Filmmusik har i kraft af nogle af sine opgaver – som bl.a. er at fremmane stemninger og etablere atmosfære – en særlig evne til at gå direkte i følelserne.
Jeg tror de fleste filmmusikfans har prøvet det gamle trick med at skrue helt ned for lyden på en gyserfilm og så med betragtelig morskab se, hvor tåbeligt alle udfoldelserne tager sig ud. Skruer man først op for lyden igen er situationen en ganske anden, og det der uden lyd så fjollet ud, kan nu pludselig skræmme livet halvt af én.
Det samme gælder selvfølgelig for andre stemninger – de vildeste actionsekvenser virker pludselig noget tammere uden lyd, og det romantiske drama virker pludselig en del mindre patetisk uden filmmusikkens livtag med de store følelser.
Heldigvis er dette et træk ved filmmusik, som man ikke bliver immun overfor, selvom man som undertegnede har hørt hundredevis, hvis ikke tusindvis af scores, gennem mange år som filmmusikfan.
Alligevel er der bestemte cues, der i særlig grad går direkte i sjælen, og som kan få én til at slå ud med gåsehud ned ad armene og få de små hår i nakken til at rejse sig. Her taler jeg ikke om gysermusik, man bliver bange for, men musik, der imponerer eller påvirker én så dybt, at man bliver decideret rørt.
Baggrunden for denne påvirkning fremstår tåget for mig, for det er ikke nødvendigvis musik fra film, jeg har et særlig dybfølt forhold til. Nogle gange er det selvfølgelig, men andre gange er det en kvalitet ved musikken i sig selv, som – uanset filmens kvaliteter – går direkte i hjertet på mig.
Jeg tror heller ikke, der er to filmmusikfans, som vil pege på de samme cues – hvad der rammer én er helt individuelt.
Her følger fem cues, der alle virker gåsehudsfremkaldende på mig. De kommer ikke i prioriteret rækkefølge.
Hvilke cues virker sådan på jer? Giv jeres besyv med i kommentarfeltet nederst!
Vocalise fra The Ninth Gate (Wojciech Kilar, 1999)
”Vocalise” fra The Ninth Gate går altid lige i hjertet på mig. Jeg tror primært, det skyldes sopranen Sumi Jos vokal i kombination med temaets uhyre enkelhed og langsomme tempo. Der en enkelhed og en renhed ved temaet, der kombinerer stor, stor skønhed med en både tragisk og let dyster tone. Temaet anvendes i øvrigt først under filmens rulletekster.
“L’estasio dell’oro” fra Il buono, il brutto, il cattivo (1966)
Der er flere cues fra Ennio Morricones score til Il buono, il brutto, il cattivo (The Good, the Bad and the Ugly), der kalder gåsehuden frem hos mig, men den fremmeste blandt dem er ”L’estasio dell’oro” (”The ecstasy of gold”) fra scenen, hvor Tuco (Eli Wallach) stormer rundt på Sad Hill Cemetery og leder efter Arch Stantons grav. Få film præsenterer et så perfekt samspil mellem billeder og musik, som Sergio Leones western-mesterværk, og denne sekvens er efter min mening kronen på værket.
“Love in Distance” fra Ying xiong (2002)
Yimou Zhangs wuxia-film Ying xiong (Hero) fra 2002 er en visuelt betagende film, men derudover er det ikke en film, der som sådan har påvirket mig dybt. Men Tan Duns score er helt formidabelt, og særligt ét cue får altid de små nakkehår til at rejse sig hos mig. Det er ”Love in Distance”, der særligt henimod slutningen, da koret kommer ind (omkring 4 minutter), er afsindig episk.
“The Battle” fra Gladiator (2000)
”The Battle” fra Gladiator-scoret er især blevet berømt (eller måske snarere berygtet), fordi Hans Zimmer mere eller mindre direkte kopierer fra Mars-satsen i Gustav Holsts Planeterne (1914-16). Men temaet, der høres i indledningen er ren Zimmer, og det er – for mig – gåsehudsfremkaldende episk. Virkningen opstår især efter den smukke stemningsopbygning i det umiddelbart foregående cue, ”The Wheat” (krediteret til Lisa Gerrard).
“The Ring Goes South” fra The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001)
Der er mange cues fra Howard Shores tre Lord of the Rings-scores, der giver mig gåsehud, men én af de helt centrale er ”The Ring Goes South”, hvor Shore for første gang lader hovedtemaet svulme til episke højder. Det er musikken, der følger filmens money shot (der i øvrigt også, om end med anden musik, blev brugt i filmens første teaser-trailer), hvor broderskabet, anført af Gandalf, én for én forcerer en bakketop på vejen sydpå langs The Misty Mountains.
