13. november 2005

The Hills Rise Wild!

The Hills Rise Wild!Med simple, men dynamiske, regler og en hæmningsløst voldelig handling er det lykkes designerne bag The Hills Rise Wild! at skabe et utroligt festligt og underholdende brætspil, der faktisk også giver anledning til taktiske overvejelser.

The Hills Rise Wild! er et spil for to til fire spillere. Handlingen er henlagt til bakkerne vest for Arkham, i hjertet af forfatteren H. P. Lovecrafts dunkle New England-landskab. Hver spiller styrer en fraktion, som skal forsøge at finde den sagnomspundne Necronomicon og bringe den sikkert hjem. Da alle spilleres fraktioner har samme mål, resulterer dette naturligvis i konflikter som må løses på voldelig vis.

Spillet er skabt af det lille selskab Pagan Publishing, der blev kendt for magasinet The Unspeakable Oath, om Lovecraft og rollespillet Call of Cthulhu. Designerne bag spillet er Jesper Myrfors, der bl.a. var den oprindelige art director på kortspillet Magic: The Gathering og samtidig har hans illustrationer hyppigt optrådt i Pagan Publishings udgivelser. Den anden hovedmand, John Tynes, er selskabets skaber, og måske en af de vigtigste kræfter bag rollespillet Call of Cthulhus kreative overlevelse op gennem 1990′erne.

Fire festlige fraktioner

SpillebrikArenaen for spillet er den gamle Whateley-families gård, kendt fra novellen The Dunwich Horror, og den omkringliggende have. De fire stridende fraktioner er den degenererede Whateley-klan, anført af Wilbur Whateley selv, en bande ligædere som bliver ledet af Angel DeGhoule. Dernæst har vi en samling kultister med den mystiske Father Darke i spidsen, og endelig en gruppe Deep Ones, som styres Captain Obed Marsh.

SpillebrikI hver fraktion finder man seks festlige medlemmer, med hver deres stil og personlighed. De enkelte medlemmer af grupperne er udstyret med specielle våben og har evner, der skiller dem ud fra resten. Dermed har spilleren seks meget forskellige karakterer at trække på, hvilket giver rig lejlighed til taktiske overvejelser. Alle oplysninger om de enkelte figurer i fraktionerne står opført på de såkaldte fraktionsark – et enkelt stykke papir for hver gruppe, som det er meningen man skal fotokopiere før spilstart.

Spillepladen
En del af spillepladen
En del af spillepladen

Pladen som spillet foregår på består af et antal kvadratiske brikker, der på billedsiden gengiver landskabet omkring familien Whateleys hus. Hvor stor pladen er, afhænger af spillerantallet. I haven står der små skure og store klynger buske, og alt dette har indflydelse på figurernes bevægelsesmuligheder og udsyn. Det betyder, at spilleren i praksis skal opfatte spilpladen som tredimensionel, hvilket naturligvis kan blive genstand for nogle problemer undervejs, men intet, der ikke kan løses med et rask lille kompromis.

Hvor langt hver figur i spillet kan bevæge sig står anført på fraktionsarkene. Dette bliver målt i tommer, og til udmåling af afstande følger der et handy lille målebånd med i æsken.

Simple regler
'The Hills Rise Wild!' i brug
'The Hills Rise Wild!' i brug

Reglerne i The Hills Rise Wild! er yderst simple. For det første er spillet opdelt sådan, at hver spiller får én tur på skift. I denne tur skal spilleren udføre alle sine handlinger, og når alt er gjort, er turen kommet til den næste spiller. Alle handlinger man forsøger at udføre, ud over at bevæge sig, kræver et slag med en d20. Succes opnår man ved at rulle 12 eller mere. Til terningslaget bliver der imidlertid pålagt en række justeringer, alt afhængig af, hvilken handling man forsøger at udføre, og hvor kompliceret den er.

Er man i nærkamp, og ønsker at kløve sin modstanders hoved med en økse, kigger man først på sin egen angrebsbonus, der eksempelvis kan være +2 og sammenholder denne med modstanderens forsvarsbonus, der kunne være +3. Sammenstiller man de to bonusser betyder det, at modstanderens forsvarsbonus er bedre en ens egen angrebsbonus, og derfor er det ikke nok at slå 12 på den tyvesidede terning. Der skal nu rulles 13 eller mere, da der tages højde for modstanderens fordel. På den vis fungerer alt i spillet. Det er ret hurtig lært, om end der til tider kan komme lige lovlig mange plusser og minusser i spil.

”Regelbrud” som dynamik
Hændelseskort
Hændelseskort

De basale regler er enkle og klare, men selve præmissen for spillet er at alle fraktionernes karakterer har evner, der gør dem i stand til at bryde en specifik regel i spillet. Det kan eksempelvis være, at en figur har mulighed for at bevæge sig gennem krat og træer – på trods af at dette normalt ikke er muligt. Et andet eksempel kunne være, at en figur har mulighed for at skyde efter fjender, uden at kunne se sit mål – igen en undtagelse fra fastlagte regler.

Det er netop i disse brud på reglerne at man finder hele dynamikken i The Hills Rise Wild! I de første par spil kan det virke lidt overvældende at holde styr på alle de evner som de enkelte figurer har. Hver person er udstyret med en evne, der kan bruges ubegrænset, og så en særlig færdighed, der kun kan benyttes én gang i hele spillet. Med et par spil bag sig, bliver det imidlertid de taktiske overvejelser, der fylder mest.

Necronomicon er målet
Hændelseskort
Hændelseskort

Grundlæggende er historien bag spillet, at da den gamle Whateley døde, lod han sit hus forsegle på magisk vis. Necronomicon ligger gemt inde på gården, og for at komme derind, må man først finde det magiske segl, som nu ligger skjult et sted på grunden. Har man fundet seglet, er det muligt at trænge ind på gården og søge efter bogen.

Når bogen er fundet i et af gårdens fire rum, må figuren som har fundet bogen haste tilbage til sin fraktions begyndelsesfelt og udføre det besværlige ritual, der hidkalder de gamle guder. Ritualet er kun udført korrekt, hvis man ruller 15 eller mere på en d20. Dette er svært, men for hver gang man prøver, bliver det én lettere. Er ritualet udført, har man vundet spillet. Typisk vil modspillerne gøre hvad de kan for at forhindre at det lykkes, og den mest hyppige udgang på spillet er da også, at vinderen er den sidste som står tilbage efter at fraktionerne har nedslagtet hinanden.

At afsøge spilpladen efter det magiske segl gør man på følgende måde. Rundt omkring på pladen er der som nævnt placeret en række huse og skure. I disse placeres der før spilstart en række hændelseskort. Disse kort rummer såvel gode som ubehagelige overraskelser for de der finder dem. Det kan være alt fra magiske genstande, automatvåben og fælder til hemmelige portaler. Grundlæggende ved man ikke, hvilke kort, der ligger ude på bordet, kun at seglet ligger der et sted.

Nu må fraktionerne så forsøge at undersøge hytterne, alt imens man holder modstanderne borte – noget der er lettere sagt end gjort. Er seglet først fundet, er tiden kommet til trænge ind i selve huset. Inde på gården ligger der kun fire kort, og blandt disse fire skal Necronomicon være. Det betyder, at det meget vel kan tage tid, før man finder bogen.

Hæmningsløst voldeligt – og utrolig festligt

SpillebrikThe Hills Rise Wild! er et utrolig festligt spil. Filosofien bag spilmekanikken og tonen i handlingen er inspireret af computerspillenes “firstperson shooter”-genre, en stil der faktisk gør sig godt i spillet. Handlingen er hæmningsløst voldelig, og de tabeller som angiver, hvor mange livspoint der mistes i kamp, er ganske grafiske i deres beskrivelser. På trods af spillets begrænsede omfang, er det faktisk lykkes for designerne at skabe et virkelig godt taktisk spil. Tidsmæssigt lover æsken, at det tager omkring en time per spiller, hvilket rent faktisk for en gangs skyld holder stik.

I den indledende tekst til The Hills Rise Wild! skriver skaberne selv, at de havde “fastpaced action” i tankerne. Det har de ramt forbløffende godt, så når spillet kører er det hurtigt, spændende og dramatisk. Efter flere spil vil man imidlertid opdage, at reglerne til tider skaber mulighed for unødvendige diskussioner. Samtidig er spillet så taktisk, at hvis man ønsker et hurtigt spil, er det nødvendigt at minde grublende medspillere med hang til lange overvejelser om, at det ikke er skak, men hjernedødt vold det her drejer sig om.

Er alle med på den, bliver spillet fantastisk underholdning. Fra denne kant skal der derfor kun lyde ros til spilskaberne. Med spillet følger 18 kvadratiske plader til opbygning af spillepladen, 24 individuelle papfigurer der gengiver fraktionernes medlemmer, 24 brikker med døde fraktionsmedlemmer, 96 markører med oplysninger om livspoint og status, én d20, et målebånd samt en regelbog.

På Pagan Publishings hjemmeside er det muligt at finde alternative regler og ideer til andre måder at spille spillet på. På hjemmesiden ligger der også udkast til nye fraktioner (se linket nedenfor).

5 stjerner

Titel: The Hills Rise Wild!
Designere: Jesper Myrfors & John Tynes
Forlag, år: Pagan Publishing, 2000
Grafisk design og koncept: Jesper Myrfors
Regelbog: John Tynes
Figurillustration: Dennis Detwiller

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/11/2005