Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

A Song of Ice and Fire 1: A Game of Thrones

A Song of Ice and Fire 1: A Game of Thrones
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

George R.R. Martins ordrige fantasyroman er ikke perfekt, men underholdningsværdien er i top og settingen er fascinerende.

Det er først efter HBO-serien Game of Thrones begyndte i 2011, at den amerikanske forfatter George R.R. Martins fantasyserie A Song of Ice and Fire for alvor er blevet kendt i hele verden. I USA har Martins bøger solgt godt siden slutningen af 1990’erne, men det krævede alligevel en tv-serie, før Martin, hvad popularitet angår, blev katapulteret op i fantasygenrens absolutte superliga.

Den første roman udkom så langt tilbage som i 1996 og blev ingen øjeblikkelig succes, men mund-til-øre-metoden førte efterhånden til, at serien fik flere læsere, og i USA røg både andet og tredje bind i serien ind på bestsellerlisterne.

Sent til festen

George R.R. Martin (f. 1948)

Jeg skal med det samme sige, at jeg selv er kommet sent til festen: Jeg kendte ikke A Song of Ice and Fire, eller George R.R. Martin for den sags skyld, før HBO-serien startede, og det har taget mig yderligere tre år at tage mig sammen til at få læst den første roman.

Jeg har ikke set ét minut af tv-serien, og det passer mig sådan set glimrende, for det giver mig mulighed for at gå til romanerne uden på forhånd at have dannet billeder af, hvordan den ene eller den anden person ”bør” se ud. Jeg planlægger for den sags skyld heller ikke at se serien, inden jeg har fået tygget mig igennem alle romanerne.

Og ja, efter at jeg er blevet færdig med den første roman, A Game of Thrones, planlægger jeg at læse resten af romanerne. Ikke fordi A Game of Thrones er stor litteratur, men fordi jeg har været godt underholdt og er blevet nysgerrig efter at finde ud af, hvad der videre sker med romanens ganske omfattende persongalleri.

Royal intrige

A Game of Thrones foregår på det fiktive kontinent Westeros og til dels andre steder i Martins fiktive verden. Westeros er en ø, bestående af syv gamle kongedømmer, der i trehundrede år har været samlet under én konge. Indtil omkring femten år før romanens begyndelse var kongerne af slægten Targaryen, som man igennem diverse antydninger får at vide kunne kontrollere drager.

Femten år før bogens start anførte den nuværende konge, Robert Baratheon, et oprør, der styrtede den tidligere konge og sendte resterne af hans familie i eksil – et af bogens handlingsspor følger de to eneste efterkommere af den tidligere konge, prins Viserys Targaryen og hans 13-årige lillesøster Daenerys Targaryen.

Det er imidlertid Robert Baratheons gamle kampfælle Eddard ”Ned” Stark og hans familie, der er de egentlige hovedpersoner i A Game of Thrones. I romanens start beder kongen Eddard om at påtage sig hvervet som kongens ”hånd” – i bund og grund kongens stedfortræder, der regerer riget, mens kongen kan bruge tiden på at være kransekagefigur.

Det betyder, at Eddard må rejse fra sit sæde, borgen Winterfell i den nordlige del af Westeros, og til kongebyen King’s Landing i den sydlige del af landet. Her hvirvles han ind i en royal intrige, der i løbet af romanen kaster riget ud i en krig med Stark-familien og dens støtter på den ene side og den magtfulde Lannister-familie og dens støtter på den anden side.

Fortalt fra adskillige synspunkter

Selvom størstedelen af A Game of Thrones er fortalt med Stark-familiens synspunkt, er romanen ikke låst til ét enkelt synspunkt. Det skyldes den måde, George R.R. Martin har valgt at opbygge romanen på. Hvert enkelt kapitel, med undtagelse af prologen, bærer navnet på én af bogens mange personer, og kapitlet er så fortalt ud fra den persons synspunkt. Ikke at forstå på den måde, at romanen er fortalt i første persons perspektiv; fortællerstemmen er tredje person, men det er ikke en alvidende fortællerstemme.

Hovedparten af kapitlerne er fortalt gennem ét af Stark-familiens medlemmer (Eddard, sønnen Bran, den uægte søn Jon, døtrene Sansa og Arya og hustruen Catelyn), men ni ud af romanens 73 kapitler er fortalt fra Tyrion Lannisters synspunkt – et farverigt medlem af Lannister-slægten – og 10 er fortalt ud fra Daenerys Targaryens synspunkt.

Inddragelsen af den intelligente og svært sarkastiske dværg Tyrion Lannister som synspunkt-person betyder, at man også får ”den anden side” af en del situationer at høre, hvilket gør det sværere at affeje Tyrion som ubetinget skurkagtig, selvom han er en del af Lannister-slægten, der, overordnet set, ikke ligefrem fremstår som good guys.

Brugen af Daenerys Targaryen som synspunkts-person giver Martin lejlighed til at flytte handlingen til en helt anden del af hans fiktive verden, hvor den eksilerede prinsesse giftes bort af sin bror til en magtfuld nomadehøvding, hvis folk tydeligvis er inspireret af asiatiske steppefolk som mongoler, hunner osv. I disse kapitler lægges der klart op til, at Daenerys kommer til at spille en væsentlig rolle i serien fremadrettet, og at hun muligvis vil melde sig som kandidat til Westeros’ jerntrone.

Papfigurer

Men det er ikke persongalleriet eller fortælleformen, der gør A Game of Thrones en vellykket og underholdende roman. Ret beset er en stor del af persongalleriet flade papfigurer, der aldrig for alvor træder ud over den skabelon, de er skabt efter. Enkelte af personerne lyser dog op, og det er også dem, man føler, at Martin har haft det sjovest med (og måske nemmest ved) at skrive – f.eks. Tyrion Lannister, Daenerys Targaryen og Eddard Starks uægte søn Jon Snow.

At mange af de andre personer er meget skabelonprægede gør sådan set ikke det store, for de udfylder deres roller i plottet – med én markant undtagelse: Robert Baratheons søn, den uendeligt usympatiske og i sidste ende decideret onde prins Joffrey. Her er vi ude i en så karikeret ond figur, at det minder om den åh-så-stygge William fra Ken Folletts rædsomme Pillars of the Earth (1989).

Plot, genrebetoning og setting

Det der i virkeligheden gør A Game of Thrones en vellykket og underholdende roman er plottet, genrebetoningen og settingen, især sidstnævnte. Plottet udfolder sig adstadigt (og måske også lige vel adstadigt nok) som en blanding af whodunit, hofintrige og middelalderlig magtkamp, og det forbliver spændende, også selvom læseren ved meget mere om whodunit-elementet end hovedpersonerne.

Endnu bedre er kombinationen af genrebetoning og setting, for selvom A Game of Thrones selvklart er en fantasyroman og dertil af high fantasy-varianten (hvis man skal følge den traditionelle definition), så er dens fantasyelementer så nedtonede, at den i mangt og meget føles mere som en historisk roman end som fantasy.

Det er som sagt intrigerne, det centrale mysterium og magtkampene, der er i centrum, og fantasyelementerne fylder ikke synderligt meget, selvom de bestemt er til stede. Og der, hvor fantasyelementerne er til stede, udnytter Martin dem faktisk glimrende. For eksempel i form af den kolossale mur af is og magi, der skiller den nordlige del af De syv kongeriger fra den allernordligste del af Westeros, og hvor der færdes fæle væsner kendt som De Andre. Eller i form af eksistensen af drager – også selvom drager for længst er uddøde på det tidspunkt, hvor romanen foregår.

Den virkelige trumf

Men settingen er dog den virkelige trumf. Kigger man på det kort over Westeros, der er i bogen, ser man, at Westeros minder ikke så lidt om Storbritannien, ligesom Muren, omtalt ovenfor, er klart baseret på Hadrians Mur, opført af romerne som et værn mod pikterne mod nord.

Steppefolket, som Daenerys Targaryen giftes væk til, er som sagt klart inspireret af mongoler, hunner og andre – og stepperne naturligvis tilsvarende inspireret af de store asiatiske vidder. Og Martin nævner andre dele af sin verden, der minder om bystater som Venedig, Firenze, Athen og andre samt fjerne egne, der lyder inspireret af både Arabien og Kina.

Verdenen er med andre ord meget tydeligt inspireret af vor egen uden på nogen måde at være direkte sammenlignelig. Men det rodfæster det fantastiske i noget virkelighedsnært og realistisk, selv når der optræder en flere hundrede meter høj mur af is, holdt sammen af flere tusind år gammel magi.

På samme måde er Martins beskrivelse af religion og magi fascinerende, og man mærker ikke så lidt af den klassiske rollespilsnørd i Martins beskrivelser. Sjovt nok er det slet ikke tilfældigt, for Martin er selv gammel rollespiller. Til gengæld er Martins måde at beskrive magi og religion på hverken forceret eller rollespilsagtig på den platte måde – han holder sine beskrivelser vage, så man som læser selv digter med. Det er elegant gjort.

Beskidt middelalderfantasy

På trods af beskrivelser af rustninger, borge og andre elementer, der ligger langt ud over det realistiske, formår Martin at gøre miljøet tilpas realistisk til, at A Game of Thrones føles mere som beskidt middelalderfantasy end poleret tolkiensk high fantasy.

Det beskidte middelalder-feel understøttes i øvrigt af Martins ganske brutale tilgang til romanens personer, hvor ingen – heller ikke kvinder og børn – kan føle sig sikre. Samtidig viger Martin ikke udenom aspekter af seksualitet, som andre forfattere ville gå i en stor bue udenom. Bogen vrimler med uægte børn, incest, ludere og sågar en brud, der må gå i ægtesengen i en alder, der i vores verden ville være et barns. Det er hård kost, men det er også noget, Martin har hentet fra historien – ikke et udtryk for en syg fantasi.

Det siger sig selv, at disse elementer er kontroversielle og har ført til kritik, men de understøtter til stadighed indtrykket af, at romanens æstetik er inspireret af den virkelige middelalder, og det er videre med til at forankre historiens fantastiske elementer i noget realistisk, hvor grimt det end måtte være.

En glimrende fantasyroman

En smule malurt må jeg dog dryppe i bægret. A Game of Thrones er ingen perfekt bog. Den er lang, og med blik på den ret beset spinkle handling er den også for lang (780 sider i den anmeldte paperbackudgave). Mange af personerne er endimensionelle, enkelte er decideret karikerede og én af synspunkt-personerne (den ene af Eddard Starks døtre, Sansa) er faktisk ret kedelig.

Dette til trods, er underholdningsværdien alligevel i top, når man vurderer romanen som en helhed, og kombineret med den fascinerende setting gør det A Game of Thrones til en glimrende fantasyroman med antydninger af decideret storhed. Jeg glæder mig allerede meget til at kaste mig over fortsættelsen, den endnu længere A Clash of Kings fra 1999.

5 stjerner

Titel: A Song of Ice and Fire: A Game of Thrones
Forfatter: George R.R. Martin
Forlag: Bantam Spectra
Udgivelsesår: 1996
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2011
Forlag: Harper Voyager
Format: Paperback
Sideantal: 780
hvid
A Game of Thrones er udkommet på dansk på Gyldendal i 2011 under titlen Kampen om tronen, oversat af Poul Bratbjerg Hansen.

Anmeldt i nr. 109 | 13/11/2014

Stikord: Fantasy, Filmatiseret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *