hende til sig. Disse symbolladede effekter og handlinger kommer imidlertid aldrig til at fremstå lumre på nogen måde, men der er ingen tvivl om, at filmen er guf for analytikere.

Biografversionen er den bedste
En presset Ripley hen imod filmens slutning.

En presset Ripley hen imod filmens slutning.

Den her anmeldte version af filmen er den Special Edition, som 20th Century Fox har udsendt, og hvor filmen både foreligger i den originale biografversion og i den Director’s Cut-version som Scott meget mod sin vilje foretog til Alien Quadrilogy-boksen, som kom i 2003. Director’s Cut-versionen har en spilletid på ét minut mindre end den originale version, og der er intet i den – hverken det, der er tilføjet eller det, der er fjernet – der retfærdiggør, at filmen skulle udgives i en ny version.

Scott har da også udtalt, at han kun klippede i filmen fordi han havde set studiets udkast til en “Director’s Cut” (her ser vi også Director’s Cut-begrebets efterhånden totale underminering) og ikke brød sig om den. Scott foretrækker stadig biografversionen, og det gør jeg også.

Der er ikke meget mere at sige: Alien er på alle leder og kanter en fremragende film. Har du ikke set den endnu, har du en fandens uhyggelig oplevelse til gode, og har du set den før, ja så gør som jeg gør, og se den igen og igen og igen. Den bliver ikke dårligere med tiden.

6 stjerner

Titel: Alien
Dansk titel: Alien – den 8. passager
Instruktør: Ridley Scott
Manuskript: Dan O’Bannon
Cast: Tom Skerritt (Dallas), Sigourney Weaver (Ripley), Veronica Cartwright (Lambert), Harry Dean Stanton (Brett), John Hurt (Kane), Ian Holm (Ash), Yaphet Kotto (Parker)
Producere: Gordon Carroll (producer), David Giler (producer), Walter Hill (producer), Ivor Powell (associate producer), Ronald Shusett (executive producer)
Foto: Derek Vanlint
Klip: Terry Rawlings & Peter Weatherly; David Crowther (Director’s Cut)
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 112 minutter (biografversion), 111 minutter (Director’s Cut)
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Surround 5.1., DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, islandsk, hollandsk
Produktionsland, år: England, 1979
Produktionsselskaber: 20th Century Fox, Brandywine Productions Ltd.
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Androider, Body Horror, Kunstig Intelligens, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *