13. september 2013

Kli.k.toris

Kli.k.torisKan man blive liderlig af at læse Kli.k.toris? Ja, på samme måde som internetporno kan gøre én liderlig. Bliver man pirret, som når man går ned ad gaden en sommerdag og ser en smuk kvinde med flotte, solbrune ben og et frækt glimt i øjet? På ingen måde. Kli.k.toris er mekanisk liderlighed, tegnet porno.

Den italienske tegneserieskaber Milo Manara (f. 1945) er i disse år måske bedst kendt for sit samarbejde med Alejandro Jodorowsky om serien Borgia, der handler om renæssancens magtspil omkring pavestolen, men indenfor de sidste ti års tid, har han også tegnet både Sandman og X-Men.

Manara har været aktiv i over 40 år; debuten fik han 1969 og allerede tidligt i sin karriere demonstrerede Manara, at han var glad for den erotiske genre. Således illustrerede han fra 1971 og frem den erotiske serie Jolanda de Almaviva.

Milo Manara (f. 1945)
Erotikken har Manara holdt fast i lige siden, enten som et bærende element i sine serier, eller som et delelement, blandt andet i album som Honey alene hjemme (dansk udgave 1991) og de to bind i En duft af karamel-serien (danske udgaver 1987-1996) – for nu blot at nævne et par stykker.

Manaras bedst kendte erotiske kreation er dog Kli.k.toris, der i Italien udkom i fire bind mellem 1983 og 2001 – de to midterste bind kom i henholdsvis 1991 og 1994. I Danmark var det, inden nærværende udgave kom på gaden, kun de tre første album, der udkom. Forlaget Runepress udgav bind et i 1985, og siden udkom det igen på Interpresse i 1989. Carlsen Comics fulgte op med bind to og tre i henholdsvis 1992 og 1995, men så var det slut. Manaras fjerde album, der udkom i Italien i 2001, skulle ikke komme i dansk oversættelse før i år, hvor Faraos Cigarer udgav alle fire album i en flot kassette.

En advarsel

Lad mig indlede med en advarsel: Hvis du er typen, der forventer en stærk, sammenhængende historie i dine tegneserier, er Kli.k.toris nok ikke noget for dig. Selvom der er et plot i alle fire bind, er det tydeligvis ikke historiefortællingen, Manara har været interesseret i; i Kli.k.toris ligger hovedvægten på de erotiske tableauer, og langt hen ad vejen får man fornemmelsen af, at serien primært har fungeret som Manaras erotiske legeplads og – måske – en ventil for hans egne erotiske fantasier.

Derudover er udtrykket ”serie” måske en smule misvisende, for selvom alle fire albums i Kli.k.toris har samme hovedperson, er der ikke tale om en fortløbende fortælling som sådan. På nær den gennemgående gimmick – en elektronisk dims, der styrer hovedpersonens liderlighed – er der ikke tale om en fortsat fortælling, og begivenheder i de enkelte bind har meget lidt, faktisk ingen, påviselig betydning for de efterfølgende.

Handlingen
Claudia er liderlig.
I første bind møder vi den smukke Claudia og hendes betydeligt ældre mand, den rige advokat Aleardo Christiani. Men Claudia er både frigid og bornert, så den skumle doktor Fez udtænker en plan: Han har hørt om en ny opfindelse, der kan styre folks liderlighed, hvor en lille elektrode opereres ind i hjernen, og den kan så kontrolleres af en lille boks med en knap. Fez stjæler opfindelsen, kidnapper Claudia og opererer elektroden ind i hende. Derefter går det så over stok og sten med en stribe af erotiske eskapader, der finder sted, når doktor Fez skruer på knappen.

Sex på toilettet.
I bind to er Claudia blevet en succesfuld tv-journalist, men til gengæld har den mystiske unge mand Faust fået fingre i boksen, og så er der ellers lagt i kakkelovnen til endnu en serie erotiske optrin, rangerende fra sex på offentlig toilet til trusseløs cykling gennem storbyen og blotteri for åben skærm.

Claudia er ved at falde i kløerne på sekten.
I bind tre flytter handlingen til Sydamerika, hvor Claudia skal lave en reportage om en mystisk sekt. I mellemtiden støder hun på den skrupelløse guldgraver Culorva, der udnytter en anden ung kvinde, Anna Rita, der under helt særlige forudsætninger bliver synsk og kan ”se”, hvor der findes guld. De helt særlige forudsætninger er, at hun skal have pumpet et indiansk urteafkog op i røven, hvilket der naturligvis kommer en stribe analfikserede paneler ud af.

Den sekt, Claudia skal rapportere om, viser sig naturligvis også at være helt og holdent sexfikserede. Sekten holder til i en stor sneglehusformet bygning ude i en sø, og lederen af sekten hævder, at hvis man holder sig i en tilstand af total liderlighed (men uden at komme), vil man kunne kommunikere med rumvæsner!

Claudia er lige ved at falde i kløerne på sekten, men reddes af ét af de mandlige sektmedlemmer – og her er ordet ”medlem” virkelig rammende: Han tilbringer resten af albummet med konstant ståpik, og en humoristisk gimmick, der løber gennem albummet, sørger for, at alt tøj, han tager på, bliver revet af ham før eller siden.

I bind tre er Claudia ellers tilbage ved sit gamle, bornerte jeg, men til sidst får Culorva – der har et horn i siden på Claudia – fat i den berømmelige boks, og snart siger det ”KLIK” igen.

Lir i klostret.
I fjerde bind er alt ved det gamle igen – det er nærmest som en reset til forholdene i begyndelsen af bind et. Claudia er hjemme hos manden og væk er al omtale af en succesfuld journalistisk karriere. Her tager de erotiske begivenheder deres begyndelse, fordi en ung kvinde, Angelina, vil have ram på Claudias mand, advokaten, der er indblandet i en korrupt sag om et stort kemifirma, der har gjort folk blinde. Angelina får fingre i boksen, og snart er Claudia i gang med sine gamle narrestreger igen…

Et afgørende problem
Den berømmelige æske.
Som sagt er handlingen hverken Manaras primære interesse eller – i denne kontekst – stærke side. Jeg kender ikke Manara godt nok til at vurdere, om et sammenhængende plot bare generelt er noget, der ikke interesserer ham, eller om han bare ikke er specielt dygtig til at skrive det. Det er for mig et afgørende problem ved Kli.k.toris.

Seriens centrale gimmick – den lille æske – betyder, at en stor del af erotikken ender med at blive meget uerotisk, i hvert fald hvis man med erotik forbinder pirring. Måske skulle vi bare kalde en spade for en spade og sige, at en stor del af seriens erotik forfalder til decideret porno. Ikke at der er noget galt med det, men det er bare langt mindre interessant.

Det er dog ikke kun æsken, der er et problem i den henseende. Det indianske urteafkog, der optræder i bind tre, og som af én eller anden grund skal pumpes op i røven på Anna Rita, er heller ikke andet end en fiks idé, der kan bruges som påskud for at vise Anna Ritas røvhul blive penetreret. Fint nok, men igen: Vi har at gøre med porno, forklædt i den tyndest tænkelige historie.

Idet Manara ikke interesserer sig for plot eller historie, men i stedet lader erotikken opstå enten ud af det blå (urteafkoget) eller som et resultat af mekanik (æsken), mangler der stort set fuldstændig menneskelig motivation for seriens erotiske optrin.

Bevares, der er enkelte lyspunkter undervejs – f.eks. portrætteringen af Angelina i seriens fjerde bind. Hun indgår i øvrigt (næsten) ikke i decideret pornografiske optrin, og netop det faktum, at hun aldrig optræder splitternøgen, men kun i varierende grader af afklædthed, gør hende faktisk langt mere interessant og pirrende end resten af det kvindelige persongalleri.

”Er det et problem?”, kan man spørge. Nej, helt klart ikke, så længe man kan slå sig til tåls med tegnet porno. Her har tegneseriemediet bare nogle langt mere interessante potentialer, og måske er Kli.k.toris i virkeligheden bare blevet overhalet af udviklingen.

Tilbage i 1980’erne og 1990’erne var der intet internet, og hvis man ikke havde mod på at gå ned i kiosken og købe Ugens Rapport eller et af de mange andre blade på markedet, var erotiske tegneserier en anden måde at få lidt hud på. I dag er porno langt nemmere at tilgå og tilmed helt anonymt, uden at skulle stå med rødmende kinder og betale en ekspedient. Kli.k.toris er porno, pakket ind som kunst.

Masturbarisk studie i mandlig lyst

En af de mest interessante muligheder ved Kli.k.toris glider i øvrigt fuldstændig gennem fingrene på Manara. Serien tager udgangspunkt i Claudia, og på den måde kan man sige, at fokus – overfladisk betragtet – tager udgangspunkt i kvindelig seksualitet. Problemet er bare endnu engang, at seriens centrale gimmick fuldstændig punkterer det potentiale og vender det på hovedet.

Én eneste gang får Claudias egen lyst lov at komme til udtryk.
I stedet for at vise Claudias liderlighed som et resultat af hendes egne lyster, er hendes liderlighed et resultat af et stykke teknologi, udtænkt af en mand, stjålet af en anden mand (og indopereret i Claudias hjerne) og næsten hele vejen igennem serien kontrolleret af mænd. Dermed er det alene mandens lyster, der tilfredsstilles i Kli.k.toris; Claudias seksualitet bliver mekanisk, kontrolleret. Kun ét sted – de sidste to paneler i første bind – gives der koncessioner til betydningen af Claudias egne lyster.

Minearbejderne bukker sig for Claudias køn.
På den måde bliver Kli.k.toris langt hen ad vejen bare ét langt masturbatorisk studie i mandlig lyst og kontrol: ”Du skal være liderlig, når JEG vil have det”. Og i den forbindelse må jeg med det samme sige, at jeg intet giver for den erotisk-religiøse slutning på bind tre, hvor flere tusinde sexhungrende minearbejdere bukker sig i ærefrygt for Fissen. Det taler stik imod resten af seriens æstetik og bliver dermed selvmodsigende – som så mange andre elementer i serien.

Teknisk flot – men med problemer

Rent teknisk præsenteres Manaras pseudonaturalistiske tegninger smukt i udgivelsen fra Faraos Cigarer. Papirkvaliteten og trykket er flot, og de generelt flotte tegninger tager sig godt ud: Visuelt er der intet at udsætte på Kli.k.toris.

Udgivelsens kvalitet er der langt hen ad vejen heller intet at sætte på: De fire album er i hardcover og kommer i en flot rød kassette. Som udgivelse er Kli.k.toris umiddelbart lækker – det er tydeligvis en udgivelse fra et forlag, der respekterer tegneserien som kunstart, og det er en udgivelse, man har lyst til at have stående på hylden.

Dog ingen roser uden torne: Et eller andet sted er der gået noget galt i overførslen af teksten til trykket. Taleboblerne indeholder mange slåfejl, der er usammensatte navneord og lignende. Hvor disse fejl er opstået, skal jeg ikke kunne sige, men teksterne – som der er ganske mange af – kunne have haft godt af en ekstra redaktionel gennemlæsning, inden de gik i trykken. Slåfejl er svære at undgå fuldstændigt, men i Kli.k.toris er der så mange af dem, at man lægger mærke til dem, og det skæmmer det overordnede indtryk.

Slåfejlene til trods er man dog ikke i tvivl om, at man sidder med en udgivelse af høj teknisk kvalitet, hvilket jo er symptomatisk for alt, Faraos Cigarer sender på gaden. Faraos Cigarer er ét af meget få forlag i Danmark, der tager tegneseriemediet seriøst, og det skinner igennem.

Mekanisk liderlighed

Faraos Cigarer må have ros for at have gjort Kli.k.toris tilgængelig på det danske marked igen – og i en udgave, der også inkluderer det fjerde bind, der aldrig tidligere er udgivet i dansk oversættelse. Serien er, uanset hvordan man vender og drejer det, en europæisk tegneserieklassiker inden for den erotiske genre, og på den måde er selvfølgelig en serie, der bør kunne købes.

At formen på Manaras erotiske fantasier så ikke nødvendigvis gør Kli.k.toris til én af de bedste erotiske serier, man kan opstøve, er en anden sag. Præsentationen af Kli.k.toris er til fem stjerner; indholdet er dog, efter min mening, en noget mere blandet fornøjelse. Kan man blive liderlig af at læse Kli.k.toris? Ja, på samme måde som internetporno kan gøre én liderlig. Bliver man pirret, som når man går ned ad gaden en sommerdag og ser en smuk kvinde med flotte, solbrune ben og et frækt glimt i øjet? På ingen måde. Kli.k.toris er mekanisk liderlighed, tegnet porno.

Kli.k.toris er venligst stillet til rådighed af Faraos Cigarer.

3 stjerner

Titel: Kli.k.toris
Forfatter: Milo Manara
Tegner: Milo Manara
Forlag/år: Faraos Cigarer, 2013
Albumlængde: 45 sider (bd. 1), 60 sider (bd. 2), 66 sider (bd. 3), 52 sider (bd. 4)
hvid
Udkom oprindelig i Italien under titlen Il Gioco i 1983, 1991, 1994 og 2001.

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013