Åndemanerne – en unik udgivelse

1 minuts læsetid
Åndemanerne.
Åndemanerne.

”Haller krøb helt tæt på ham. Samuel kunne føle hans ånde, mærke varmen fra hans magre legeme, lugte hans syge stank af sved og urin. Lugten af død og fordærv. Han hørte Hallers kunstige negle slå små smæld mod gulvbrædderne, da han utålmodigt lod dem trippe nærmere. De fortsatte deres råb, men Samuel begyndte at opleve en nagende tvivl. Billeder af edderkoppen, der lister sig ind på sit bytte, fanget i nettet, dukkede op.”

Denne passage stammer fra Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman Åndemanerne, der er udgivet på H. Harksen Productions. Martin og jeg har kendt hinanden i 30 år, han var medstifter af Sleazehound (der sidenhen blev til Planet Pulp) og Martin og jeg skriver ting sammen.

Så denne lille tekst er ikke tænkt som en klassisk anmeldelse, det ville måske være utroværdigt. Men ikke desto mindre føler jeg, det er min pligt at omtale fremragende genrelitteratur, når jeg støder på det – uanset om jeg kender forfatteren eller ej.

For Åndemanerne er, når den er bedst, noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har læst på dansk. Det er for mig rendyrket horror, hvor det ikke er de nemme effekter, der tages i brug. Det er psykologisk og kropslig gru, som sidder i dig lang tid efter, du har læst den.

Romanen, der lanceres som en gotisk roman, har mange ting tilfælles med en novellesamling. Åndemanerne er inddelt i 12 kapitler, og de kan alle læses selvstændigt, selvom der også en rød tråd gennem alle fortællingerne. Om man så køber konceptet med, at den er en roman eller ej, er ikke så vigtigt i det store perspektiv. Det vigtige er, at Martin trykker på alle de ubehagelige knapper, og han taler til sanserne: Man kan nærmest lugte stemningen mens man læser.

Åndemanerne er bestemt ikke en udgivelse for alle. Flere passager var decideret svære at komme igennem, fordi ubehaget og nihilismen stikker dybt i Martins univers. Men det kan man jo også se som en klar anbefaling. Åndemanerne er heller ikke for dem, der forventer en klassisk plotorienteret gyserfortælling. De vil blive skuffet.

Jeg vil anbefale dig at opsøge Åndemanerne. Jeg tror, du efterfølgende vil give mig ret i, at det på mange måder er en ganske unik udgivelse på den danske genrescene.
Åndemanerne kan skaffes her eller læses på bibliotekerne.

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.