Cabal

7 minutters læsetid
Cabal

Med Weaveworld, fra 1987 begyndte Clive Barker for alvor at afsøge nyt terræn. De tidlige noveller, samlet i Books of Blood 1-6 og udgivet i 1984 til 1985, havde en helt frisk tilgang til horrorgenren, der ellers i det store hele var præget af 70’ernes psykologiske fremstilling af gyset. Navnlig Stephen Kings tidlige forfatterskab står tydeligt frem som den måske bedste eksponent for den horrortradition, den unge Clive Barker gjorde op med.

Seksualiteten i forgrunden

Først og fremmest var Barkers fortællinger langt mere dystre end hovedparten af alt andet horror, der var blevet udgivet siden 1970. Samtidig tillod han sig for alvor at genintroducere det fantastiske element i sine fortællinger, hvorved Barker naturligvis trak på inspiration fra de gamle pulpmestres noveller.

Dertil rykkede han også seksualiteten helt frem i historiernes forgrund. Hos Barker var dette ikke et element, man skulle tolke sig frem til; han beskrev lige på og hårdt hvorfor, hvordan og hvornår begæret i novellerne kom til udtryk. Det skabte en hårdtslående og sort stil, der blev præget af voldsomme, stærkt surreale elementer.

Dermed var det heller ikke så mærkeligt, at Clive Barker hurtigt blev et horror-hotshot i løbet af 80’ernes anden halvdel. Da han samtidig begyndte at bevæge sig ind i filmens verden, så det faktisk for en stund ud som om intet kunne stoppe den yderst produktive forfatter, men det er en helt anden historie.

Urban Fantasy

Som sagt ændrede Barker sit udtryk med romanen Weaveworld. Det fantastiske element, der altid havde eksisteret i hans historier, blev mere fremtrædende, og fra at skrive egentlig horrorlitteratur, søgte Barker nu over i noget, der må karakteriseres som fantasy. Romanen Cabal, fra 1988, viser netop dette.

Selve historien Cabal udkom oprindeligt som kernen i en novellesamling tilbage i 1985, men blev så genudgivet i en forlænget og omskrevet version i 1988. I denne historie bliver det for alvor tydeligt, at Barker, i stil med flere andre jævnaldrende forfattere, blev optaget af det, der på engelsk er blevet døbt urban Fantasy.

Termen er ret god, da den rammer et helt centralt aspekt i Barkers romaner fra slut-80’erne. Et kerneelement i handlingen er nemlig, at der skjult under overfladen af vores ellers helt ordinære tilværelse, eksisterer livsformer, kræfter og hemmeligheder, der adskiller sig radikalt fra det vi opfatter som normalt. Fra filmens verden kunne man pege på instruktører som David Cronenberg og i nogen grad også David Lynch, der begge benytter sig af elementer man genfinder i genrelitteraturens urbane fantasy.

Erindringer om mord

Cabal begynder særdeles direkte, for det viser sig at bogens hovedperson, den sindsforstyrrede Boone, tilsyneladende har tilstået en række bestialske mord til sin psykolog Decker. Problemet er bare, at Boone slet ingen erindring har om at have begået disse ugerninger, og med ugerninger mener jeg ugerninger.

Ikke alene skulle Boone angiveligt have slagtet kvinder og mænd, men også børn. Ligene blev efterfølgende skamferet på det groveste, og på trods af at mordene er blevet begået over lang tid, står politiet åbenbart på bar bund i sagen. For at være helt sikker på, at Boone ikke bare har genfortalt oplysninger, han har fra et andet sted, vælger psykologen Decker imidlertid at holde patientens bekendelser hemmelige for en stund. Han ønsker absolut sikkerhed før han melder Boone, og derfor gennemgår de mordene, gerningsstæderne og ofrene igen og igen.

Som dette skrider frem begynder den stakkels patient rent faktisk at erindre situationer fra drabsøjeblikkene; men hvad er det egentlig, Boone husker? Er det noget han faktisk her oplevet eller er det billeder, plantet af Deckers uendelige gennemgang. Svaret får vi først senere, for alt dette bliver for meget for Boone. Han vælger at stikke af, da han ser sit snit til det.

Allerede før det hele begyndte, følte Boone sig som en udstødt, men efter at han gennem Deckers terapi indså, at han er en brutal dræber, føler han sig mere fremmedgjort end nogensinde før. Da han imidlertid ved et tilfælde møder en anden sindslidende, der kan fortælle ham om den forjættede by Midian, der ligger langt ude i den canadiske ødemark, bliver Boone grebet af en sær begejstring. Det bør nok indskydes, at handlingen udspiller sig i Canada.

I Midian skulle verdens udskud og pariaer kunne leve i fred, skjult og glemt blandt ligesindede. Boone styrer direkte mod Midian, og nærmest som halvvejs i drømme lykkes det for ham at finde stedet. Byen i sig selv er ikke meget mere end en forladt spøgelsesby, men den lille bebyggelse domineres af en ældgammel kirkegård af enorme proportioner. Som en anden gotisk fabel står mausolæer og benhuse skulder ved skulder. Stedet emmer af ælde, og Boone føler sig straks hjemme.

Monstrøs helteskikkelse

Det er dog ikke lang tid den undvegne patient får lov at støve omkring alene, for med ét står han ansigt til ansigt med Midians groteske indbyggere – de der kalder sig selv for “The Nightbreed”, Nattens yngel. Hvordan dette møde løber af stablen bør nok ikke afsløres, men Boone bliver i hvert fald aldrig den samme igen. Han bliver ét med Midian, bliver en del af dødebyens vanvittige beboere og burde egentlig blive glemt af omverdenen. Sådan er det gået alle andre, der har opsøgt natfolkets by.

Sådan skal det bare ikke gå denne gang, for Boone har efterladt sig uforløst arbejde, og hans forsvinden sætter gang i en stor karrusel af begivenheder, der introducerer en række nye jeg-fortællere. Først og fremmest Boones kæreste, der nægter at give slip på mindet om den forsvundne, og derfor forsøger at genfinde ham med vold og magt. Samtidig har vi også psykologen Decker, der sammen med politiet begynder at jage Boone.

Uden Boones vilje bliver han et bindeled mellem vores verden og natfolkets underverden i Midian. Det bliver ham, der trækker de levende til dødebyen, og dermed også ham, der bringer ødelæggelse til den verden, han for første gang i hele sit liv har følt sig hjemme i. Det tragiske element fylder dermed meget i bogens stemning, og Barker gør hvad han kan for at udmale den brutale konflikt mellem overflade og underverden.

Der flyder meget, rigtig meget, blod i løbet af den relativt korte roman, men ud af al den det kaos, som Boone mere eller mindre uforskyldt skaber, rejser han sig i sidste ende som fugl Fønix af asken – ikke som et menneske, ikke som en del af det underjordiske natfolk fra Midian, men som en form for unik, monstrøs helteskikkelse.

Læder, kroge, pigge og metal

Der er tale om helt klassisk urbant fantasy i Cabal. Boone er eventyreren, der forsvinder fra vores verden og genfinder et nyt, fremmedartet univers, skjult langt ude i ødemarken. Nok ligger byen Midian langt fra alt, men da Boone finder byen, trækker han hele den civiliserede verden med sig til det skjulte fristed, og med ét bliver monstrenes paradis eksponeret. Det sted hvor normen var at være anderledes, bliver ødelagt, og natfolket er atter jaget vildt, der må kæmpe for at overleve.

Nu spørger du sikkert dig selv om, hvad det er for monstre, der lever i Midian, og det med rette. Midians indbyggere er, så at sige, Barker-classics. Det er vanvittige skabninger iført læder, med kroge, knivblade, pigge og metal smeltet sammen til en organisk masse. Som så mange før Barker, bruger han naturligvis disse sære skabninger til at stille det store spørgsmål: hvem der er de egentlige monstre. Er det de frastødende skabninger der lever i skjul under Midians kirkegårdsmuld, eller er det de skydegale, medieliderlige borgere, der følger i hælene på Boone? På en gang meget relevant, men efterhånden også ret tyndslidt.

Forvokset novelle

Taget i betragtning at Cabal strækker sig over 253 sider, er det forbløffende lidt Barker formår at fylde siderne med. Handlingen er ganske, ganske begrænset, og hovedparten af siderne bliver brugt på at beskrive bogens persongalleri. Det har sin charme, men man føler sig lidt fastlåst i den begrænsede historie. Bogen har mere karakter af en optakt, for stemningen bygger op og bygger op, men forløsningen kommer aldrig. Ganske vist ender det hele i en enorm konfrontation, hvilket man som læser ret hurtigt regner ud, men midt i det hele kommer man til den sidste side og så er det hele slut.

Ganske pludseligt og uden de helt store armbevægelser. På den måde minder bogen mest af alt om en novelle, der har fået lov at vokse sig større og større. Nok også for stor, for på trods af at Cabal har et fascinerende, hårdkogt sprog og en ligefrem blodighed, der får siderne til at vibrere med saft og kraft, virker det ikke. Handlingen halter ganske enkelt.

Historien er for tynd og med alt for lidt substans. Sagt på en anden måde er der alt for meget form og for lidt indhold. Formen er fabelagtig, men indholdet for ringe. Clive Barker har dermed ikke formået at skabe den ekstra tyngde, den oprindelige novelle behøvede for at kunne blive blæst op til romanlængde.

Bedst i novelleformen

Clive Barker er ikke nogen stor historiefortæller; han er bedst i de korte noveller, mens romanformen er sværere for ham. Det kunne allerede anes i de første bøger, som Weaveworld og Cabal, og det er kun blevet tydeligere i de senere romaner. På trods af dette blev Cabal en stor succes. Den udkom under Barkers Kong Midas-periode, og naturligvis blev bogen forgyldt som alt andet han rørte ved i sen-80’erne.

Rent faktisk blev Cabal forfatterens anden store filmsatsning, idet bogen blev filmatiseret under titlen Nightbreed i 1990. Desværre blev filmen slet ikke godt modtaget, men det stoppede ikke Barker. Han fortsatte ufortrødent som forfatter, filmskaber og alt mulig andet. Filmen ansporede endda en tegneserie, også kaldet Nightbreed, der udkom i 25 hæfter, før serien lukkede ned.

Ikke et sted, man bør starte

Der er en særlig stemning og energi over Clive Barkers tidlige romaner, og de er særdeles forfriskende læsning, hvis man måler dem i forhold til så meget andet horrorlitteratur, man kan finde, men for Cabals vedkommende er bogen desværre ikke helt så god, som man kunne ønske sig. Den har stilen med sig, men mangler den pondus som hele den ellers ret prætentiøse handling bygger op til.

Kender du ikke Clive Barkers forfatterskab bør du ikke starte her. Gå til Books of Blood, der er nogle suveræne novellesamlinger. Når du har tygget dig gennem dem, kan du så komme tilbage til Cabal, men forvent ikke for meget, for bogen indfrier det ikke.

3 stjerner
Titel: Cabal
Forfatter: Clive Barker
Udgivet: 1988 (England)
Forlag: Fontana
Format: Paperback
Sideantal: 253 sider
hvid
Den anmeldte udgave er udgivet i 1989.

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Skriv et svar

Your email address will not be published.