Siden Mary Shelley udgav sin gyserhistorie Frankenstein i 1818, har en lind strøm af skuespil, filmatiseringer, plagiater, inspirerede værker og akademiske arbejder om romanen set dagens lys. Den dengang kun 19 år gamle Mary Shelley havde næppe nogen fornemmelse af, hvor stor betydning hendes fortælling skulle få, og taget i betragtning at hun endda ikke ønskede at få sit eget navn trykt på førsteudgaven, da hun regnede med at blive til grin, kunne hun næppe være gået mere galt i byen.
Endnu, snart 200 år efter bogens udgivelse, har historien om Victor Frankenstein, der sammensætter et kunstigt menneske og vækker det til live, et særegent greb om læseren og fascinationen af værket lever fortsat videre. Herhjemme vidner Nicolas Barbanos Bogen om Frankenstein fra 1993 om dette.
Henvender sig til yngre læsere
Bogen om Frankenstein udkom hos Forlaget Tellerup, og er Barbanos tredje bog i en række med kulørte titler som Star Trek – verdens populæreste sf-serie (1990) og Mysteriet om Varulven (1991). Barbano er siden blevet kendt for sine anmeldelser af pornofilm og skriblerier om pornoindustrien, men nogle vil måske også huske ham som aktiv skribent i nu hedengangne københavnske fanzines om horror, splat og det fantastiske. Nicolas Barbano har således været på banen i nogle år efterhånden og han er utvivlsomt en af de skikkelser herhjemme, der har været med til at promovere interessen for det smalle og alternative.
Nu kunne man måske være fristet til at tro, at Bogen om Frankenstein er en corny gennemgang af romanens indhold og betydning for popkulturen, men det er den slet ikke. Bogen om Frankenstein er faktisk særdeles saglig og holdt i en meget proper tone, der næsten kunne gøre den velegnet til skolebrug i dansktimerne. Dermed er det også afsløret, at bogen nok henvender sig til lidt yngre læsere; den forsøger i hvert fald at favne bredt.
Det er jo sådan set ikke nogen alvorlig kritik, men til tider virker den lidt for pædagogisk. Når den tilmed er af beskeden længde, rigt illustreret og sat med ret store typer, har den et umiskendeligt børnepræg, der jo karakteriserer en meget stor del af det Tellerup gennem tiden har udgivet.
Levende genfortælling
Bogen åbner med et meget grundigt og levende fortalt referat af den så berømte skabelsesscene fra James Whales filmatisering af Frankenstein fra 1931. Scenen tjener som trinbræt for resten af bogen, da den på en gang fanger kernen i fascinationen ved romanen og samtidig illustrerer, hvor uendeligt lidt trofast hovedparten af alle de, der har brugt Shelleys roman, har været over for forlægget.
Uanset hvordan man imidlertid har vendt og drejet historien, er skabelsen af kunstigt liv fælles for alt, hvad der udspringer af Frankensteins univers. Det har Barbano fanget ganske godt og netop denne tematik løber da derfor også som en rød tråd gennem resten af bogen.
Lidt vagt og famlende
Det første egentlige kapitel er et lidt vagt og famlende forsøg på at skildre menneskets drøm om at skabe nyt liv. Fra de store skabelsesmyter og antikke historier, fører Barbano os videre gennem alkymiens hemmelige verden og helt frem til den moderne genteknologi, hvor det sådan set kun er fantasien der sætter grænsen. Kapitlet, der hedder Kunstige mennesker, er ikke dårligt, men blot alt for kort, og derved kommer det også til at fremstå en smule usagligt. Afsnittet har helt bestemt sin berettigelse, og bør være til stede i en bog som denne, men måske havde en mindre ambitiøs form været mere passende, når sideantallet ikke er større.
Samtidig fornemmer man tydeligt, at Barbano ikke er alt for fortrolig med det kulturhistoriske stof, og flere af hans historiske referencer bliver derfor meget uklare, fordi de er forkortet så meget, at en del af meningen går tabt. Det er dog petitesser, som hurtigt er glemt, da hele kapitlet jo sådan set bare er en form for opvarmning til de senere afsnit.
Ophavet og eftertiden
Herefter kommer Pigen, der skrev “Frankenstein” – det første kapitel som for alvor går løs på mytologien omkring romanen. Barbano optrevler her, hvordan Shelley blev inspireret til at skrive Frankenstein, og fører os gennem den række af personer og inspirationskilder, der alle havde deres indvirkning på den unge forfatterinde. Afsnittet er væsentligt bedre end det foregående, og det er ganske rart på overskuelig vis at få præsenteret fakta og anekdoter omkring romanen i en uhøjtidelig form, der rent faktisk maler et meget levende billede af tiden, hvor Mary Shelley skrev bogen.
Fra selve bogen og dens skabelse, flytter vi os nu videre til kapitlet Monstret bryder løs! Her er det naturligvis romanens indflydelse på eftertiden, der beskrives. Først bliver de mange teaterversioner af romanen beskrevet, der mere eller mindre direkte havde betydning for de senere filmatiseringer af Frankenstein.
Dernæst bliver Universals filmserie om Frankenstein gennemgået i hovedtræk, film for film, efterfulgt af en lignende gennemgang af Hammers Frankenstein-serie. Begge filmserier bliver refereret med lige stor kærlighed, og man mærker tydeligt, at det er her Barbano for alvor er hjemme. Hele den del af dette kapitel der handler om filmatiseringer og de film, der er blevet inspireret af Shelleys roman, er særdeles informativt og tilmed solid underholdning.
Desværre mister kapitlet en del da der skal redegøres for Frankensteins betydning for litteraturen. Her mangler der noget, og på samme måde som det første kapitel, der virkede alt for overfladisk, virker dette afsnit også mangelfuldt. Om det skyldes pladsmangel eller at Barbano rent faktisk ikke har kunnet overskue denne side af arbejdet, skal ikke kunne siges, men noget mangler der. Det er imidlertid lidt overraskende, når man bagerst i bogen finder en særdeles omfattende litteraturliste over romaner og noveller, der i et eller andet omfang berører Mary Shelleys roman.
Omfattende filmografi og litteraturliste
Det sidste kapitel, Mening i galskaben, er en kort, afsluttende vignet, der forsøger at hæve sig op over det store stof, der er blevet udlagt i løbet af bogens 79 sider. Nicolas Barbano giver os her et bud på, hvorfor Frankenstein fortsat kan gribe os og hvad det egentligt er, vi kan lære af romanens handling. Stor analysekunst er der ikke tale om, men det bevingede afsnit er på sin plads, om end det måske kammer lidt over i den lidt fjollede sidste del.
Herefter følger en omfattende filmografi og litteraturliste, som må siges at være et uvurderligt redskab for alle, der kunne tænke sig at forfølge emnet videre. Det er som sagt et grundigt arbejde, og Barbano har tilmed indføjet små kommentarer på listen, der uddyber hvorfor den enkelte titel er inkluderet på listen. Både filmografien og litteraturlisten er næsten bogen værd i sig selv, og det er faktisk svært ikke at blive inspireret til at bestille nogle af de sære titler der nævnes her.
Underholdende og måske lidt mere ambitiøs end formen tillader
Bogen om Frankenstein er en underholdende bog, der et eller andet sted måske vil mere end formen tillader. Det føles lidt som om Nicolas Barbano har haft nogle personlige ambitioner omkring projektet, der gradvist er blevet reduceret af en kritisk redaktør. Om det stemmer overens med virkeligheden skal ikke kunne siges, men resultatet er og bliver en række afsnit, der virker alt for overfladiske til for alvor at være interessante. Det er som sagt navnlig de historiske afsnit, der er tale om, men de mangler, man møder her, bliver der rodet bod på i de afsnit der handler om filmatiseringerne.
Her folder teksten sig ud og man mærker for alvor forfatterens begejstring. Her kan Barbano være sig selv uden at skulle gøre sig klog på litteraturhistorie, naturvidenskab eller middelalderlig alkymi. Her kan han fortælle frit fra leveren, og det klæder bogen betydeligt. Alt i alt har man altså at gøre med en smækker bog på sammenlagt 79 sider, der har sine mangler, men absolut er læseværdig. Der er dog ikke til mange timers underholdning, men er man bare den mindste smule interesseret i Mary Shelleys roman eller de mange filmatiseringer, er Barbanos bog et besøg værd.
Man kan måske med rette spørge om det er klogt at læse Bogen om Frankenstein, før man læser Shelleys roman eller omvendt. Begge dele har sådan set sine fordele, for efter at have læst Bogen om Frankenstein, har man lyst til at kaste sig over romanen, men på den anden siden er Barbanos bog meget konkret, og man får faktisk afsløret slutningen på romanen, hvilket jo er lidt surt, hvis man ikke selv har læst den endnu.
Læs derfor Frankenstein først og anskaf dig Bogen om Frankenstein bagefter. På trods af dens mangler, vil bogen helt sikkert fortælle dig noget du ikke vidste og give dig mod på at dykke længere ned i den store overflod af titler, der bygger på den gamle klassiker.
Forfatter: Nicolas Barbano
Udgivet: 1993
Forlag: Tellerup
Format: Hardcover
Sideantal: 78
Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007
Stikord: Filmhistorie, Frankensteins monster