13. marts 2013

The Spy Who Loved Me

I den korteste af sine James Bond-romaner eksperimenterer Ian Fleming både med fortælleformen og -perspektivet. Det blev han i sin tid kritiseret meget for, men The Spy Who Loved Me er faktisk både underholdende og af andre årsager et interessant indlæg i Bond-serien.

Efter at have læst Ian Flemings niende James Bond-roman, The Spy Who Loved Me (1962), er jeg egentlig lidt overrasket over, hvor forhadt romanen var af næsten hele anmelderstanden, da den udkom for nu over 50 år siden.

Faktisk blev romanen så dårligt modtaget, at Fleming nægtede at sælge rettighederne til bogens handling, og da Eon Productions købte Bond-rettighederne, var det kun titlen på romanen, de kunne få lov til at anvende – bl.a. derfor har filmen The Spy Who Loved Me (1977), udover titlen, absolut intet tilfælles med romanen.

Og jo, man kan da finde ting at kritisere ved The Spy Who Loved Me, herunder dele af Flemings kvindesyn, som det kommer til udtryk i romanen, men set som narrativ synes jeg faktisk, The Spy Who Loved Me er et temmelig interessant bekendtskab inden for rammerne af James Bond-serien. Nej, The Spy Who Loved Me er ikke stor litteratur, men det er endnu én af de Bond-romaner, der demonstrerer, at Ian Fleming ikke var tilfreds med konstant at gentage sin succesformel.

Ny hovedperson, ny fortælleform
Ian Fleming (1908-1964).
Sidst Fleming forsøgt at gøre noget anderledes var i From Russia, with Love (1957), hvor han eksperimenterede med romanens struktur og først introducerede James Bond 95 sider, mere end en tredjedel, inde i romanen. I The Spy Who Loved Me gentager Fleming det samme trick og venter endnu længere med at introducere Bond (det sker først på side 100 ud af romanens 164 sider). Men denne gang tager Fleming det endnu længere ud – faktisk er James Bond ikke engang romanens egentlige hovedperson. Det er i stedet romanens kvindelige jeg-fortæller – også første persons-perspektivet er et nyt greb for Fleming.

The Spy Who Loved Me er inddelt i tre hoveddele med titlerne ”Me”, ”Them” og ”Him”. I første del introduceres vi til fortælleren, den unge fransk-canadiske kvinde Vivienne Michel. Først finder vi ud af, at hun befinder sig alene på et ensomt beliggende motel i upstate New York, hvor hun for en kort periode har taget arbejde. Det er sidste nat på stedet, inden motellet lukker ned for vinteren, og hun er altså alene tilbage.

Gennem en række flashback-kapitler hører vi dernæst om Viviennes oplevelser i Europa, hvor hun blev sendt på kostskole. Primært hører vi om hendes forhold til mænd – først overklassedrengen Derek, som kun dater hende for at få sex med hende og senere den tyske journalist Kurt Rainer, hvis indstilling til kærlighed og sex er lagt i strenge, næsten fascistiske rammer.

I denne del af romanen tegner Fleming et portræt af Vivienne som en indledningsvist naiv, men senere også selvstændig og stærk kvinde, der måske nok har haft dårlige oplevelser med mænd, men som ikke desto mindre er kommet stærkere og mere voksen og selvstændig ud på den anden side. Vi hører om, hvordan hun har besluttet sig for at rejse igennem USA på en scooter og om hvordan hun derfor endte på motellet, hvor handlingen finder sted.

I romanens anden del, ”Them”, begynder der at ske grimme ting. To gangstere, der arbejder for motellets egentlige ejer, dukker op. Det er tydeligt, at de er kommet for at organisere noget forsikringssvindel, og det er lige så tydeligt, at Vivienne står over for både voldtægt og død, hvis ikke hun kan finde en måde at flygte på. Hun prøver da også, men uden held.

I tredje del, ”Him”, dukker Bond så endelig op. Det er et rent tilfælde, at Bond havner på motellet, men han lugter naturligvis snart lunten, og så er scenen ellers sat for opgøret mellem Bond og Vivienne på den ene side og de to gangstere på den anden.

Ikke en straight James Bond-historie
Forsiden af førsteudgaven af 'The Spy Who Loved Me', forlaget Jonathan Cape, 1962.
The Spy Who Loved Me er en ret kort roman, kun 164 sider i den anmeldte udgave, og også den korteste af Bond-romanerne. Meget mere kan konceptet måske heller ikke holde til, men omvendt synes jeg på ingen måde, at romanen er kedelig, sådan som mange anmeldere ellers mente tilbage i 1962. Det er klart, at hvis man forventer en straight James Bond-historie, så vil man blive overrasket og måske skuffet over romanens fortælleform og struktur, men jeg var faktisk fint underholdt hele vejen igennem.

Romanen er en interessant blanding af noget, der minder om realisme, klichégangstere og typisk James Bond-action, og hvor aparte denne blanding end kan forekomme, så lykkes det faktisk for Fleming at gennemføre det. Lige så forholdsvis realistisk første del af romanen forekommer, ligeså grotesk overdrevne er de to fæle gangstere, der dukker op (det gælder også deres navne: Sluggsy Morant og Sol ”Horror” Horowitz). Og da Bond først dukker op, falder Fleming til patten og følger den traditionelle model, hvor Bond forfører pigen (der naturligvis gerne vil forføres) og ekspederer skurkene til det hinsides.

Efter at hele molevitten er overstået, filosoferer Vivienne lidt over, hvorfor hun er så tiltrukket af James Bond, som hun er. Konklusionen er naturligvis, at Bond er den eneste rigtige mand, hun nogensinde har været sammen med. Ikke bare fordi, han har reddet hende, men på grund af hans iboende kvaliteter, der både tæller hans brutalitet og farlighed, hans maskulinitet og hans elegance.

Det er også her, Fleming bevæger sig ud i nogle af sine mere vovede og problematiske bemærkninger, som da han lader Vivienne skrive følgende:

”All women love semi-rape. They love to be taken. It was his sweet brutality against my bruised body that had made his act of love so piercingly wonderful”.

Ja, den slags var ikke gået i dag, og der er da uden tvivl også mange, der vil læse The Spy Who Loved Me som et perfekt eksempel på lige præcis den type misogynistisk litteratur, Fleming generelt er blevet beskyldt for at skrive. Der skal da heller ikke være nogen tvivl om, at selvom Vivienne beskrives som stærk og selvstændig, er det kun, fordi Bond dukker op, at hun slipper ud af sin kattepine. Trods et modigt flugtforsøg er hun helt i skurkenes vold, indtil Bond træder ind på scenen. Her falder Fleming helt uproblematisk tilbage til de klassiske kønsroller, hvor damerne skal reddes af Bond.

En mission der slog fejl
Forsiden af den danske udgave af romanen, med titlen 'Jeg elskede James Bond', Forlaget Skrifola, 1965.
Men at Fleming ikke var helt uden selvindsigt viser han dog i romanens sidste kapitel, hvor han lader en lokal politimand komme til orde. Betjenten tager Vivienne til side og giver hende et par gode faderlige råd om mænd som Bond:

”’The top gangsters, the top FBI operatives, the top spies and the top counter-spies are cold-hearted, cold-blooded, ruthless, tough, killers, Miss Michel. Yes, even the ”friends” as opposed to the ”enemies”. They have to be. They wouldn’t survive if they weren’t. Do you get me?’ … ’Keep away from all these men. They are not for you, whether they’re called James Bond or Sluggsy Morant. Both these men, and others like them, belong to a private jungle into which you’ve strayed for a few hours and from which you’ve escaped. So don’t go and get sweet dreams about the one or nightmares about the other. They’re just different people from the likes of you – a different species.’”

At Fleming så ikke lader sin hovedperson lytte til dette råd er en anden sag, og det er måske i virkeligheden dér, Fleming kommer til at begå selvmål. I hvert fald lader han til at have haft en decideret mission med at skrive romanen. I et brev til sin forlægger Jonathan Cape skrev Fleming senere:

”I had become increasingly surprised to find my thrillers, which were designed for an adult audience, being read in schools, and that young people were making a hero out of James Bond … So it crossed my mind to write a cautionary tale about Bond, to put the record straight in the minds particularly of younger readers … the experiment has obviously gone very much awry.”

Hvis netop dette var Flemings mission med romanen, er det en fatal brøler, at han lader Vivienne overhøre betjentens venlige råd fuldstændigt:

”The scars of my terror had been healed, wiped away, by this stranger who slept with a gun under his pillow, this secret agent who was only known by a number. … I knew exactly who he was and what he was. And everything, every smallest detail, would be written on my heart forever.”

Vivienne efterlades med andre ord ikke skræmt eller afskrækket over Bond, men så meget mere tiltrukket af hans farlighed og brutalitet (inklusive den seksuelle, må man tro). Med mindre Flemings brev til Jonathan Cape var et forsøg på efterrationalisering i kølvandet på de særdeles brutale anmeldelser, er der derfor ikke andet at sige, end at det lader til, at Fleming trods sine intentioner blev fanget af sin egen kreation og af sine egne konventioner.

Ret underholdende

Alt dette er måske at overanalysere på det, der langt hen ad vejen blot er en underholdende knaldroman, men The Spy Who Loved Me er, på grund af sin fortælleform og sin kvindelige hovedperson, alligevel så interessant et indlæg i Bond-serien, at man ikke kan undlade at bide ekstra mærke i disse dele af hele Bond-konstruktionen. Og i sidste ende ændrer det ikke på, at jeg faktisk også synes, The Spy Who Loved Me grundlæggende er ret underholdende.

4 stjerner

Titel: The Spy Who Loved Me
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår: 1962
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2006
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 164
hvid
The Spy Who Loved Me er udkommet på dansk én gang under titlen Jeg elskede James Bond. Den danske oversættelse udkom i 1965 på forlaget Skrifola som nr. 394 i deres Lommeroman-serie.

Anmeldt i nr. 89 | 13/03/2013