Leder og indhold – 13. september 2014

3 minutters læsetid

Tid er en besynderlig størrelse, der for de fleste af os nærmere fungerer på et intuitivt plan end på et plan, hvor vi rent faktisk kan forklare, hvad tid er. Hvis vi skal forklare, hvad ”tid” er, tyr de fleste af os til at eksemplificere med et ur, med dagens gang, eller mærkedage, såsom fødselsdage.

Det er vel kun fysikere, der i mere videnskabelige termer kan forklare, hvad ”tid” i virkeligheden er. Og når tiden skal udmåles er det netop uret, dagene, årstiderne, højtiderne, mærkedagene, vi hæfter os ved.

For ti dage siden blev jeg far for første gang – den største mærkedag i mit liv, og en begivenhed, alt efterfølgende vil kunne måles i forhold til: Skete det før, min søn blev født, eller efter? Var det noget, der skete, lige omkring min søns fødsel eller lå det lidt længere væk?

På akkurat samme måde kan man bruge andre store begivenheder i sit liv – eller begivenheder generelt – til at orientere sig temporalt: Konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage osv. De store begivenheder udgør det inderste stålskelet i den måde, vi tidsmæssigt orienterer os i vores liv på.

Men ikke alle begivenheder behøver være i den størrelsesorden for at kunne fungere som en tidsmarkør – noget man kan orientere sig efter. Her tror jeg, vi alle sammen er helt individuelle og styret af vores interesser og alle de ”mindre” begivenheder i vores liv. Nogle vil måske orientere sig efter en bestemt fodboldkamp (”Det skete lige omkring det tidspunkt, Danmark vandt 4-1 over Sovjet i Parken”), en bestemt koncert (”Det skete samme måned, jeg hørte Iron Maiden i København”), en bestemt bog (”Det var det år, jeg læste Dune første gang”) eller en særlig mindeværdig fest (”Det var kort efter den fest, hvor vi endte i en kæmpe sneboldkamp ude på vejen”).

For mig har det i mange år været film, særligt – men ikke kun – de film, jeg ser i biografen. Mange små begivenheder kan jeg hænge op på deres tidsmæssige forhold til bestemte film. Det er meget svært at forklare, men film og begivenheder hænger nøje sammen for mig, også uden at det er en mnemoteknik, jeg har gjort noget for at fremelske. Det er en erindringsteknik, der ganske enkelt er opstået, fordi jeg interesserer mig for film og har en ret god hukommelse for, hvornår bestemte film havde premiere.

Sidstnævnte er i sig selv bundet op på en helt anden teknik, jeg heller ikke ved, hvor stammer fra, men hvor bestemte år har en særlig ”kulør” eller et særligt ”feel” for mig – og den kulør er nært forbundet til de film, der kom et bestemt år.

Det siger selvfølgelig sig selv, at de mest ”nyttige” film at huske begivenheder efter, er dem, man så i biografen, fordi de er de nemmeste at tidsfæste. Film, jeg først ser længe efter premieren, er i den forstand temporalt løsrevne fra nogen fast kronologi, og derfor selvfølgelig ikke så brugbare. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke husker begivenheder i forhold til dem, for det gør jeg ofte, men i forhold til at bruge dem til at opbygge en absolut kronologi, er de selvfølgelig knap så egnede.

Der er én film, jeg ikke får behov for at huske noget i forhold til. Jeg så Expendables 3 i biografen fire dage, før min søn blev født. Den films betydning for al kronologi er fuldstændig overflødig, fordi den overskygges totalt af min søns fødsel. Men ikke desto mindre er det endnu to begivenheder – den monumentale begivenhed ved at blive far og den lille begivenhed ved at se en bestemt film – der nu indgår i det enorme væv af små og store begivenheder, jeg organiserer mit livs kronologi efter.

Min søns fødsel har af gode grunde betydet, at jeg har haft andre ting at se til end at skrive anmeldelser til Planet Pulp, og det er da også derfor, vi er blevet en dags tid forsinket med denne måneds nummer.

En enkelt anmeldelse fra min hånd er det dog blevet til – af Mike Oldfields rocksymfoniske mesterværk Tubular Bells fra 1973 – og dertil er der også indløbet et par andre anmeldelser, der også er af tilbageskuende karakter. Således tager Jacob Krogsøe Predator 2 fra 1990 under luppen, og Michael Larsen har kastet sig over La cité des enfants perdus (De fortabte børns by) fra 1995.

Vi vender tilbage i næste måned med endnu et nummer!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
La cité des enfants perdus (De fortabte børns by) (Jean-Pierre Jeunet & Marc Caro, 1995)
Predator 2 (Stephen Hopkins, 1990)

Musik:
Tubular Bells (Mike Oldfield, 1973)

Skriv et svar

Your email address will not be published.